I.
Han var saa ung, da han besteg sin Trone, —
forstaar Du, Tid, hvad i de Ord er sagt? —
Saa smuk, da første Gang han bar sin Krone,
og bag hans Pande var der Løfter lagt.
Det vifted om ham med Begejstringsfaner,
det lyste fra hans Blik med Ungdomsild:
Han skulde bryde nye, store Baner,
han skulde vise Verden, han var til!
Men ikke Magten var hans Drøm om Lykke,
og ikke Kronen han sit Hjærte gav:
En Drømmeverden vilde han sig bygge,
og just i denne Verden laa hans Grav! —
Han var saa ung, da først han lod sig hylde;
forstaar Du, Tid, hvad Kronen til ham bar?
En Mængde Krav, han aldrig kunde fylde,
Et Løsen, hvortil han ej kjendte Svar!
II.
Naar det mørkner i Staden,
og ingen Lampe,
tændt inde i Stuerne,
lyser paa Gaden;
naar kun Lyd af en enkelt
Vogn, som forsvinder,
af en Port, som lukkes,
om Færdsel minder;
naar der bliver saa stille
og tyst, — selv i Knejpen
med de rødmalte Kroner, —
er der Fest i Theateret:
Wagnerske Toner!
Brogede Skikkelser
fylder da Scenen;
og stærke, mægtige
Melodier
ægger en Sygs Fantasier! —
Ingen dernede
paa Tilskuerpladsen,
paa de kolde, tomme,
forladte Sæder —
Ingen, som ler,
og ingen, som græder —
Kun en ensom Lytter
i Kongelogen:
En Skikkelse, mørk
og halvt skjult af en Pille,
men med Øjne saa vilde
og fulde af Tanker,
af jagende Tanker,
af storslaa’de Tanker,
som aldrig bli’r stille!
Med brændende Iver
følger han Spillet, —
er selv én af disse
kæmpende Magter,
som strider for noget,
de vil, vil eje —
og dør, før de naa’r
deres Livsmaals Veje! — —
Den Mand er Konge!
Der er noget af Kongstanken, —
taaget, forvirret, —
men den er der i Smilet
og over Panden —
Det er Baierns Hersker:
Kong Ludvig den anden!
III.
I dunkle Skove, dybest, dybest inde,
hvor ingen bor,
og sjælden Spor
af Livet er at finde,
dèr rejste han i Slotte sig et Minde!
Dèr gjemte han sig bort fra Livets Gaade,
forvandled Pligt
til Sang og Digt!
Dèr lod han Tanken raade
og spandt i Stilhed paa dens tusend Traade.
Dèr blev han altid mere syg i Sindet
og søgte fly
den travle By,
blot levende i Mindet!
Dèr gik han om, som af et Syn forblindet! —
Og da saa Byrden blev for tung at bære,
saa hvert et Krav,
han kasted af,
paa Sjælen føltes tære, —
da søgte Døden han, — den kolde, svære. — —
IV.
Saa ringer nu de store Kirkeklokker
med dumpe Malmslag over Kongens Kiste —
Gud ene véd, hvad Sorg han maatte friste;
men Folket stille om hans Lig sig flokker.
Snart er Kong Ludvigs syge Fantasier,
hans Tanker, som ej Hvile kunde finde,
hans Kunstnerdrøm om Wagners Melodier,
hans hele Liv og Gjerning kun et Minde!
Og dog han leve vil, mens Tider svinde: —
hans tunge, sørgelige Skjæbne vil det, —
kun som et Suk; men En vil lytte til det:
En Gang vil ogsaa han sin Digter finde! —
Han havde Evner, kunde ej dem nytte;
han ejed Kraft; men Vingerne var slappe —
Som Skygge staar han ved sin Mindestøtte:
En anden Hamlet i moderne Kappe!