Naar, som vi daglig see, desværre!
den Gode, Kloge lider Nød,
mens mangen dum og nedrig Herre
sødt slumrer ind i Lykkens Skjød;
naar Daarens frydefulde Stemme
stolt dæmper Armods Klagelyd:
saa drikker, Brødre! for at glemme
den Vises Suk og Daarens Fryd.
Naar sultne Bondes spildte Klage
gjenlyder fra den stolte Borg,
hvis Ejermand blandt gode Dage
forhaaner Brødres Nød og Sorg,
og, døvende Naturens Stemme,
ved deres Sveed og Blod bli’r riig:
saa drikker, Brødre! for at glemme
hans Rigdom og hans Venners Skrig.
Naar en uskyldig, dydig Kone
miskjendes af en nedrig Mand,
naar Strømme Taarer ej forsone
en ægteskabelig Tyran;
naar hun sit Liv maa taus bortgræmme,
skjøndt hun af ingen Brøde veed:
saa drikker, Brødre! for at glemme
den lidende Uskyldighed.
Naar en troskyldig, yndig Pige,
i uerfaren Ungdoms Vaar,
en af vort Kjøns Foragtelige
uheldigviis til Elsker faaer,
og skuffet maa tilsidst fornemme
Bagtalelsens og Kummers Braad:
saa drikker, Brødre! for at glemme
den yndige Forførtes Graad.
Var ej den Saft af røde Druer,
hvo vilde længer blive her?
Thi hvor den Vises Øje skuer,
det møder lutter Lidelser;
høit lyder Undertryktes Stemme,
Forførtes Skrig fra Syd til Nord:
Op, Brødre! drikker, for at glemme
vor hele sørgelige Jord.
Baggesen.
