B. de Sp., født i Amsterdam 1632 i en indvandret portugisisk Jødefamilje, studerede oprindelig jødisk Teologi. Utilfredsstillet herved lod han sig hos Fritænkeren og Lægen Frants van den Ende lære Latin og førtes omsider under Påvirkning af sin Ven, Lægen Ludvig Meyer ind i Studiet af den cartesianske Filosofi. Gennem en kritisk Fremstilling af Systemets Principer, arbejdede han sig ud til en selvstændig Anskuelse, der dog først fremtrådte i sin fulde Ejendommelighed gennem de i hans Dødsår udkomne Afhandlinger og Breve. Efter at være bleven offenlig udstødt af Synagogen og forvist fra Amsterdam, opholdt han sig forskellige Steder, senest i Haag, idet han ved Siden af sine Studier og for at forskaffe sig det daglige Brød, beskæftigede sig med Slibning af optiske Glas. Han døde den 21. Februar 1677 af Brystsyge.
I.
1.
Herre, du hvis Navn Serafer nævne,
dér du troner højt i gyldne Sale,
Herre, lyt i Nåde til min Tale,
se, du selv har sat din Tjæner Stævne!
Mig, den ringeste af Israels Sønner,
har du åbnet Toras hellige Rulle,
ladet ak, en Mand, du drog af Mulde,
bære for dit Åsyn Folkets Bønner.
O, mit Hjærte jubler ved din Nåde,
svulmer højt af Glæde og af Lykke.
Ingen Angester min Sjæl kan trykke,
ti i alt skal du alene råde.
Gå foran, min Gud, naar jeg skal drage
ud med Hjorden på de grønne Enge,
vær vor Fører, når fra Mark og Vænge
jeg om Aftnen vender træt tilbage
Og når dine Fjenders Had og Harme
raser mod mig, giv mig Løvens Tænder!
Men ifald de segner, mine Hænder,
grib mig da i dine stærke Arme!
2.
Herrens Lov går frem på Jorden,
stærk som Solen, sejersæl,
driver Natten fra mit Øje,
spreder Klarhed i min Sjæl.
Herrens Vidnesbyrd er trofast,
giver ikke Kød til Pris,
Dåren gør hans Ord forstandig,
en enfoldig gør det vis.
Herrens Bud er mørke Druer,
modnede i Solens Glød,
hans Befaling Druehonning,
gyldenklar og sukkersød.
Og hans Tjæner, Herrens Tjæner,
se, hans Lod er god og skøn!
Om han gør sin Husbonds Vilje,
hvo kan måle da hans Løn!
Véd dog ingen ret at røgte
sent og tidlig tro sit Kald,
véd dog ingen, selv den bedste,
Tal på sine Fejl og Fald.
Herre, lad mig aldrig savne
din Barmhjærtighed, din Trøst!
Rens mit Hjærte alle Dage
nådig for dets skjulte Brøst!
Og bevar det, at din Tjæner
ej sig selv skal tykkes stor,
lad ham ej letfærdig lytte
til en løjet Visdoms Ord!
Lad hans Tanke og hans Tale
aldrig blive dig til Sorg!
Amen, Amen! Vor Genløser,
Frelsens Fjæld og faste Borg!
3.
Hos van den Ende sad jeg nys
og talte med hans lærde Datter.
På Bordet lå en Bog, der har
en vis Cartesius til Forfatter.
Tilfældig faldt det store Bind
af Pergament i mine Hænder.
»For Guds Skyld«, bruste Frøknen op,
»Tag jer iagt! Den Bog, den brænder«.
Jeg blev forskrækket. Slap den strax.
Hvorpå vi begge brast i Latter.
»Hvad er det for en Bog?« Hun blev
alvorlig: »En, jeg højlig skatter.
Min allerbedste. Men en Bog,
hvormed man dog bør handle varlig —
og for en Synagogens Mand,
som eder, Baruch, grumme farlig.«
Hun tog sin Lut. Hun spiller smukt
og har en spæd men skolet Stemme.
