Fylde hver sit Glas til Randen,
Bacchus elsker bredfuldt Maal!
klinker glade med hinanden!
drikker, hver sin Piges Skaal!
Fordom, Tvang og Griller vige!
Ingen af os være Nar!
Ingen skamme sig at sige
højt, hvad Navn hans Pige har.
Ingen uden Tossen tænker
ondt om Viin og Kjærlighed;
Bacchi Krands og Amors Lænker
ingen Klog sig skammer ved.
Ingen er saa stor en Tiger,
at han vil, Alt skal forgaae;
mon en Verden uden Piger
nogen Time kunde staae?
Gaaer Du herfra rundt om Kloden,
til Du kommer her igjen,
Elskov overalt er Moden,
Tyrk og Jyde lyde den.
Elskov har os Alting givet:
Hvo blev uden Elskov fød?
Elskov gav os Alle Livet;
uden den var Alting Død.
Lad endog et Marmorhjerte
hos en Skjønhed her og der
En og Anden volde Smerte;
Smerten selv er stundom kjær.
Pirres Du for stærkt i Panden
af en troløs Delia:
nu, saa søg Dig op en anden;
der er fleer, hvor hun kom fra.
Ingen af os her sig skamme,
hvis hans Sjæl er Dydens Ven,
ved en reen og ædel Flamme,
og den Glut, som tændte den
Ud med Navnet! — Ingen svige:
Lev, min — — — lykkelig!
Himlen give Dig, min Pige,
Den til Mand, jeg ønsker Dig!
Baggesen.
