Thomas Moore
En Fortælling i et Brev til —
En Fortælling i et Brev til —
Maaskee det undrer dig saasnart igien at see
En rimet Ting fra mig? — Vee! tusind Gange Vee,
Det Øieblik, hvori jeg først faldt paa at rime!
Vee! tusind Gange Vee den Tyge Brahes Dag,
Da noget (ganske vist en Dievel) lumskelig
Gud veed, hvordan, i Øret hvisked’ mig.
At giøre Vers er ingen Sag;
Jeg siden ei har havt en rolig Time.
I mange slemme Ting man har lagt Mærke til,
Jo meer en Nar har giort, jo meer han giøre vil.
Saa Midas, som i Gaar stod først op Klokken ni,
I Dag har sovet sødt og roligen til ti;
Saa Doctor Trom i Aar med nye Medicamenter
Fordoble sees i Fiors hensendte Patienter;
Saa voxe Timons Horn; saa Mar i næste Spil
Paa Caro neuf tidobbelt sætte vil.
Jeg, som har rodet nys paa langs og tvers
Min unge Muses Vildskab, snart i lange,
Snart korte, snart i vide, snart i trange,
Og overalt i lovlig slette Vers,
Paa samme Farvand atter mig begiver.
En Søemand tit i Havsnød sværger paa,
I Hastighed ei meer ombord at gaae;
Og næste Dag derpaa fra Landet atter driver.
Lig ham jeg krydser, driver, lægger bi;
Min Fabel er det Skib, jeg sidder i,
Min Dumhed er den Vind som blæser stivt imod,
Jeg krydse maae mod den, og giøre mange Slag,
Og, om jeg paa mit Hoved stod
Den heele Dag,
Kan jeg dog ei til Skuden sige:
Gaae, Skude! gaae mod Vinden lige!
Jeg er ei Finn, har aldrig lært Magie. —
Hvorfor, afbryder du, vil jeg da skrive
Imod Athenes Bud, og mig til Seils begive,
Naar Vind, og Strøm, og alting raader: bie! —
Du har da glemt, min Ven, at een og samme Frue;
Mod hvem, hvis man skal troe hin viise, store Peer,
At væbne sig kun saare lidet vil due,
Som byder Qvast slaae Folk ihiel med Pen og Blek,
Og Trom med Medecin at myrde fleer
End nogen skræksom Officier,
Fra Thraso ned til Bürgerschreck,
Har roest sig af at have sablet væk;
At samme Skiebne, som bød Blundt paa langs og tvers
Af Gaden at gaae hiem, som Cleon stræng befalte
At være lutter Vid og moersom Skierts,
Som hin bød dandse Sold, denne halte,
Bød ogsaa mig at giøre Vers,
At dine Riim saa smukt forlig’s, naar mine kiøvs,
At du gaaer ligefrem, naar jeg maae giøre Slag,
Iligemaade maae paa Skiebnens Regning skrives.
Hvor slig Partiskhed hun engang forsvare vil,
Naar hun skal giøre Regnskab for sit Spil,
Det bliver ikke min, men hendes Sag.
Imidlertid i Gaar jeg fast mig foresatte,
At byde Skiebnen Trods, og svor, til evig Tid
At aldrig ville mindste Vers forfatte,
Knap Epigram engang, trods al den Flid,
Hver Nar sig giør, som gaaer forbie mit Kammer,
For mig at narre til, at giøre Epigrammer.
Men, som enhver, desværre! veed,
Naar man undtager Katte, sær de hvide,
Man kan paa ingen Ting i Verden mindre lide,
End paa Poeters Eed.
Thi, som i Baile nys — en Bog for Resten,
Som ei forarger just — jeg sad, og bladred’ om,
Traf jeg en Anecdote der, som næsten
Mig traf paa Gulvet, da der kom
Et Brev fra dig — Historien og dette
Betog mig saa forunderlig,
At til min Skriverpult jeg ned mig maatte sætte,
For at faae Luft ved at tilskrive dig.
