Det gaaer saa herligt overalt,
hvor man sit Øje vender;
her anden Verden ufortalt,
jeg ingen bedre kjender;
reis, hvo der vil, med Montgolfier,
for nye Kloder at besee,
mon Vinen der er sødere,
mon der er bedre Venner?
Det gaaer saa godt her i vort Nord,
her vore smukke Piger;
og, om just Druen ikke groer
netop i disse Riger,
har man dog Vand paa hver en Kant,
hvori man sejle kan galant
til det velsignede Levant,
hvor Bacchus aldrig sviger.
Det gaaer saa godt i Byen her;
Concerter, Klubber, Baller,
Comoedier og andet meer
i dejlig Mængde falder.
Man hopper om fra Dør til Dør;
man givter sig og Bøger gjør,
man puffer, drikker, leer og døer,
naar Død og Doctor kalder.
Det gaaer saa godt ved dette Bord,
os ingen Sorger tynge,
thi Venskab sine Arme snoer
om denne hele Klynge.
O, det er dog en herlig Sag,
at sidde saa i Vennelag,
og nyde Vinen ret med Smag,
og muntre Viser synge.
Det gaaer saa godt med hver især,
jeg glad hver Broder skuer
at bygge sig en Himmel her
af Venskab, Sang og Druer;
gjør hver da paa sin Flaske Kaal,
fyld Glassene til fulde Maal,
drik Venskabs, Sangs og Druers Skaal!
Skaal Venskab, Sang og Druer!
Det gaaer saa saare godt med mig,
rundt om mig seer jeg Glæde,
og i mit Bryst den bygger sig
et fast og varigt Sæde.
Min Sang er Glædens sande Lyd,
mit Bud er mild og munter Dyd,
mit Ønske: hele Verdens Fryd,
min Mening: Tossen græde!
Baggesen.