Høynædle og Velbyrdige
Frue!
Jeg har som en fremmed, og for Høynædle Frue aldeles ubekiendt Person, taget mig den Frihed, at opofre Dem følgende mine poetiske Tanker. Just, det at jeg er fremmed for Dem, viser, at denne min Gierning er grundet allene paa en sand Høyagtelse, og er frie fra alle hykelske Hensigter. Fornuft og Lærdom mangle aldrig sine Tilbedere, i det mindste fortiene De at æres, og i Fald mine ringe Tanker kan tilveyebringe noget til Deres Ære, skal de altid være opofrede til Deres Ihukommelse. At vilde fortælle, De er en ligesaa Erudit som dydig Dame; var kun at tale om det, som alle veed, at ville berømme Deres fortreffelige Qualiteter, var vel en Billighed, men dertil udfordres en mere heldig Pen end min, alt hvad jeg vil sige, er dette: De har ved Kundskab og Lærdom dyrket Sindets Gaver, og derved ophøyet det Fortrin, Naturen i Skabningen tillægger det smukke Kiøn, for hvilket de i Henseende til Sindets Dyrkelse billig kan sættes til et Exempel. Kort: Høynædle Frue! Jeg opofrer Hende mine Skialdre-Tanker, antag dem med et Behag, som svarer til den Høyagtelse, med hvilken jeg overleverer dem, saa er min Hensigt fornøyet,saa opfyldes heri mine Ønsker, hvis Øyemeed altid er i Gierningen at kunde udvise den Priis, jeg i Tankerne sætter paa en fornuftig Siel; kan mine ringe Fabler vinde Deres Bifald, er jeg forsikret nok om Deres Gyldighed, da jeg veed, Deres Fornuft og Skiønsomhed kan, og troer, Deres Billighed vil dømme dem efter Fortieneste. Jeg er med allerstørste Høyagtelse
Høynædle, Velbaarne
Frues
underdanige Tiener,
Jacob Christian Bie.