En Abekat, som ikkun var
Gemen Soldat i Løvens Krige,
En meget deylig Kone har,
Til hvilken man for vist vil sige,
Selv Løven fattet Kierlighed,
Besøgte hende tidt,
Ja at det gik saavidt,
Hun engang svanger blev derved.
Strax uforventet Aben blev
Ophøyet til anseelig Ære,
Man den Forandring kun tilskrev
Hans Kones Ansigt; kan nok være!
Han blev dog uforskyldt til Mands,
Men udi Førstningen
Af Glæde rykket hen,
Fast tabte baade Sind og Sands.
Da første Heede var forbie,
Betragtede’ han sin Stand, men ikke
Forstod, hvorledes han sig i
Den samme billig skulde skikke,
Men, som han var af ringe Blod,
Og Stolthed gierne er,
En Pøbels Caracter,
Saa faldt han hen til Overmod,
Var haard imod sin Undermand,
Var diærv og dristig mod sin lige,
Ja! Dyr af største Byrd og Stand
Han ikke engang vilde vige,
Skiønt han uværdig og omsonst,
Ja til sin egen Skam
Ophøyet var, man ham
Dog hørte trodse Løvens Gunst.
Et bittert Had man til ham bar,
Men kunde ham dog ikke fælde;
Thi, han for vel beskiærmet var
Ved Konens Ansigt, Løvens Vælde,
Og Modet voxte immer til,
Men hør, hvordan det gik!
Paa nye han Griller fik,
En Adelsmand han blive vil;
En Ræv han kaldte til sig hen,
Og vilde sig med ham Raadføre,
Men Michel, som ey var hans Ven,
Han havde Stielmen strax bag Øre,
Og sagde: Hvilket Adels Navn
Vil han da søge om?
Her stod den anden stum,
Til Slutning svarte: af von Ravn.
Ney! sagde Ræven: dette Navn
Ey passer sig paa eders Maade,
Thi, de maa have et, som baade
Medfører Ziirlighed og Gavn,
Som for Exempel, Hr. von Tyr,
Thi, Tyren han er jo
Et tappert og min Troe!
Et stort og ret anseeligt Dyr;
Saa fulgte og den Fordeel ved,
I kunde tvende Horn føre,
Hvad vilde da de andre giøre,
Som nu er eder fiendsk og vred?
Men Aben det enfoldigt drog,
Heraf indtaget blev,
Strax en Ansøgning skrev
Om dette Navn, og fik det og.
Nu var det løyerligt at see,
En Abekat med Horn i Panden,
Vor Adelsmand saae ud som Fanden,
Ja Løven maatte selve lee,
Som Hornene ham satte paa;
Men vores Hr. von Tyr,
Nu ey for noget Dyr
Af Veyen mere vilde gaae.
En Bæver, som hos Løven var
I største Yndest, Aben mødte,
Som ham med sine Horn stødte,
Hør: sagde Bæveren: Du Nar!
Som med den største Høye bær
En saadan Prydelse,
Nu kan al Verden see,
At du en ægt Hanreder er.
Vor Abekat gik skamfuld bort,
Var næsten færdig til at revne
Af Harm, for han ey kunde hævne,
Den ufordøyelige Tort;
For ey at hede en Cujon,
Hens i en fyrre Top
Sig selve hængte op,
Og det af blot Ambition.
* * *
Saa gaaer det ofte til med dem,
Som komme op fra Støv til Ære,
I hvor fornemme de vil være,
Saa stikker Pøbelen dog frem;
Vor Abekat er et Portrait
Paa deres Daarlighed,
Som bryster sig af det,
De burde blues ved;
Saa kan du og min Ven af denne Fabel kiende,
At et utidigt Mod tidt faaer en lumpen Ende.