Man veed at aldrig Trætte: Splid
Blir nogen Tid saa let forvoldet,
Ey med slig Heftighed udholdet,
Som den grammaticalske Strid,
Slig Strid i Daphne Skov opvakte
Mads Buk, som en Grammaticus,
Og i Gevæhr han mod sig bragte
Den gamle Buk, Hr. Glirius.
Det, som vor Helte-Par oprørte,
Var Ting af større Vigt endda,
End det, hvorfor de Græker førte
En ti Aars Krig, om Helena,
Jo! jo! Aarsagen til den Trætte
Var af den største Vigtighed,
Thi vider! den bestod i dette:
Hr. Glirius med Rette trætter,
Et e for meget, det var jo
Alt nok at giøre en til Kiætter
I den grammaticalske Troe;
Mads Buk var hidsig, ung, og sagde:
Det var den største Billighed,
Man noget midt imellem lagde,
Det kom saa vidt at hver en Gied
Alt troede Mester Madses Lære,
Medførte stor! ja største Gavn,
Paastode selv, der burde være
Et Bogstav midt i deres Navn,
Selv Doctor Glirius sin Frue
Fandt saadan Smag i dette Spil,
At hun begyndte alt at true
Hans Pande, med et Horn til.
Her blev da disputeret, skrevet,
Med allerstørste Hidsighed,
En gammel fattig Kat har levet
Som Kræmmere i den Ufred,
Der havde knap at bide, brænde,
Han solgte Pen og Blæk, Papiir,
Men førend Krigen tog sin Ende,
Han riig paa nogle Tusind bliir.
I ti samfulde Aar de holdte
En Penne-Krig om dette e,
Til Slutning denne Strid forvolte
Den yderste Forbittrelse,
Thi nu udbrød alt Krigens Lue
I aabenbare Strid og Slag,
Og man begyndte alt at true
Hinanden med et Nederlag.
Den gamle Glirius var bitter,
Og svor ved sin Grammatica,
At ey den unge Mads Magister
Skal komme levende derfra,
Mads Buk var dristig, ung og modig,
Løb bag til, stødte Glirius
Med sine Horn, saa han blodig
Faldt Hovedkulds udi et Puds.
Vor Doctor færdig var at rævne
Af Vrede over dette Stød,
Og svor, at han sig skulde hævne
Med Madses Undergang og Død!
Han samled’ alle Candidater,
Som i hans lærde Skole var,
Og alle lovede sin Pater,
At tage hannem i Forsvar.
Mads sov ey heller paa sin Side,
Men fik en Hob Tilhængere,
Thi, alle ville med ham stride,
Som brugede det dobbelt e,
Kort, hver en Buk den anden mødte,
De strax i Haar og Trætte var,
Med Hornene hinanden stødte,
Nu blev alt Krigen aabenbar.
Man alt den Tid og Sted forkyndte,
Hvor Hovedslaget skulde staae,
Men Dagen førend det begyndte,
Lod Giederne et Budskab gaae
Til Løvens Hof, som skulde bede:
Han med sin Magt og Myndighed
Vil stille disse Lærdes Vrede,
Og skaffe en forønsket Fred!
Strax Løven lod udgaae en Ordre,
Som standsede det store Slag,
Og Hovedmændene lod fordre
At give Rede for sin Sag,
Men da han Grunden fik at vide,
Og at ey andet end et e,
Var det, hvorfor de vilde stride,
Saa stak han heftig i at lee,
Og sagde: Krigen skal ophøre,
I Narre strax skal stifte Fred!
Jeg hele Trætten vil afgiøre,
Det Lille i saa meget voldte,
At begge gik fornøyet hiem,
Og begge Seyeren beholdte,
Thi, ingen fik sin Villie frem.
* * *
Naar en Fornuftig vil om intet Trætte føre,
Og hele Verden for et Bogstav Skyld oprøre,
Bør Daarekisten slig en Helt belønne med
Det alleryderste og velfortiente Sted.
Dog kan et Bogstav tidt opvække største Trætte,
Og mangen lærd Pedant i Fyr og Flamme sætte,
Som før han gav sig tabt, før drog det sidste Suk,
Og før han slap sin Ret, før blev en Giedebuk.