Glat var din Kind, da førstegang
Du ind i Kæmperækken sprang;
Da mellem Mænd en Dreng du stod,
Og offrede dit unge Blod;
Da uforfærdet udi Dampen
Du viedes til Heltekampen!
Glat var din Kind, da førstegang,
I Kuglers Hviin og Sværdets Klang,
Dødsenglen foer forbi dit Bryst
Med huul og rædsom Tordenrøst;
Da førstegang du maatte bløde
Udi det vrede Heltemøde.
Glat var din Kind, da førstegang
Du Sværdet over Fienden svang,
Da Kuglen kom og rev din Arm,
Du Gjæve! fra din unge Barm!
Da udi Ilden ufortrøden
Du hærded dig til Heltedøden.
Høit var dit Mod, da andengang
Du ind i Kæmpedansen sprang,
Da ene paa blodrøde Dæk
Du standed — Seierherrens Skræk!
Da lige freidig udi Nøden
Du smilende udæsked Døden!
Høit var dit Mod, da andengang
Du over dine Brødre svang
Mod Overmagt din Kæmpearm,
Mod Døden bød din kjække Barm;
Da, som i Storm en Eeg i Dalen,
Du ene stod og stred paa Valen!
Høit var dit Mod, da andengang
Du gjorde Britten Veien trang,
Da svag af Kræfter, stærk af Aand,
Du vristed Byttet af hans Haand;
Da værgeløs, men uforfærdet,
Du ene stod og mødte Sværdet!
Ild var din Sjæl, da sidstegang
I Kampen søndersplittet hang,
O Dannebrog! dit stolte Flag,
Paa din den sidste Hædersdag,
Hvor du, o Buhl! i Lyn og Torden
Gik til dit Valhal over Jorden!
Ild var din Sjæl, da sidstegang
Du Staalet over Fjenden svang,
Da Luen om dit blege Liig
Med Bølgen stred; men Aanden sig
Svang did, hvor mellem Verdens Poler
Det lyse Stjernebælte straaler.
Ild var den Sjæl, da sidstegang
Du under Kuglers hule Sang,
Paa Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav! har Døden smagt!
Til Himlen har du dig opsvunget:
Nu Buhl! nu er dit Drapa sunget!
Saa skal din unge Slægt, o Dan!
Til Heltedød for Fødeland,
Som Buhl hiin danske Kæmpe god,
Indvies aarle med sit Blod,
Og mandelig og uforfærdet
Slaae, eller falde under Sværdet.