En liden og sørgelig Beretning om vores brave Vice-Admiral Tordenskiolds Død
En liden og sørgelig Beretning om vores brave Vice-Admiral Tordenskiolds Død
På Hannovers Grænseskel
kom de sammen til Duel,
vores tapre Admiral
med en Oberst, hedte Stahl.
Førstens trak de begge blank,
samled Ben og stødte Skank,
gav med Kården Hilsnings Tegn —
Tordenskiolds var altfor klejn.
Kold, hans Tjæner, tog på Vej,
for han lugted Skalkestreg;
men de skældte ham en Gæk,
han med Vold blev slæbet væk.
Brød da Svensken overtværs,
langed ud en dürftig Ters,
den hans brave Combattant
dog parerede galant.
Tordenskiold faldt ud igen,
Stahl ham holdte Kården hen,
riposterede i Kvart,
trængte ham på Livet hårdt.
Svenskerklingens blanke Od
spilled som en Slangebrod,
under Admiralens Arm
sprang af Blod en Stråle varm.
Tordenskiold, han blegned brat,
vaklede på Foden mat,
Kården med et Djævels Tryk
gennembored Heltens Ryg.
Gamle Kold, hans Tjæner kaldt,
greb sin Herre, før han faldt,
tog ham i sin Vennefavn
gjorde ham på sidsten Gavn.
Tordenskiold var gæv og bold,
han befol sig Gud i Vold,
bad, at Gud for Jesu Blod
nådelig hans Synd forlod.
Derpå sov han salig hen;
Gud ham rejser op igen,
før ham i en linned Kjol
sejrende for Lammets Stol.
Her i Verden under Sky
pranger han med Heltery,
over Hav og salten Sø
aldrig skal hans Minde dø!