Nu var den største Larm alt standset nogenlunde,
Hver satte sig til Bords, det beste som han kunde,
Men Helten, som i alt heel eftertænksom var,
Af dette Klammerie en skiøn Anledning taer.
Til efterfølgende bevægelige Tale;
Den jeg optegne skal fra Hoved indtil Hale,
Skiønt jeg den samme ey i Sang kand bringe frem,
Med Halvdelen af sin Fyndighed og Klem.
„ Hør sagde vores Helt: I tappre Bacchi Sønner,
„ Som nok paa Druens Kraft og ædle Styrke skiønner,
„ Og vide at den kand opvarme Helters Blod,
„ Ja end til Kiellinger meddele Magt og Mod!
„ Nu saae jeg Virkningen udaf den Gud I dyrke;
„ Det uforsvarligt var, om I jer store Styrke
„ Indbyrdes øve vil, hvo Steen mod Steen slaaer,
„ Ham knuser begge Toe, og Ild af begge faaer.
„ Ney hele Verden skal Beviis og Frugter kiende
„ Derpaa, at vi vor Magt til bedre kand anvende,
„ Vi udaf Druens Kraft vort Mod og Styrke faae,
„ Til dens Forplantning vi og samme bruge maae.
„ Der er et herligt Land mod Verdens Østre Kanter,
„ Hvor ret Naturen selv frivillig Druer planter,
„ Og hvor en herlig Viin langt meer end Nectar sød,
„ Udflyder af sig selv af Jordens svangre Skiød.
„ Men dette Canaan med Udyr er begroed,
„ Og af uchristne Folk og Hedninger beboed,
„ Som endda værre er end Beester, ja end Sviin,
„ Thi, tænk, de holde det for Synd, at drikke Viin.
„ De har en Fandens Lov, en Alcoran de lyder,
„ Som dem med Viinens Drik al Livets Lyst forbyder,
„ Hvis Stifter sikkert er et Best, en Hest, en Nar.
„ Nok er det dette Land os gandske tienligt var.
„ Thi, kom og lader os et Mandoms Stykke vise,
„ Som hele Verdens Slægt Forundrings-fuld maa prise,
„ Vi hver en Siel udaf det Land udrydde vil,
„ Som ved Naturens Ret, ey dem, men os hør til.
„ Og naar den Gierning vel og snart er bragt til ende,
„ Vi vore Vaaben til en anden Kandt vil vende,
„ Der er et andet Sted hvor Coffe-Bønner groer,
„ Hvoraf en Drik blir kogt, jeg troer til Fandens Moer,
„ Jeg ikke før min Død den slemme Drik kand lide,
„ Thi, kommer, lader os med Mod og Mandom stride,
„ At tage ind det Land, hvor Viinens Fiender boer,
„ Og plante Druer der, hvor Coffe-Bønner groer!
Enhver indtaget blev af Talen Helten holdte,
Og den et Fryde-Skrig af hele Skaren voldte,
De klappe Haand i Haand og raabte med en Mund;
Lev! lev! vor store Helt! og døe hver Tyrkisk Hund!
Strax Helten reyser sig, blir staaende og raaber,
I Haanden en Pocal paa trende Potter haver,
Og til Taksigelse drak hele Lavets Skaal,
Hver giorde ham Beskeed igjen med samme Maal.
Han strax udvælget blev til samtliges Anfører,
Og en og hver i sær et Eedligt Løfte giører:
At hvis de ey indtog det skiønne Viinens Land,
De al sin Leve-Tid kun skulde drikke Vand!
Hvis Eed og Løfter kand et Menniske forbinde,
Man kunde ey en Eed af større Kraft opfinde,
Thi, før en saadan Helt sin kiære Drik forlod,
Jeg troer paa Hovedet, han heller gik og stod.