Avisen dumper mod Entrégulvet —
mine nøgne Fødder iler derud —
Hvad nu? Lloyd George om Hitler —
Svømmepigernes sejrrige Hjemkomst —
En beruset Bilist —
Det er altsammen Dagen i Gaar —
men de Mænd, der skovler Sne
nede paa Gaden,
og Spurvenes Pippen udenfor Vinduet,
og Lyset ind under Rullegardinet,
det er i Dag,
og mit eget Hjertes Dirren,
min nervøse Forventning,
det er i Dag.
Minut for Minut
skal vi vriste Sandheden
fra vore Skæbner.
Hvem er jeg i Morgen tidlig,
naar en ny Avis dumper mod Gulvet,
og i Dag allerede er i Gaar?
Er jeg da stadig fuld af tilbageholdt Graad,
af feberhed Forventning?
eller hviler jeg smilende mod Puden,
alle Rynker glattet ud —
ser bag lukte Øjenlaag
Gaarsdags søde Syner?
