Jens Baggesen (1764–1826)

Du, med Nøglen til Haven, hvor end det evige Livstræ

Blomstrer i Midten, af Glædernes Væld omrislet i Uskylds

Himmelspeilende Flod, og hvor end i Skyggerne vandrer

Ofte, nedstegen til Børnenes Leeg, den himmelske Fader,

Medens til Englenes Harper hvert Nyn istemmer hans Lovsang,

Kiærlighed! du, som os aabner endnu den eeneste Tilgang,

Glemslens af Sig i hinanden, af Støv i Siælenes Favntag,

Og af vor jordiske Vaagens Omsonst i salige Drømme!

Oplad Sangeren Døren paa Klem til Pauluner i Havsgaard,

Hvor dig blev krandset et Alter, omringt af Helvedes Rædsler,

Midt i Skiæbnens af blodige Lyn beskarmede Midnat!

        Alt een Maaned var Roller i Lensmandsgaarden, sit Arbeid

Flittig besørgende, stille for sig, undvigende hvergang

Leilighed fiernt-frembød et eensomt Møde med Thora,

Aldrig, naar ei han blev kaldt, i Stuen; men stedse paa Marken

Eller i Stalden, og, Gierningen endt, i sit lønlige Kammer.

Spisen ved Bordet, som strax, da han kom, var bleven ham tilbudt,

Havde han afslaaet — vant til et Bid, naar ham hungrede, hed det,

Skiønt det var eene hans Angst for det alt for fristende Selskab,

Hvilket han skyede, jo meere dets Lyst hans Hierte sig tiltrak.

Medynksværdig var Ynglingens Kamp. Fortvivlelsens Afgrund

Saae han sig aabnet i Himmelens Hegn, hvergang ham et Huldblik

Af den Uskyldige vinkte derind; dog voxte med Hiertets

Stigende Frygt i den splittede Barm en underlig Tillid,

Sær til den Gamle. Hans signende Blik, det ærværdige Sølvhaar,

Alderens blidelig sagtnede Røst, og den stille Gemytstro,

Som udbredte sit Skier paa den himmelhvælvede Pande,

Stillede Stormen i Hiertet, hvergang han nærmte sig til ham;

Og om ham var ei længer i Tvivl hans eensomme Grublen,

At han jo sikkert ham meente det vel. Men, skiultere Thora,

Kiærligheds Knop, indhyllet i taus Blufærdigheds Bladsvøb

Jomfruhemmelig, halv i sig selv end slumrende Huldmøe!

Du var en Gaade hans martrede Siel. I Kulen dernede,

Høit paa det blodige Ronhøis Top, og ved Kilden i Jetlund,

Bar han forgiftet dit Billedes Præg i det smeltede Hiertes

Rædselforknede Vox; en med hver Drøm stigende Vished

Var ham bleven dit Had; og selv den Flamme, din Ynde

Tændte, kun hidsede meer det i Nastrond hærdede Skrækspyd,

Uden at lyse ham for i det Mulm som fortættedes om ham.

        Men, som fortælles om Polstiern-Øen i det yderste Jordhav,

Fialdmagneten, omringt af hinanden dækkende Skioldes

Spyd paa Spyd i klirrende Vært sig tyknende Jern-Skiæg:

Naar sig et Skib den nærmer, ukiendt med det skuffende Farvand,

Trækkes umærkelig did dets Seilads, trods fiernende Styren,

Selv trods Vinden, som blæser derfra. Først bævende dirrer

Speilet, og Roret, og snart — som om rørt af et pludsligt Krampslag

Brast Kiølhiertet — det knagende Skrog. Hver løsnede Nagle,

Hvad der af Jern er ombord, udflyver til agters, bevinget

Af den usynlige Kraft, mens Masterne bugne sig fremad,

Seil paa Seil bespændte med Iil; thi nu mærker man Uraad —

O, men omsonst! Snart løse sig selv de fastere Bolte,

Som af usynlige Hænder med Magt udskruede Spiger,

Løsnede Roret, og Stavnen, og samtlige Plankernes Ribbeen,

Mens forgiæves arbeider imod det fortvivlede Mandskab.

        Saa bekæmped omsonst i sin Skræk de Blikke, den tiltrak,

Ynglingens flygtende Hu. Jo meer han ængstligen undveeg

Synet af Dolken, jo meer fortrylled i Blinde ham Duften

Af den ham truende Rose, hvis Knop umærkelig svulmede.

Uden at vide det, brændte hans Siel af Kiærligheds fulde

Venlige Flamme, mens Troldens Seid i Tankernes Mørke

Hadomkoglede Hiertet og hevnomdunstede Hiernen.

Hvad i hans Væsen var ædelt, og høit, uskyldigt, og evigt,

Tiltrak Engelens Blik, trods alt Forgiængeligts Modstand —

        Og usynligen nærmede sig i den synlige Bortflugt

Ungersvenden den elskede Mø. Hvor zittrede begge,

Da paa det varslende Sted, hvor paa Veien udenom Haven

Første Gang de sig saae, hinanden engang de imod Aften

Pludselig mødte ved Dreien omkring det yderste Hiørne,

Vaagnende som af en levende Drøm, i lignende Tanker.

