Fra Vejen kommer jeg.
Den brede Vej,
der vælder roligt frem i bløde Bølger
og fures mørkt af Sporets Dobbeltstreg —
den brede Vej, som Gud og Hvermand følger.
Idag så tung. Den ligger fuld af Sne,
med høje Driver langs ad Skovens Side,
og stinger Øjet med sin hvide Ve . . .
Fra Vejen kommer jeg ved Vintertide.
Jeg søger Skoven. Gærdets brustne Ring
har kastet Sten i Grøften til en Stente.
I Gabet standser jeg og ser omkring —
et Fugleskrig — med onde Spejdersving
kreser i Luften over mig en Glente.
Så går jeg frem og leder ej om Sti.
Fra svundne Somre er jeg kendt herude.
Dér står den gamle Bænk, hvis Knast og Knud
har ofte bragt mig til at gå forbi —
nu polstres den af Sneens runde Pude.
Og dér er Kæret, bag hvis åbne Rude
der spired frem et Flor til sent på Høst,
hvor dunet Mjødurt, blegrød Hjortetrøst
har svunget deres strunke Blomsterstilke,
hvor Irislygtens tynde, gule Silke
i Løvets Skumring med sit Lueskær
har lokket Myggesværmen svidende nær,
hvor Aftentågen flagred frit for Vinden
og drog sig ud i spinkle, lette Slør,
som Nøkkerosen bly bandt op om Kinden . . .
Nu står af al den Herlighed fra før
tilbage kun de nøgne Ellebuske
og hist og her en Tot af visne Rør,
hvis skidne Farver Sneens hvide smuske —
jeg bryder af; jeg gider ikke huske.
Og bort fra Vej og Sti, hvor hvert et Strå
et falmet Minde er, som bringer Smerte,
jeg styrer ind mod Skovens dunkle Hjærte.
Med Møje kun. Blandt glatte, askegrå,
svagt pudrede Bøgestammers tætte Stimmel,
hvis sorte Kvistes fine Åre-Kløv
står skarpt raderet i den blege Himmel,
har Sneen lagt sig tykt på gammelt Løv,
har fyldt og jævnet Bundens bratte Steder,
jeg synker i til Knæet, hvor jeg træder —
men bliver ved at gå og gå og gå,
vil høre Skovens hellige Hjærte slå.
Og Skoven lukker sig til alle Sider.
De slanke Stammer fuges Læg i Læg
til Planker i en skummel Fængselsvæg,
jeg flytter frem, men ikke gennemskrider;
og Sneens frosne Korn, der lydløst glider
i Tykningstrængslens mange knebne Pas,
som Sand, der rinder i et Timeglas,
minder mig om, at Dagen langsomt lider . . .
En modløs Stemning tager mig i Vold.
Jeg standser, lytter. Stille som i Graven
Naturen ligger Lig, dens Sjæl er kold,
dens Hjærte brustent under Kåbens Fold —
hvorfor da ikke kaste Vandringsstaven?
Der står en Stub. Jeg skraber Sneen væk
og sætter mig og falder strax i Tanker.
Men vågner atter, lytter op i Skræk,
er uvis, om mit eget Hjærte banker.
Det sprøde Lag af Sne, min Frakke sanker,
berøver mig hver Ytringsform af Liv;
jeg lænkes fast til Stubben, død og stiv . . .
jeg ved ej selv hvorfor, men Stedet binder,
og mens min Tankes klare Flamme svinder,
slår Drømmen op som Røg af frønnet Ved,
den Drømmens Røg, der æventyrlig spinder
sin Gåde-Arabesk til langt af Led.
Og se, jeg voxer ind i denne Scene . . .
Jeg kom, et Menneske, forpint og ene,
og søgte under Skovens Hjærte Læ,
nu gror jeg dybt i Mulden som et Træ,
der blander med de andres sine Grene . . .
Og Sneen falder jævnt, den skære, rene,
dækkende også mig med Linets Fold,
ti også jeg er nøgen, arm og gold.
Og mens Decembersolens blege Gløden
bag Himlens frosne Skyer slukkes kold,
er Mørket over mig — Mørket og Døden.
Jeg husker atter. Mindes Livets Gang.
Og i mit Hjærte knebles ned en Klage:
Hvor blev min Ungdoms stolte, frie Dage,
da Luften dirred og drev af Fuglesang,
da alle Farver skinned blanke, pure,
da Græsset kun var grønt, Himlen kun blå
og alle Skovens Anemoner små
så hvide som bag Paradisets Mure —
da alle mine Længsler fløj af Bure
stimende opad mod den største Arv,
da Safter gæred i min unge Marv?
Så rig jeg var, så sund og varm om Hjærte,
hver Gren, jeg vugged, skulde bære Frugt . . .
Og se, nu gror jeg her i Angst og Smerte.
Mit Liv, mit Liv, forødt, i Døden slukt!
Da hører jeg med ét en Lyd, der bringer
på mine Læber frem et kvalfuldt Suk,
ti dybt imellem Skovens Stammer klinger
de hårde, tunge Drøn af Øxehug . . .
Jeg lytter angst til dette Stål, der svinger.
Og mellem Slagene en Tordenrøst
udslynger, rungende fra Vest til Øst,
den strænge Døbers Trusel i Postillen:
»Nu ligger Øxens Blad for Træets Rod.
Og hvert det Træ, hvis Frugt ej kendes god,
skal hugges af og kastes dybt i Ilden« . . .