Historien er denne kortlig —
Din gode Genius dig imidlertid bevare,
At Søvn og sligt dig ei skal vederfare;
Thi Ordet kortelig betyder her
Det samme, som i Jespers Prækener,
Naar han os lover Texten at forklare
I største Korthed og Eenfoldighed;
Det første glemmer han bestandig, som man veed,
Men, derfor bør man Manden hædre,
Det sidste holder han desbedre; —
Der var en Mand i Engelland et Sted,
Jeg husker ikke, hvad han hed,
Naturligviis han hed vel sagtens noget —
Dog, da jeg holder det for baade Synd og Skam,
At snakke om en Mand, og ikke nævne ham,
Saa sætter jeg, at han hed Lovingham,
For ei at snakke ganske hen i Taaget.
Den samme Mand var ganske frie
For al Slags Bryderie
Med ældste December, og Patroner,
Og Verter, som Herr Pips, der vil betales strax,
Og andre slige skrækindjagende Personer,
Som, for Exempel, de, hvis Vaaben er en Sax,
Som skabe Mennesker, men dræbe dem igien
Med Regninger paa Stabelsen,
Og de, som springe rundten om paa Luur,
For reent, som oftest, at annihilere
Den sidste Stump af Skrædrens Creatur,
Kort sagt, de Folk, som før’ sig op med Skiæg;
Han reent var frie for dem og mange flere,
Som Sielen paa saa mange dividere,
Og levede som Blommen i et Æg.
Jeg ønsker meget hiertelig,
At det gik ligesaa med mig —
Nu, Herre Gud! det gaae nu, som det kan!
Igien til vores lykkelige Mand.
Maaskee du tænker, dette skulde være
Det heele Malerie paa hans Lyksalighed,
Og tænker feil; thi Penge, kiere!
Er neppe nok til Sindets Rolighed,
Og uden den — adieu! Lyksalighed.
For Guld man kiøber galoneerte Klæder,
Og Hofmænds Buk, og knibske Pigers Skierts,
Og Vittighed, og Dyd, og gode Sæder,
Og Himlen selv i sultne Skaldes Vers;
Men troe mig, troe mig; aldrig — reene Glæder.
For ei ham selv, som tit, desværre! skeer; —
Men for hans Lykke her at krone,
Gav Himlen ham en meget deilig Kone.
Mærk vel, jeg meener her ved deilig meer
End det, Argant i sin Teone seer,
Jeg meener dette deilige, som eene
Kan giøre Manden glad og lykkelig,
Den ømme, gode Siel, som møder dig,
Min Ven, i hvert et Blik af Celimene.
Nu, som du veed, og som jeg slutter kun,
En Pedersvend af Guld bør ikke Vand,
Bar han endog St. Pavens Trippel-Krone,
Imod en Mand af simpel Jord, som kan
Fra Soel gaaer op, til Soel gaaer ned,
I uafbrudt lykkelig Kierlighed
Omfavnes, kysses af saa elskelig en Kone;
Men ak! fra den Tid af, da vores første Fader
Bar sig i Paradiis netop saa daarlig ad,
Som hver iblandt hans Afkoms Myriader
Fra Sem og til den Søn, jeg ønsker dig, Seline!
Sig havde baaret ad,
Fra den Tid Roser groe blandt Torne, Fryd hos Pine;
Og nu, da Nøisomhed er reent fra Jorden veget,
Forjaget af Nødvendigheders Hær,
Til ret at være lykkelig, desværr’!
Udfordres meget, overmaade meget.
Vær æret, viis og riig! tryk til dit Bryst
Den yndigste blandt alle Jordens Koner,
See hende lide, du er uden Trøst,
Viis, æret, elsket, Mand paa Millioner!
Døm derfor ingensinde den og den
At være ganske lykkelig, min Ven!
Den rige Claus har selv imellem Hovedbrud;
Ei skue vi det Kryb i vore Haver,
Som volder, Planter, Blomster, Træer gaaer ud,
Og ingen seer den skiulte Orm, som gnaver
Dens Siel, hvis gyldne Vest med Diamanters Lyn
I Dandsens lette Sving forblinder Pøblens Syn;
Hvor mange tunge Suk i skiulte Vraaer lød!
