Vældig er den Kraft fra mit Bryst,
der anraaber dig,
aandeblaa, svanger,
tumler den som en Taifun
over vidaabent Hav.
Farligt skingrer Maager
og flugter for Bytte,
og hvide Skyer
af spidsvingede Terner
kaster sig i Vindene.
Rammet ned i Nordishavet,
urokkelige staar Fjeldene,
glødende røde i Nattesol,
spættet med grønt,
og bag dem løfter sig
Evighedstinder,
ishvide,
ensomme.
Urokkelig er min Kraft
som de Klipper, jeg staar paa.