Min Tanke kresed om hint Værk,
der stadig lå på Bordet fremme.
På engang skreg hun: »Ved I hvad?
Det overstiger mine Kræfter.
Her sidder jeg og kvidrer løs —
og I, I hører ikke efter . . .
Nu skal I gå. Tag Stokken med
og Hatten dér i Vinduskarmen«.
Hun skød mig ud. Men stak mig først
på Tærsklen Bogen under Armen.
4.
Jeg har gransket denne høje Visdom,
lyttet til det tankeklare Sprog;
dybt betagen har jeg trot at finde
Herrens Ord i denne Mesters Bog.
Men er Lovens Bog alene Herrens?
Taler han da kun fra Rullens Blad?
Vifted ej hans Ånd mig her imøde,
højned Tanken, gjorde Hjærtet glad?
Ja, og dog fornam jeg som en Gysen
risle mig fra Hoved ned til Hæl;
ti den rummed også noget andet,
fremmed, der berusede min Sjæl.
Ak, og netop noget, jeg har længtes
efter fra min Ungdoms første År,
åben Trods mod tomme Traditioner,
åben Tvivl, hvor Troen ej forslår.
Om jeg til min Lykke just har fundet
denne Visdoms Bog ved Skæbnens Spil?
Jeg har læst, og jeg har måttet læse,
ske mig så forresten, hvad der vil!
5.
På Synagogens Stol
jeg Loven tolked.
I Flok sad ved min Fod
Forsamlingsfolket.
Min Stemme lød så hult
som i en Grotte,
mens gamle Stier vims
min Tale trådte.
Da lød et Ord om den
fra Rullens Spalter,
der bærer fremmed Ild
på Herrens Alter.
På Panden Angstens Sved
jeg følte springe,
for mine Øjne vred
sig gyldne Ringe.
Jeg stammed, stopped op,
tog på at famle,
og mine Tanker knap
jeg kunde samle.
De trode, jeg var syg,
men tog det rolig;
en Tjæner fulgte mig
hjæm til min Bolig.
Men denne Talerstol,
den bedste, største,
betræder nok min Fod
ej for det første.
6.
I Kanaans Dale der voxer en Blomst,
den er så sælsom at skue,
dens Stængel er tornet, dens Blade ru,
forbrændte af Solens Lue.
Helst skyder den frem på et ensomt Sted,
som oftest i Klippernes Revner,
og slår sin Rod i den karrige Muld,
som Fjældets Blokke den lævner.
Dér voxer den da sin langsomme Væxt,
mens Vinter skifter med Sommer;
hver Vår den sætter et eneste Blad,
til Tidernes Fylde kommer.
En Morgen, når Hyrden driver sin Flok
foran sig op over Hældet,
da står den i flammende purpurrødt
og blomstrer oppe på Fjældet.
Men lukker han ej sine Øjne i,
og vender han ej sine Veje,
— da gribes hans Sjæl af et vildt Begær
den dejlige Blomst at eje.
Og har dens stærke, berusende Duft
blot slået ham én Gang imøde,
da drikker han Gift af dens Blomsterkalk,
da dufter den ham tildøde . . .
Som Hyrden drev jeg min Herres Hjord
langs Stien på Bakkehældet,
da øjned jeg Tankens strålende Blomst,
der smiled mig til fra Fjældet.
Jeg svigted mit Kald og ilede did,
ti Duften slog mig imøde . . .
Jeg plukked hin Blomst og føler grant,
den dufter min Sjæl tildøde.
7.
Min Dør er lukket Nat og Dag
for alle, for min bedste Ven.
Min Søster Mirjam kom igår,
men måtte — harmfuld — gå igen.
Selv går jeg ikke mere ud,
har glemt, hvor mine Venner bor.
Mit Folk og Synagogens Folk
endnu bestandig syg mig tror.
Hvem skulde jeg vel tale med?
Forstå mig vilde ikke én.
Van Endes Datter har kun Spot,
Rabbinerne slår kun med Sten.
Så dvæler jeg da ensom her,
hvor Mørket gør mig næsten blind,
en Grubler og en Tvivlens Mand,
der fanges i sit eget Spind.