O! mange Taarer blot i Maanens Paasyn flød
Fra deres Øine, som med kunstig munter Smiil
I Selskab skiule maae, blandt tankeløse Daarer,
Den giftige, den dødelige Piil,
Som Hiertet uophørlig saarer,
Og saarer tit saa dybt, at kunstig Munterhed
I dyb Fortvivlelse for evig sænkes ned;
Vor Lod det engang blev paa denne Jord, at græde,
At blande Smiil med Suk, og værste Sorg med Glæde —
Jeg muntert snakker her om en lyksalig Mand:
Midt i min Munterhed nedsniger sig en Taare,
Trods Regler, trods Horaz, jeg ingenlunde kan
Tilbageholde den: mit Øie løber over,
Naar, skiønt i Selskab med en glad, fornuftig Mand,
Jeg møder paa min Vei en ulyksalig Daare.
Sandt nok jeg troer — ak! sligt jeg ikke veed —
Lyksalig Elskov blev fra Himlen sendt herned,
Som Støvets allerstørste Herlighed;
Men Himlen gav det naadig een endnu,
Som kappes om med hin, hvem Prisen skal [ulæseligt]
Som for min Mand ret lykkelig at giøre,
Jeg har forsigtig giemt til nu:
Han havde, kort sagt, det, de gamle Kloge
Indhylled’ i Mysteriernes Taage,
Det, som saa mange her forgieves søge
Fra Callundborg til Kiøge,
Og altsaa, haaber jeg til Siellands Ære,
Hvor det skal være,
Det som saa sielden kommer nær til Thronen,
Som Manden ikke altid faaer med Konen,
Som giør, at jeg saa ofte confunderer
— — med Himmelen,
Og det, som værre er, mig her prostituerer,
Kort: en fornuftig, dydig, trofast Ven.
Hans Navn er glimrende blandt mange [ulæseligt]
Og til vor Tid endnu bevaret;
Herr Bayle siger tydeligst og klart,
At han hed’ Thomas Moore.
Hans Ven, Herr Lovingham var [ulæseligt] til to Piger,
Var en formastelig Forvovenhed
At prøve paa fuldkommen at afridse
Blot hendes allermindste Fingerspidse,
End sige hendes heele Deilighed —
Den ældste, Fanny, derimod —
Jeg siger ikke meer; jeg nødig vil umage
Mig med at male sligt,
Som udført nok saa mesterligt
Dog ingen Moders Siel i Verden kan behage,
Nok sagt, at Fanny ei var nær saa smuk, som god
Og contrasterede med Spøgelser især
Deri, at hine meest i Mørke skyes,
Som farlige at komme nær,
Hun derimod var skrækkeligst ved Lys —
For Resten manglede hun ikke Vid,
Og man paa hendes Dyd ei mindste kunde sige;
Kun, at hun ei fra Arrilds Tid
I Grimhed havde havt sin Lige,
Til sammes Lyst og andres Skræk blev til,
Der, hvis man ellers til Lavater vil
I Physiognomiken fæste Troe,
I Grimhed gierne kunde gaae for to.
Forældrene var ei ved denne Forskiel blinde;
Vel knurrede de ei mod Himlen for een Torn
Blandt tusind Roser; men skiøndt deres Dyd
Forbød dem knurre, taalte den dem græde;
Det Huus, som et par Aar tilforn,
Før Kopper kom derind, et Tempel var for Fryd,
Blev nu Melancholiens Sæde.
Herr Moore kom saa tit, som Ven, i Huset,
At han omsider gik, som Elsker ud.
Den yngste giorde Fyren Hov’det kruuset,
Og noget, som man kalder Elskovs Gud,
Jeg veed ei selv, hvordan, beskiød ham Skud i Skud,
Indtil han blev saa underlig beruset,
At ønske: Gid den Pige var din Brud.
