Jeg spreder mine Vinger i den solfyldte Luft, —
stemte er min Harpes fine Strænge; —
Jeg smiler, og jeg ler af den kolde Fornuft,
som ikke véd at skjønne paa Rosernes Duft, —
mens Vaaren gaar i Elverdans paa Roser over Enge.
Lad andre gaa og granske Anatomernes Værk, —
stemte er min Harpes fine Strænge; —
jeg springer opad Bakken som en rigtig Bersærk
og fylder mine Lunger med Skovluften stærk, —
mens Vaaren gaar i Elverdans paa Roser over Enge.
For mig er der en Tanke i hvert levende Straa, —
stemte er min Harpes fine Strænge; —
et Æventyr i alle de Solglimt, jeg saa’,
et Digt selv i de fineste Dugdraaber smaa, —
mens Vaaren gaar i Elverdans paa Roser over Enge.
Jeg stormer Livets Bjærgskrænt med min lette Alpestok; —
stemte er min Harpes fine Strænge; —
jeg plukker kun én Foraarsknop, den ene er mig nok;
for den jeg ofrer Roserne og Liljerne i Flok,
mens Vaaren gaar i Elverdans paa Roser over Enge.
Den Alpestok, jeg fører, er Sang og Fantasi, —
stemte er min Harpes fine Strænge; —
og Blomsten, som jeg plukker, er mit Livs Poesi:
det største og det rigeste, jeg levede i,
mens Vaaren gik i Elverdans paa Roser over Enge. —
Men kommer der en Nattefrost og visner min Knop,
brister mig min Harpes fine Strænge,
saa naar jeg kanske aldrig til Højfjældets Top —
Derfor: nu i Dagen derop, ja derop;
mens Vaaren gaar i Elverdans paa Roser over Enge!