Mit Selskab er en Edderkop.
Den sidder stille i sin Krog.
Tit står jeg og beundrer den —
du store Gud, hvor er den klog!
Hvor ved den ikke god Besked
med hver en Maske i sit Næt!
Og brister en, hvor hurtig er
den ikke på den såre Plet!
Når stundom da en Flue fræk
besudler Bogen med sit Skarn,
jeg fanger den med sikker Hånd
og kaster den i Fjendens Garn.
Det fryder mig at se, hvordan
den spræller for at bjærge sig,
men ruller Vævet om sin Krop
og kværkes, kvæles — just som jeg.
Det falder mig ind til Tider,
at jeg kunde blive så stor, så stor,
at hele den vide Verden
lyttede til mit Ord.
Det bæres mig stundom fore,
at jeg kunde stræve så vidt, så vidt,
at selve Renatus Cartesius
ikke med mig holdt Skridt.
Jeg fristes iblandt til at mene,
at jeg kunde bunde så dybt, så dybt,
som ingen af dem, der fordum
graved i Tankens Krypt.
Nu kan jeg vel sagtens begribe,
at den, der vil række så langt, så langt,
må blive nødt til at give
Afkald på meget og mangt.
Se Lykken, den lader jeg fare,
den fejer jeg gladelig ud og ud,
når blot jeg Stymper ej skulde
miste min Faders Gud!
Se, jeg kaster mig i Støvet,
Israels Konge, hør min Røst!
Lad mig ej forgæves trygle
ved din Fod om Lovens Trøst!
Nattens Vind har hørt min Klage,
Stjærnerne har set min Gråd,
når jeg kasted mig i Lejet,
fredløs, uden Hjælp og Råd.
Nattevinden blidt mig ynked,
sukked for mit Vindus Glar;
selv i Stjærnens strænge Øje
skælved Tåren mild og klar.
O, men du! Du rørtes ikke,
gav mig intet Frelsens Håb.
Er du da ej den, der fordum
hørte vore Fædres Råb?
Ve mig arme! Se, du tier.
Ak, min Gud . . . Skønt hver har sin.
Jeg begynder fast at frygte,
du er ikke længer min . . .
Nu har du dømt. Og jeg har hørt din Dom.
Og alle Bånd, hvormed jeg nys var bastet,
er brustne nu ved selve denne Dom —
velan, jeg tager Handsken, du har kastet!
I Synagogens skumle Buehvælv
har Lovens Schammata sin Genlyd blandet.
Ud gennem Porten gik jeg sidste Gang
forstødt, forskudt, forhånet og forbandet.
Ja, det var Israels Gud, den vrede Gud,
fortærende som Ild, der fælded Dommen.
Den skulde dræbe. Slå mig som et Lyn.
Og se, ved den er just min Frelse kommen.
Jeg bad ham om Velsignelse. Men han —
han gav mig sin Forbandelse istedet.
Nu er jeg fri. Nu er den Lænke sprængt,
som jeg så ofte har med Tårer vædet.
II.
1.
Der sad så mangen en Vismand,
mens Tiderne randt,
med Hovedet dybt i en skimlet,
forgæmt Foliant.
Derude i Verden gik Livet
sin støjende Gang,
de andre, de fødtes, de døde,
de græd eller sang.
Det angik ham ikke. Han vendte
i Bogen et Blad.
Hans Hjærte var ikke bedrøvet
og heller ej glad.
Ti Døgnet og alle dets Drifter,
Forlængsler og Savn,
dem havde han dødet og kendte
dem ene af Navn.
Hans frigjorte Tanke forsøgte,
som Livet det gjaldt,
at finde Tilværelsens Formel,
det ene i alt.
Men Årene gik deres Bane
med Vinter og Vår;
han ældedes, Ryggen blev kroget
og snehvidt hans Hår.
Dog brændte bestandig hans Lampe,
når Morgenen klar
brød gennem de knastede Ruders
forvitrede Glar . . .
