Skaberen skued den nyskabte Klode,
ufødte Menneskers Skjæbner han saae,
og, for paa disses Umildhed bode,
mild bød han Druer at voxe derpaa;
men end han et Mørke blandt Tingene fandt;
“bliv, Piger!” saa bød han, og Mørket forsvandt.
Hiines Velgjerning vi glade velsigne,
derfor en Sang vi dem offrede nys;
men hvad er Druernes Nektar at ligne,
Brødre! mod disses fortryllende Kys?
hvad Lampernes Skin er mod Solenes Ild,
er Perler i Glasset mod Pigernes Smiil.
Hver af os derfor til Søstrenes Ære
fylde det vinkende Glas til sin Rand!
Den, som ei elsker, kan Tingen vel lære;
den, som er ugift, kan vel blive Mand;
den Sandhed bestandig urokkelig staaer:
enhver har sin Donna, har havt, eller faaer.
Du, som i Hymens lyksalige Kjæder
ved en Venindes fortrolige Barm,
nyder en Forsmag paa Himmelens Glæde,
glemmer hver Sorg i den Yndiges Arm:
Skjøn glad paa Din Lykke, tag Glasset og priis
den Engel, som skafte Dig Dit Paradiis.
Du, som med Haabet ved Siden fremiler
glad mod Din Elskov Dig vinkende Maal,
trodser hver Hindring, imedens hun smiler,
blander med Kys hver Besværligheds Skaal;
lyksalige Broder! den Sang være Din:
Hver Broder en Donna sig vælge som min!
Du, som i trøstløse Sukke tilbeder,
nægter hvert Glimt af sødtsmilende Haab,
spottet af Skjæbnen, ulykkelig græder,
spottet af Ekko gjentager Dit Raab;
vent Glæde med Tiden, og denne Gang nyd
Din Broders og Alles forenede Fryd.
Høit lyde Glassenes klingrende Toner!
Høit lyde Brødres forenede Røst!
Yndige Piger og kjærlige Koner
leve os Alle til Held og til Trøst!
Til Ære for Elskov, alt Levendes Maal,
I Koner! I Piger! I Skjønne! Jer Skaal!
Baggesen.