Klager, Sofilias Muser! o græder, Palmiminas Veninder!
Koppelets Dronning er død! Damalis bøger ei meer!
Ekko sit kiæreste Raab nu savner, og svarer ei længer,
Heller ei Kukkerens Kuk, heller ei Lammenes Bæ.
Skovens og Engenes Toner omsonst med Søens sig blande,
Damalis tier, omsonst qvækker den snaksomme Frø;
Ak! omsonst selv Du, Filomela! din Nænie klukker;
Fyldklang samler ei meer Stemmernes bævende Sværm.
Orfevs selv er forgiæves nærværende, Daniens Sappho
Nynner omsonst i sin Lund; Damalis bøger ei meer.
Ak! hvad er Giøgenes Kuk, og Kiddenes Brægen, og Frøqvæk,
Alle Diskanternes Sang, tier den bøgende Bas?
Klager, I Grazier! Nymfer! o græder, Palmines Veninder!
Sukker i Musernes Suk: Graziers Amme er død!
Hun, hvis Melk paa Din Kind opklækkede friskere Roser,
Let henblegnende Brud! hun, som Dig died’, er død.
O! hvor bemærkte jeg glad hver Morgen en livelig Purpur
Hæve de Liliers Glands, Lidelse slukte hver Nat!
O! hvor velsignede jeg alt, som styrkte Dig, Koen, som diede,
Dien, den gav, og hvert Straa, hvilket sin Fedme den bød!
O! hvor bad jeg til Bevs, Regnbringeren, Pan, og Demeter,
Offrende daglig med Suk i Skaaler min Elskedes Haab!
Ak! de hørte mig ei! død ligger nu Koppelets Dronning,
Sukkende Skov! og min Sang doer i det daanende Suk.
Baggesen.