Der sad så mangen en Vismand,
mens Tiderne randt,
og søgte den evige Sandhed —
som aldrig han fandt.
2.
Imorges drev jeg rundt i Havnen
forbi de mange mørke Kipper;
så faldt jeg ind etsteds og satte
mig overfor en gammel Skipper.
Vi kom i Snak, med hver sin Pibe
og hver sin Kande Øl paa Bordet.
Om Vær og Vind. Jeg spurgte, lytted,
han førte bred og myndig Ordet.
Det lave Rum var fuldt af Gæster,
der pratedes i alle Kroge.
En Dunst af Øl og tynd Genever
flød rundt i Piberøgens Tåge.
Bag Skænken sad en mæsket Kvinde
og lysked sig med Strikkepinden;
en Tøs betjænte Husets Gæster
og lod dem knibe sig i Kinden.
Min Skipper vidt og bredt fortalte
om Æventyr i fjærne Egne;
han havde togtet rundt i Verden,
var kendt og hjæmme allevegne.
Nu voved han på Grund af Alder
sig ikke langt i Vest og Øster,
men fragted sin beskedne Skude
på Byer ved de flamske Kyster.
Forresten var der langtfra sikkert
bag Zuidersøens Tvillingodde.
Man krydsed dér for Kastevinde
på Dybder, ingen kunde lodde.
Umuligt, mente jeg. Man måtte
og skulde altid finde Bunden.
Han tog en Slurk og strøg med Bagen
af Hånden Skæget tørt om Munden
Så lagde han en Skrå ved Kinden
og spytted i en langstrakt Stråle:
»Men hvis nu ingen Bund der findes,
så kan man spare sig at måle.«
»Den findes.« »Ja de fleste Steder,
og navnlig inde under Kanten.«
»Hvis jeg var Skipper, sprang på Dybet,
det dybeste, jeg ud og fandt den.«
Den gamle slog sit Krus i Bordet
og råbte op — hans Stemme skælved:
»I er jo gal. I kan forsøge,
så går I lige lukt til Helved.«
De nærmeste for op og gloede
forbavsede, med Øjne sløve.
Jeg rejste mig og gav ham Hånden:
»Måske. Jeg vil i alt Fald prøve.«
3.
Dér pløjer de Vismænd i Nætter og Dage
de vildsomme Bølgers vidtløftige Hav.
De har deres Søkort, de har deres Mærker
og hører som Skipperne hver til sit Lav.
Og Lavet bestemmer, hvad Skuden kan bære,
hvormed den bør fragtes, ifald den er tom.
På grundede Farvande lægges der Bøjer,
som Hvermand skal knibe sig udenom.
Forresten har Skipperen nok med at sejle,
han måler ej Bredden på Bælt eller Sund;
og tørner han ud over Storhavets Dybder,
han lodder dem ikke, de er uden Bund.
Men heldigvis hører jeg ikke til Lavet.
Jeg tror ikke på det. Jeg ved, det er sprængt.
Min Mester Cartesius lærte mig tidligt
at vrage de Tanker, som andre har tænkt.
Han lagde mig Tvivlerens Blylod i Hånden.
Selv måtte jeg lodde hver eneste Stund.
Forslog ikke Snoren, så skulde den øges,
til Blyet berørte Problemernes Bund.
Det lærte han mig. Og jeg priser hans Visdom,
jeg kalder ham Mester og finder ham stor.
Og dog har på ét Punkt han visselig fejlet:
Han trode, det hele var gjort med en Snor.
De evige Dybder, dem lodder man ikke,
for dem er en Blyvægt for lidet massiv,
på dem må man selv gå tilbunds uden Bæven,
de kræver en Mand, de forlanger et Liv.
4.
Mens jeg sleb en optisk Linse,
drog den tør,
kom Værtindens Børn og dundred
på min Dør.
Vi er blevne Venner over
al Forstand;
længe var jeg en skinbarlig
Bussemand.
Mine lange sorte Lokker,
svære Bryn —
aldrig skued deres Øjne
værre Syn.
