I Tyrens Himmeltegn paany sig finder,
Da fra dens Flammehorn den Kraft nedrinder,
Som Jorden i sin nye Farve klæder.
Og blot ej hvad for Øjet sig udbreder,
Hver Høj og Dal med Blomster den omvinder,
Den og befrugter hvad for Lyset svinder,
Vor Klodes indre skjulte Fugtigheder.
Af denne Sæd forskjellig Frugt fremskyder.
Saa hun, som lig en Sol blandt Qvinder vanker,
Naar hendes skjønne Øjne mod mig gløde,
Fremkalder Elskovs Handling, Ord og Tanker:
Men hvilken Retning end hun Straalen byder,
Den aldrig Varme vil hos mig gjenføde.