Nu blev en Kamp begyndt ach gid den var til Ende,
Hvem skal min Muse vel en Seyer-Krands tilkiende?
Hvo var den største Helt, hvo kunde fægte best?
Det var Biberius, som kunde drikke mest.
Men siig mig, hvor jeg skal en saadan Kamp henføre,
Og om jeg ey et Slag til Vands deraf kand giøre?
Ney! ney! skiønt Alting flød, saa var det dog ey Vand,
Og Fægte-Pladsen var jo paa det tørre Land.
Man drak den halve Nat, og heel den anden Dagen,
Men endda var der ey en Helt af Marken slagen;
Den gandske Dag forgik, den anden Aften kom,
Men da begyndte alt et Par at tumle om.
Og hen mod Midnats Tid var ikkun tre tilbage,
Der end saa meget saae, de kunde Glasset tage,
Saa slumrer een, saa een, og saa den anden hen,
Sidst var Biberius og Bierbaum kun igien.
Ret som en modig Hest de stærke Seener spænder,
Og fræk og fyrig frem ad Mark og Enge render,
Ja! styrter i sit Løb førend han taale kand,
Een anden Forsprang giør, og blir hans Overmand.
Saaledes disse to for Alvor prøve Vælde,
Og een den anden vil med Drik til Jorden fælde,
Med Ryggen mod en Væg, sad hver udi sin Vraae,
Og drak saa fort som de i Glasset kunde faae.
Men som man Staal mod Staal og Steen mod Steen vil støde,
Saa gaaer det altid til, naar lige Kræfter møde,
Ey nogen vige vil, men begge Skade taer,
Saa gik det ogsaa her med vores Helte-Par.
Ey nogen Undermand i denne Leeg vil være,
Til Slutning Kroppen ey sit Hoved kunde bære,
Hvorfor de begge To paa Gulvet toge Plads,
Men endda tømte de en tre a fire Glas.
Tilsidst det stolte Skib for Storm og Hav maae bukke,
Hvor længe det end kand mod grumme Bølger pukke,
Saa maatte Bierbam og til Slutning segne af,
Thi han sit Brændeviin og Aand, med et opgav.
Min Helt Biberius, blev herved Seyer-Herre,
Men ach! den Palme var for dyre kiøbt desværre,
Han vel af Striden som en Overvinder gaaer,
Men ved den Leylighed dog fik sit Bane-Saar.