Tågen ligger over Landet.
Ingen Himmel. Ingen Dag.
Ingen Sol af Morgenvandet.
Mørke for og Mørke bag.
Inde i de dunkle Kamre
synker Menneskenes Mod.
Hvorfor trælle i sin Bod?
Hvorfor høvle? Hvorfor hamre?
Hvorfor løbe træt sin Fod?
Altid spændes man i Sele,
altid skal man gå for Læs,
aldrig til det grønne Græs
langsmed Grøftekanten skele!
Og hvad er så vel det hele?
Ja, vi skal jo alle frem,
nå det største, få det meste —
og så går de allerfleste
bare neden om og hjæm.
Resten, som med Fynd og Klem
holder Kursen, véd sig vågen,
ser den under Tro og Tål
nogen Tid sin Banes Mål?
Arbejdsliv er Liv i Tågen.
Ruden dugges også dér,
hvor de unge Hjærter banker;
Mismod fylder deres Tanker:
Bristet Dagens Lykke-Skær.
Borte den, der før var nær.
Ak, hvor snart vor Lykke ødes!
Dukke frem af Tågen, mødes,
kastes i hinandens Favn
for en Stund derpå at stødes
ud i Mørket med et Savn,
ingen véd at give Navn.
Selv de få, der uden Ende
holdt hinandens Hænder fast,
selv for dem det største brast.
Lykken kræver nemlig tvende,
to i Ve og to i Værk,
men alene rundt vi flyde;
ingen, var han nok så stærk,
ejed Kræfter til at bryde
Ensomhedens Brynjesærk,
åbne Hjærtekammerlågen . . .
Lykken er en Drøm i Tågen.
Og den vise skyder træt
Pergamentet ud på Bordet:
Hvad er vrangt, og hvad er ret?
Hvo kan finde Løsningsordet?
Overalt den store Gåde,
som vi vil og skal forstå;
men alligevel — Gud nåde
den, der gør Forsøg derpå!
Han vil stirre i den grå
Tvivlens Tåge, til hans Øje,
blændet af hans Gransknings Møje,
lukker sig i Dødens Nat.
Aldrig får han Mærket sat
over Tanke-Isnings Vågen . . .
Sandheds Gang er Gang i Tågen.
Ude i den travle By
ligger Tågens klamme Sky,
slimer Fortovs Overfladen.
Folket famler gennem Gaden,
hver er henvist til sig selv,
knap en Fod hans Øje rækker;
ti omkring ham Disen lægger
fast og tæt et Klokkehvælv.
Nu og da som Skygger dukker
Skikkelser i Klokken frem,
mørke mod den hvide Em —
Klokkens Væg påny sig lukker.
Men det går ej altid glat.
Her i denne Tågens Nat,
gennem hvis Bassin af Dampe
ingen Gadens Buelampe
kaster blånende sit Skær,
rejser der sig fjærn og nær
Hundreder af Tomands-Kampe.
Allevegne Sammenstød.
Midt på Gaden, hvor de tunge
Vogne skovler Tågens Grød,
Vredesord og Skældsord runge.
Ingen sparer på sin Lunge.
De, som går forsigtig tæt
inde langs de våde Mure,
de, som går den gamle Skure
frem i Kraft af Fortovsret,
Hatten trykket dybt i Panden —
tørner voldsomt mod hinanden,
knubses, tar til Ben og Arm,
råber op og gør Alarm . . .
Og af Sammenstødets Smerte
voxer, før de skilles ad,
et forbitret Næstehad
op og fylder begges Hjærte:
»Dumme Dyr! Vil have Lov
til at rende rundt i Tåget
blind og døv, som om han sov!
Men se til, om ikke Fjoget
ender med at blive grov,
lave sig en Martyrglorie!
Hvor man kender den Historie!
Verden er forbandet slem.
Aldrig kan man slippe frem,
løbe lige ud ad Stregen,
altid er der én i Vejen,
én, som træder Næstens Tær,
og som dog for slig en Færd
helst endda vil se sig takket . . .
Pokker tage hele Rakket!
Ingen Himmel. Ingen Dag.
Ingen Sol af Morgenvandet.
Tågen ligger over Landet.
Mørke for og Mørke bag . . .