Nu var alt Bacchi Søn til Lys og Livet baaret,
Hans Moder havde ham paa vanlig Viis udkaaret
En Amme, men hvad skeer? han ikke die vil,
Forgieves bød man ham de Die-Brøste til.
Tre Gange Solens Vogn sit Løb til Nedgang vendte,
Tre Gange Nattens Lys den Stierne-Kreds antændte,
Man lagde hannem til sin Ammes bløde Brøst,
Men Drengen skreeg og peeb, med en ynkværdig Røst.
Kort, da man alle Ting forgieves havde prøvet,
Den ømme Moder blev ret inderlig bedrøvet,
Hun drak en Kande Viin af Kummer for sin Søn,
Og derpaa giorde hun til Guden saadan Bøn:
Du store Viinens Gud! du Guders Ven og Broder,
Du som dog reddet blev af Bugen paa din Moder,
Som slaget blev og rørt af Jovis Torden-Kiil,
Du som med Løver og de grumme Tigre kiører,
Og i din tappre Haand en stor Viinranke fører,
Som i de spæde Aar dig selv opfostre lod,
Af Nymphen Nisa, rødt ved Nili store Flod!
Jeg beder, at du ey din egen Søn forlader,
Du veed jo selv best, at du er Drengens Fader,
Du seer jo, at han ey sin Amme patte vil,
Siig Fader! siig hvad Raad jeg nu skal gribe til!
Hun Hovedet, maaskee af Viinen tungt nedholder,
Thi, Guden Bacchus kom, og sagde: jeg din Bøn
I Naade haver høret, jeg redde vil min Søn!
Sin Fosterfader, og saaledes til ham talte:
Min gamle Broder, du dit Æsel sadle maae,
Silenus fik Beskeed, om hvad han skulde giøre,
Og lovede, at han det troelig vil udføre,
Fornøyet Bacchus blev, og kierlig takker ham,
Hvorpaa de begge toe sig tog en dobbelt Dram.