Her svandt hun, Roser falme, Løvet bæver,
Violen visner langt fra hendes Fod;
Men meer, end Rosers og Violers Duft, omsvæver
End Stedet, hvor hun stod.
Hun svandt — og Solens sidste Straaler tabtes
I Mulm, den hele Himmelegn blev mørk;
Og Jordens lyse Paradiis omskabtes
Til Dødens tause Ørk.
Hun svandt — og Zefir tav, og Filomele,
Selv Bækken tav, som lagt i nye Baand.
Alt sukked’ dybe Suk, som om den hele
Natur opgav sin Aand.
Hun svandt — og Livets Glæder svandt med hende;
Med hendes Smil forsvandt min hele Lyst —
Erindring! ene du kan atter tænde
Dens Fakkel i mit Bryst.
O fyld min Sjel med Afskin af den Rene
I Duften, hendes Bortgang efterlod!
Et Rosenkys oplive min Camene
I Spor af hendes Fod!
Ja knæle vil jeg her andægtig, og beaande
Med fyrig Læbe hvert et segnet Straa,
Som — ak! de segned’ i vellystig Vaande —
Den Engel traadte paa;
Til mattet af mit ømme Hjertes Stræben,
Løst, i det sidste Kys, af Livets Baand,
Jeg, med min Dafnes qvalte Navn paa Læben,
Opgiver sødt min Aand.
Baggesen.