En Aften sagde Maanen til sin Moder,
Hør, sødeste Mama,
Jeg har en Bøn, hvortil du mig maa sige Ja!
I Guld fra Top til Taa du klædet har min Broder,
Mens jeg gaaer ganske nøgen, og dog seer
Got Folk saa vel paa mig, som ham, og maaskee meer;
Især Mandfolkene. Jeg blues, sandt at sige,
Hver Gang jeg viser mig; thi hvor det gaaer,
Er jeg dog alt en voxen Pige.
Hør altsaa, hvad jeg her dig foreslaaer.
Pragt hader jeg; du veed, min Sag er ikke,
I Øiet, som min Broder giør, at stikke;
Jeg er fornøiet med en hovisk Dragt;
Og ønsker, blot af Tugtighed, som sagt,
En simpel varm og kiølig Adriene,
Af linnet Uldentøi (som holder Heden ud,
Og dog tillige varmer got i Slud)
Der, net, og magelig, mig kunde tiene
I hver en Aarstid, og i alslags Veir,
Til Søndagspynt, og Hverdagsbrug især;
Kun maa den hylle mig fra Top til Fode,
Som Drapperiet, der om en Antik er svøbt,
Og, det forstaaer sig, passe mig, som støbt,
Og være skaaren paa den nye Mode. —
”Det Ønske røber Ubetænksomhed,
Mit Barn!” gientog Mama: ”du jo forandrer
Gestalt hvert Øieblik, og, som du veed,
Een Uge maver, og en anden feed,
Du, stedse vexlende, din Bane vandrer;
Den Dragt, du beder om, er en Umulighed.” —
Min Læser, naar han lidet sig besinder,
Hvad Fablen lærer, af sig selv vel finder;
Jeg slutter altsaa med en Tankestreg —
Jeg en Anledning meer ham blot har villet skiænke
Til selv at tænke,
Min Læser udentvivl er nok saa klog, som jeg.
Baggesen.