Men omsider blev jeg Kravlet
til Behag,
og nu har jeg dem på Døren
hver en Dag.
Nå, de spreder tit min Himmels
gråt i gråt,
deres glade Barnepludren
gør mig godt.
Altså larmed hele Flokken
bag min Ryg,
Dirk og Pieter havde fanget,
tænk, en Myg!
Og jeg skulde for at gøre
dem tilpas
låne dem mit store, fine
Brændeglas.
For de vilde se, hvor hæsligt
Dyret lod,
det, som ofte havde drukket
deres Blod.
Smilende jeg tog af Skuffen
Glasset frem,
og så stod de da og kukked
alle fem.
I Begyndelsen Forundring
Tungen bandt;
men så kom det: »Hvilken rædsom
Elefant!«
Underligt, som Børn og voxne
dog er ens,
kun forskellige i Længden —
deres Bens.
Altid skal den Myg, der stak den
store Snes,
bringes under Brændeglasset
— og beses.
Og når Snesen har betragtet
Dyret grant,
råber den forarget: Hvilken
Elefant!
5.
Der ligger udenfor den lille By,
hvori jeg bor, et gammelt, fredet Hegn
med kæmpehøje Trær — en Sjældenhed
på denne flade, skovforladte Egn.
Dog var det Synd at sige, Byens Folk
de Søgnedage søger den for tit.
Det er jo Bønder. De må slide hårdt,
og deres Længsler rækker ikke vidt.
Kun i den lyse Maj og ud på Høst
begiver Mænd og Kvinder her omkring
sig did til flere Dages Fest med Drik
og Dans og mange andre slemme Ting.
I Reglen har man altså denne Lund
alene for sig selv den længste Tid,
såvel om Somren, når dens Løv er grønt,
som sent på Vintren, når den skinner hvid.
Jeg går dog for det meste ej så langt,
men standser gærne på den åbne Vej
og ser på Afstand hundred Kroners Hvælv
fortones, æltes sammen til en Dej.
Ti selve Massen, formfuld, fast, solid,
forsvinder, når man kommer altfor nær,
forvandler sig til Bøg og El og Ask,
og jeg vil Skoven, ikke disse Trær.
Det enkelte er intet. Tomt Bedrag.
En Modus, som gør på Naturen Brud.
Min Sjæl begærer noget helt og strakt,
Naturen selv, Substansen, som er Gud.
Dog stundom vover jeg mig længer frem,
betræder vel endog den grønne Lund,
når Tågen står som Røg omkring dens Trær,
men også ellers i en Skumringsstund.
Da flakker ene jeg i Skovens Dyb,
forvilder mig imellem Busk og Krat,
fordi jeg vil forvildes, dér jeg går,
vil hildes, hylles ind i Altets Nat.
Og synger så — en Fugl — jeg ved ej hvor,
fra dunkle Verdener den bær mig Bud —
da føler jeg mig lykkelig og fri,
ja mer end lykkelig — salig i Gud.
6.
Min gode Ven, Simon de Vries,
som jeg har kendt, Gud ved hvorlænge
har hørt, jeg er i trange Kår
og sendt en syndig Hoben Penge.
Den kære Sjæl! Jeg er ham dybt
forbunden for hans gode Vilje.
Naturligvis, jeg kunde godt
behøve snart en ny Chenille.
Min Slobrok spinder, også svært,
den er itu og det alvorlig;
en Rådmand, som forgangen Dag
besøgte mig, fandt den for dårlig.
Han tilbød mig en splinterny,
hvorfor jeg skyldigst takked Manden,
men spurgte, om jeg selv ved den
Beklædning også blev en anden.
Og føjed til: Det Kød, man bær,
må være mere værd end Sækken.
Han lo: I er en Filosof.
Så gik han, og jeg slap med Skrækken
Ti hvortil denne Usseldom,
de blanke Penge, bløde Klæder?
Jeg kommer lidet ud blandt Folk
og nyder aldrig Selskabs Glæder.
Min Middagsmad er Havregrød,
hvori et Par Rosiner flyver.
Den smager mig og er ej dyr,
den koster mig tre, fire Styver.
