En Biørn, som en Taasse var,
Men knap i Styrke havde lige,
Og ofte udi Løvens Krige
Sin Tapperhed udviiset har,
Med Ære ud af Krigen gik,
Hans Tapperhed man vil erkiende,
Og han et Dommer-Embed fik,
Da Krigen alt var bragt til Ende.
Vor Biørn var en god Soldat,
Men derfor ey en dygtig Dommer,
Man ey til al Slags Kundskab kommer,
En Præst ey som en Advocat,
Og ey en Advocat som Præst,
(Men hver i sit) kan dygtig være,
Et Æsel blir ey strax en Hest,
Endskiønt det kan sin Byrde bære.
Saa duede ey Biørnen til,
Som en Jurist blant Folk, at rette,
I Førstningen han deres Trætte
Med sine Labber stille vil,
Han Dommene paa Ryggen skrev,
Saa ofte den, som tabte Sagen,
Aldeles lemmelæstet blev,
Og i det mindste dygtig slagen.
Men Løven, hun forbød ham det,
Og lod ham vide: Det kan sømme
En Dommer i en Sag at dømme,
Og ey at bruge Fauste-Ret.
Men endda gik det lige galt,
Han efterdags med Dom begyndte,
Men dumt og daarligt var det alt
Hvad han i Dommene forkyndte.
Thi, tænk! en Buk som Catecheet
Anklaget var, og blev beskyldet,
Han havde ey sin Pligt opfyldet,
Men havde sig deri forseet,
At han en ung og vakker Gied
Vel meget havde overhøret,
Nok var det, at hun fik et Kied,
Og Søgemaal mod ham blev føret.
Den Skyldige beviset blev,
Der intet Tvivlsmaal var i Sagen,
Thi, Gieden lagde den for Dagen,
Og Biørnen Dommen saadan skrev:
Da Bukken mod sit Reglement
Har syndet, og han Straf bør lide,
Han fire Timers Tid hver gang
Tre Dage skal Træhesten ride.
Vór Buk ved Dommen anden gang,
Skiønt lidt besværlig, blev til Nytter,
Maaskee at denne Straf og nytter,
Thi, Skam giør ofte meer end Tvang.
En Kat, som i et Kloster var,
Sig lod af Hidsighed forlede,
Og selv Prioren revet har
Med Kløerne engang i Vrede.
Den Stymper strax for Retten kom,
Priorens Vidner vare tyve
Markatter, som brav kunde lyve,
Han tabte, og fik saadan Dom:
Mons Kat har revet sin Prior,
Hans Straf bør et Exempel give,
Fordi han kradsed’ sin Major,
Han skal arquebuseret blive.
Har nogen saadan Dom vel hørt,
En Munk, som en Soldat, at skyde?
Og dog tør Biørnen dette byde,
Prioren selv af Medynk rørt,
Og maaskee endda meer af Frygt,
For ey at krænke Standens Ære,
Har Loven derom selv ansøgt,
At Dommen maa ugyldig være.
Al Kattens Slægt til Hoffet gik,
Og med et Klageskrift indkomme
Til Løven, over Biørnens Domme,
Da Løven Kundskab herom fik,
O! sagde hun: jeg mærker vel
At Biørnen meget ærlig dømmer,
Men at hans martialske Siel
Sig ikke hos en Dommer sømmer.
Kort, Dommen strax forandret blev;
Men at ey Biørnen skal anrette
Ved Tiden mere Galt end dette,
Hun strax en Ordre til ham skrev,
Hvorved hun satte hannem af,
Men paa en Maade, som var kierlig,
Thi, hun en Pension ham gav,
Fordi han havde tient saa ærlig.
* * *
Een tienlig er til eet, men duer ey til andet,
Een er en Helt til Lands, men en Cujon paa Vandet,
Soldaten veed sin March, og Præsten kan sin Bog,
Men hvis de bytter Stand, blir maaskee begge drog.
Giv i Belønninger enhver det, ham tilkommer,
Og giør med Løven ey en Stridsmand til en Dommer!
Men hvis du bruger een til det, han ey forstaaer,
Saa er og Skylden din, om han en Feyl begaaer.