Men Elskov hvisker her, og Skiebnen brøler der,
Til største Parten i vor Verden nu omstunder,
At begge føie her, er fast et større Under
End naar jeg slumper til et Vers imellemstunder,
Som værdt at læses af ... ô Digter er
Vor Thomas var ei blandt de sieldne Lykkelige,
Og — hvis det ikke var imod min Pligt,
Jeg sagde Basta her. Hvo kan fortælle sligt,
Der selv saa ofte ønsker: gid den Pige
Var din! og som maaskee, lig min Herr Thomas maae
Med Ønsket, som det er til Evigheden gaae;
Men det er dog maaskee, og hvorfor just formode
Paa denne Jord, hvor ondt og got er lige dælt,
Det onde meer sandsynligt end det gode?
Jeg bliver derfor ved, og om du ei er kied
Af denne min Lucilske Snaksomhed,
Seer til, at faae mit Brev dog i det mindste heelt.
Mens Timerne — den første Kierlighed
Giør Maaneder til Timer, som man veed; —
I Elskovs Sukke søde for Moore sig bortliste,
Han i sin Tummel dog sin Ven bestandig seer,
Og seer ham med Forundring meer og meer
Sin Fordums Munterhed at miste.
„Min Ven! — saa taler han engang
Paa en Spadseretour med Lovingham allene,
Hvor Vestenvindens Dands i Bøgens Grene
Til Bækkenes Musik og Nattergalens Sang,
Mens Solen dalende bag Havet luerød
De sidste Purpurblik paa Skov og Klippe skiød,
Hvor, kort sagt, Aftenens høitidelige Scene
Dem begge to til Følelser indbød;
Men, som sædvanlig, hver til sine —
„Min Ven! udbryder han, din mørke Mine
„Forklarer, Aftnen smiler ei for dig!
„Men Taushed nærer kun, fordobler kun vor Smerte!
„Udøs for mig, min Ven, dit hele Hierte!
„Hvo veed, maaskee jeg var saa lykkelig,
„Om ei at hæve, dog at lindre
„Din Sorg; o Ven! den halv tilhører mig
„O lad mig deele den, o! nægt mig ei den Lyst!
„Udeelt forstørres Sorgen i vort Bryst;
„Men deelt i Vennens Arm den altid bliver mindre.“ —
Den samme Form, i hvilken andre svare,
Naar de blier spurgt om Ting, de ei vil svare paa,
Blev brugt af Lovingham; for Tid at spare,
Jeg altsaa videre vil gaae.
En Maaned eller to gik hen som saa;
Kied af tilsidst sin Ven at plage
Han taug; men blev, som før, hans Ven;
En gammel Mode, som er nu af Brug igien
I vore Dage:
„Tag, Himmel, tag igien den Rigdom, du mig gav!
„Giv mig for dette Slot en ussel Hytte;
„Og, om du vil, en Plads ved samme til en Grav!
„Jeg ønsker intet meer; mig intet meer kan nytte
„Den Engel, du mig gav til Livets Lyst,
„De to, jeg faderlig saa tit har kyst,
„Den Ven, jeg trykker tit fortroelig til mit Bryst,
„Vist ville glade med mig alle flytte;
„Tag, gode Himmel! tag alt andet, hvad du vil;
„Men giv min Datter, giv min elskte Mage,
„Giv mig den Roe, den tabte Roe tilbage,
„Som døde med min Fannys skiønne Smiil!“
Saa lød blandt Skovens melankolske Bøge
Paa Steder, som man pleied’ ei at søge,
Den ømme Faders Sukke, ofte nød
Han der en Lindring i, at bittre Taarer flød;
Tit blandedes der hans Suk med Philomelas Klager,
Tit gik han der, og sine Hænder vreed.
Engang det Hændelsen behager,
At sende Thomas hen til samme Sted.
Skiult hører han hvert Ord fra Lunden næst derved;
Tungt falder hvert paa hans venskabelige Hierte:
Useet erfarer han nu Grunden til hans Smerte,
Og ubemærkt sig atter lister bort.
Men, da den ædle Tid sig lister ogsaa med,
Saa vil jeg nu for Alvor være kort.