En Kande Øl hver Ugedag,
to halve Flasker Vin hver Måned
Ifald min Rådmand hørte det,
så gik han sagtens hen og dåned.
Forresten ryger jeg Tobak.
En Pibe har mig ofte trøstet.
Når Hosten plager mig iblandt,
så linder den så godt for Brystet.
Og derfor, kære Simon Vries,
min gode Ven, jeg kendte længe,
jeg takker for dit Tilbud — men
behold du heller dine Penge!
7.
Man spørger mig, hvorfor
jeg ikke mere skriver,
man mener, at jeg bør
udfolde mere Iver.
Ved Gud, om jeg forstår,
hvad mine Venner kræver!
Hvornår har jeg vel lagt
i Skødet mine Næver?
Den hele Dag omtrent
jeg sidder her og sliber,
endskønt af Åndenød
i Brystet Været piber.
Man påstår, derved just
det største jeg forsømmer,
man vil med Vold og Magt,
at Verden mig berømmer.
Som Filosof jeg skal
gå Jorden rundt med Solen
og i en Høresal
bestige Talerstolen.
Umuligt. Sådan som
der stadig mod mig skråles.
Selv i et Land, så frit
som dette, knap jeg tåles.
Har ikke snart enhver
Synode, Kirken sætter,
fordømt min Læres Ord,
betegnet mig som Kætter.
Men når jeg År for År
kun holder mig tilbage,
så driver jeg det ej
ret vidt i mine Dage.
Lad være. Skønt jeg tror,
den vil det videst drive,
som smelter ind i Gud
for evigt dér at blive.
Her søger jeg da min
ratio sufficiens entis.
Dei cognitio
est summum bonum mentis.
8.
Jeg kom fra Kirke sammen med en Del
af Byens spredte luterske Befolkning.
Den har en Dr. Cordes til sin Præst,
en Teolog med Sans for Skriftfortolkning.
Dertil en hjærtensbrav, oprigtig Mand,
som altid ved at finde Textens Kærne,
djærv i sit Udtryk, myndig af Person;
jeg hører ham iblandt og gør det gærne.
På Vejen hjæm — jeg fulgtes med min Vært,
Hr. Hendrik van der Spyk, en dygtig Maler,
og hans Familje — tog jeg Præknen op,
berømmed både Præsten og hans Taler.
Fru van der Spyk gik som sædvanlig tavs,
men dybt opmærksom ved sin Husbonds Side.
På engang sagde hun: »Der er en Ting,
hvorom jeg gærne gad jer Mening vide.
I er en fremmed. Har en fremmed Tro,
hvorefter Livet vel må kunne vandres.
I alle Fald, I er for god og from
til nogen Tid at ville spotte andres.
Hvad tykkes jer da egenlig om vor?
I sidder stundom inden Kirkens Døre.
Hvad mener I om det, I hører dér?
Kan Kirkens Vidnesbyrd os salig gøre?«
Jeg svared: »Eders Religion er god.
Og salig kan ved den I sikkert blive,
når blot I lever fredeligt og fromt
og altid eders Hjærte Gud vil give.«
Da vi kom hjæm, traf jeg min gamle Ven
og Læge, Ludvig Meyer, på mit Kammer.
Han gør på engang vel imod min Sjæl
og lægger Plastre på mit Legems Jammer.
Den Skælm! Han havde, mens jeg borte var
det er vel nok for første Gang ham truffen —
benyttet Tiden til at rode frem
en Bunke Tegninger, der lå i Skuffen.
»Og dem har du gjort?« Jo, det havde jeg.
»Dem alle?« »Synes du, der er så mange?
Jeg kan jo ikke altid slibe Glas,
og ofte falder Dagene mig lange.«
»Men du gør Fremskridt. Dette her er Kunst.
Når blot ej Skyggerne var slet så sorte.
Og denne Fiskermand, som er dig selv,
med Medestang og i den bare Skjorte . . .«
Han lo umådeligt. Var himmelglad.
