Fløjl som Gyldenlakker,
set mod tunge Purpurdraperier
i en vældig Gestus ned fra Himlen —
Skyer tordenblaa
og en citronbleg Kiming —
og dèr staar jeg oprejst
med de gyldentblege Arme
i umaadelige Vidders
tordensvangre Mulm.
Over Jordens Ørkenvidder
gaar du sammenknuget
med dit Ansigt vendt mod Jorden,
knuget ned af Byrder,
jeg kun aner —
og imellem løfter du dit Ansigt —
dirrende er Drengesmilet,
naar du ser op mod mig.
Hvad er dine Byrder, elskte?
Vil du komme ind i Lyset fra mit Alter?
vil du blændet stige mod mig,
badet i mit Væsens Floder,
helt i Lys i mine Arme?
Solens Guld annammer vor Forening.
Elskte, sammenknuget
langt, langt ude paa de store Vidder —
hvad er det, du søger?
hvad er det, der knuger
dine Skuldre ned mod Jorden?
Løft dit Drengeansigt,
se mod Purpuraltret
og de gyldne Floder fra mit Væsen — —
Jeg er gaaet forud — —
— — — — og jeg venter.