Den næste Dag man Thomas Moore saae
Med splinternye Silkestrømper paa,
Med Chapeaubas, med Kaarde og deslige,
I Frierstilling for Herr Lovingham at staae:
„Min Ven! jeg kommer — og jeg har den Ære,
„At komme, saasom — eftersom — og“
„Kiere!
Hvortil de Complimenter? Hvi saa peen?
Dog, ha! jeg gietter nu! jeg veed, hvad du vil sige —
Om her i Stuen var nok een,
Min Datter, skadede vel ei saa lige —
Maaskee da Tungen bedre kom i Gang,
Og din Prolog blev noget mindre lang?
Jeg veed det alt; troer ei, at dine Blikke
Blev ubemærkte! heller ikke,
At dine Sukke krøb ind i eet,
Og atter ud af andet Øre foere!“
„Min Ven, udbrød den ædle Thomas Moore,
„Det glæder mig, at du har seet,
„Hvad falsk Undseelse forbød mig før at sige;
„Jeg derved altsaa spare kan
„En Hoben Sving, og gaae lidt meere lige;
„Din ældste Datter har, Gud veed, hvordan,
„Saaledes meer og meer mig rykket hen til sig,
„At jeg i Dag maae sige dig:
„Jeg kun ved Fannys Ja kan blive lykkelig.
Man let kan tænke sig ved denne Leilighed
Herr Lovinghams Forundring, Studsen, Glæde;
Men ei saa let den Guddoms Fryd, hvormed
Vor Thomas saae sit Værk. Saa fra sit Himmelsæde
Nedsmilte fordum Kiempernes Betvinger
Til Baucis og Philemons Fryd.
Kun den, hvis store Siel sig op til Himlen svinger
Med stadig Flugt, og stolt og seierrig
Seer Fordom, Mængdens Spot, og Lasten under sig,
Kan tænke Datteren af Dig,
Guddommelige Dyd!
Den himmelreene Lyst, at skue Brødres Glæde,
Kiøbt med sin egen Qval. Kun du, min Ven!
Hvis ædle Bryst var aldrig Lastens Sæde,
Og de, som ligne dig, kan tænke den.
Den sande Dyd til anden ikke trænger,
Den er, som Elskov, selv sin egen Løn
Til den Termin, da Had og Spot ei længer,
Skal følge dens miskiendte Søn.
Lad Dyds og Elskovs Følelser regiere
Selv ubelønnede, bestandig i dit Bryst!
At elske, troe mig, altid sødt vil være;
At giøre vel, vil stedse blive Lyst.
Men, ak! kun een og anden Tillid fæster
Til denne Sætning. Tag Belønning bort,
Saa mister snarlig Dyden sine Giester,
Dens Tempels Tilløb bliver ikke stort —
Den Meening har desværre mange fleer.
For altsaa Mængden at faae tilfredsstillet
Med min Historie, jeg burde vist nok her
See til at faae en smule Fee i Spillet,
Hvis en slog ikke til den heele Hær;
Og saa ved sammes Hielp, trods den moderne Scene,
Naar Helten med sin Brud fra Brudeskamlen gik,
Faae Englands Karschin i et Øieblik
Forvandlet om til Albions Helene.
Men det maae være nok for denne Gang;
Thi der gaaer megen Tid til de Spectakler.
Tilfreds med blot at have viist, i Sang
Jeg ogsaa kunde hitte paa Mirakler,
Jeg ender med at sige kortelig:
Frue Moore blev sig selv bestandig lig
Den milde Dyd, foreenet med Forstand,
Den ømme Følelse, den inderlige Varme,
Hvormed hun følte sig i sin tilbedtes Arme,
Den Omsorg for ham idelig at fryde,
De heede Taarer, som i Strømme flyde,
Naar han er ikke glad, den Fryd, som hviiler
Paa hendes heele Siel, saasnart han smiiler,
Tid, Vane, disse sande Feer eene
Vor Fanny giorde snart til en Helene,
Og Moore til den lykkeligste Mand.