Men holdt på engang inde med sin Latter —
»Se, se! Du har nok også ofret til
den lærde van den Endes lærde Datter.
Hun var i Grunden køn. For spæde Træk.
Men kloge, levende. En sjælden Kvinde.«
Han tøved lidt. »Hør, sig mig, gamle Ven,
var der ej noget mellem dig og hende?«
Med lidt nervøse Hænder ordned jeg
de mange Bøger på mit Bord i Stabler:
»Jeg kan vel tænke mig, som Sladren går,
at du har hørt en Mængde dumme Fabler.
Dengang jeg kom i hendes Faders Hus
i Amsterdam for mange Aar tilbage,
da underviste hun mig i Latin,
når van den Ende havde travle Dage.«
Han afbrød mig med et skalkagtigt Smil:
»I spilled også Lut. Det er dog farligt.«
»Hun spillede og sang. Jeg hørte til.«
»Ja, ja, Fru Musica må omgås varligt.
Men var der ej en anden Ungersvend,
som også — ja I var vel sagtens mange
men denne kom dér just på samme Tid
og læste Cicero og hørte Sange . . .«
»Du mener Kerkring. Kære, gode Ven,
kom heller lige strax med Perlesnoren!
Den bliver han dog ingensinde kvit,
den følger ham formodenlig i Jorden.«
»Var det da ikke sandt? Man sagde dog,
at samme Kerkring agter ud dig sejled,
da til den skønnes Gunst ved denne Snor
af flere Tusind Gyldens Værd han bejled.«
»Opdigtelse. Hvor gammel tror du da
hun var, den skønne, som du hende kalder?
Tolv År omtrent.« »Det var jo noget ungt
Men dette Billed har en ældre Alder.«
»Ja, det er tegnet ved en anden Tid.«
»Du har da altså truffet hende siden?«
»I Amsterdam. Hun bode dér endnu.«
»Hun var for fin!« »Måske var jeg for skiden.«
»Og du forsøgte ej din Lykke?« »Nej.
Jeg arme Krop, der må for Brødet fægte.
Som hist i Himlen, så i mit System,
man giftes ej og tager ej til Ægte.
Men lad nu dette være godt, min Ven!
Nu har du længe nok mig bragt i Knibe.
Vi er jo Filosofer, begge to,
kom lad os få en filosofisk Pibe!«
Han blev da siddende til sent på Nat.
Så red han bort. Jeg gik til min Alkove.
Men kunde dog, endskønt forpint og træt,
for Hoste og for Minder ikke sove.
9.
Det er Søndag. Jeg er ene.
Hele Huset ligger øde.
Mine Værtsfolk er i Kirke,
og jeg hoster mig tildøde.
Nå, jeg klager ellers ikke,
tager alting, som det kommer.
Blot jeg ikke frøs så bittert,
blot det dog var varmt og Sommer!
Hver en Gang for at besøge
Spyks jeg lister ned ad Trappen,
er det, som jeg gik på Rejse,
må jeg svøbe mig i Kappen.
Og når så jeg skal tilbage
opad Trappen, opad efter
stønner jeg, for Kappen vejer
til, og jeg har ingen Kræfter.
Nu idag har dog jeg Stodder
levet højt og spist og drukket;
og jeg er i Grunden ganske
glad, at Huset her er lukket.
Når min sidste Time kommer
med sin Nød og Angst og Jammer,
vil jeg ikke for Alverden
vil jeg se en fremmed på mit Kammer.
Ensom var jeg alle Dage,
spurgte ej om Flok og Følge,
ensom vil jeg glide, suges
op i Havet som en Bølge . . .
Ikke for at blive borte,
men for, dybt i Dvale bunden,
at formæles med den ene,
ham, fra hvem mit Liv er runden.
Stille, nogen går med Porten!
Trappens Trin jeg hører knirke.
Kan det være Spyks, der kommer
allerede nu fra Kirke?
Tunge Trin. En Kno mod Døren.
»Hvem er det?« »En Ven i Nøden.«
»Hvilken?« Meyer åbner, smiler:
»Har du flere?« »Dig og Døden«.