Sielene hilste hinanden med eet i et studsende Gienbliks

Tvillinglyn, og de standsede brat uvilkaarligen begge,

Kun et Minut; men i dette var eet af Evigheds Skudaar

Giennem den flygtige Tid; thi de giennemlæste hinandens

Blikopslagne Samvittighedsbog, mens Standsningen varte.

Endelig nærmte paa bævende Fod sig Ynglingen Møen,

Angsten, Undseelsen, og i et Suk forklarte sig begge,

Smilende, medens paa Kinderne ned randt zittrende Perler.

Intet dog evned at stamme de halv sig aabnende Læber;

Ordene qvaltes i Tankernes Flugts uhørlige Samklang.

Nærmere skiælvende, greb han den Zittrendes Lillefingre,

Snart med et ømt og inderligt Tryk forraadende hende

Hemmeligheden, han taug; men Gientryk følte han ikke —

Var det der? svared i Nervernes Net een eeneste Livstraads

Kiælnere Dirren til hans? uvidende var hun derom selv —

Medens hun, rødmende, vendte sig bort, og tilbage, med Blikket

Heftet paa Himmelens Rose som sank bag Markernes Skovrand,

Fulgt af den stumme Tilbedelse, gik. Fra dette Minut var

Roller ei meere paa Jorden. En ny Gud nærmere Verden

Omgav rundt hans forklarede Sands, i hele Naturens

Høiere Liv; Afgrundens hans Siel vildførende Veirlys,

Ronhøis Dødningefakler, og Jetlunds flammende Runer

Slukkedes alle med eet. I Thoras kierlige Huldsmil

Opgik Lyset ham nu, som laaner Solen sin Frydeglands,

Maanen sit venlige Skin, og hver Stierne sin hellige Tindren.

Nu først saae han, af hendes forklart, alt Levendes Ynde,

Præget af Gud i hvert Blad, og, hvor hun var, Englenes Himmel —

Og ei hende nu blot han elskede; men i sit Hiertes

Venlige Fylde hvert Led i Skabningens, Ringe til Ringe

Sammenlænkte, den hyldede Brud omslyngende Kiæde.

Een Slægt, følte han nu, var Troldes og Menneskers Afkom,

Grims og Herkullers adsplittede Børn: en eeneste Faders

Alt velsignende Hierte nu slog i det evige Livs Puls,

Hvis meddeelte Bevægelses Lov i det egne han adlød.

Reent udslettet af dette var hver indmartrede Hævnlyst,

Hver vildt flammende Skræk; kun en blid, i smeltende Taarer

Let sig opløsende Damp af ufortviskelig Veemod,

Indtog Stormenes Plads i hans Barms mildtdæmrende Havblik.

Mørk vel omsløred hele hans Siel dens tyknede Taage,

Naar han var eene; dog, nærmte hun sig, og kasted et Øie

Hen paa den Nærmede, tændtes med eet dens falmende Skymulm

Af det fortryllende Blik: i samtlige Haabets og Glædens

Spillende Farvers forenede Glands stod Buen derover,

Skyernes lig, og forsvandt kun igien, naar atter hun bortgik.

        Saa var Rollers det ny Livs Rosenmorgen i Havsgaard,

Efter en Maaneds Forløb, i hvilken den natlige Fortids

Dødningeqvalm umærkelig svandt; men med Solens Oprinden

Var og forbunden, i svarende Grad til det høiere Dagskiær,

Morgenskuddringens dybere Gys. En bangere Zittren

End selv Rædselens, koldere selv end Dødens og Dommens

Angst hos Fangen, som sidder paa Lod med Livet i Haanden:

Brændende Kiærligheds Frygt, din høieste hellige Higens

Letfortvivlende Bæven for Tab af — meer end et Jordliv,

Meer end Tilværelse selv — for Tab af den øinede Himmels

Salighed — denne betog den Beskednes elskende Hierte,

Myrdende hvert det smigrende Blomst i Fødselens Spire.

Var det en Rest af den dybt indplantede blodige Fordom?

Eller den over sig hævede Lysts i Himmelens Afgrund

Brat nedblikkende Svimmel paa Pynten, hvortil den sig opsvang?

Om Gienkiærlighed drømte han ei. Fortvivlende Længsel

Var, hvad i Flugten ham bar; men Ørnens flammende Vinger

Lod ham ei føle de holdende Kløers indgribende Kulde.

Haabet, endog det beskedneste selv, forjog han, som Vanvid,

Hvergang smilte dets fierneste Glimt. End ikke til Drømmen

Om den Elskedes Agt paa hans Qval, end sige til mindste

Vaagne Forventning af huld Medlidenhed, svang sig hans Mismod,

Medens hans Kiærlighed voxte hver Dag i dybere Taushed,

Fuldelig skiult, indbildte han sig. Men du mærkte den, Thora!

Længselfortvivlende selv, med meer end lidende Medynk.

        Hvad er herneden hver Glæde, hver Fryd, hver flygtige Vellyst

Mod din zittrende Himmel, o Kiærligheds salige Smerte,

Naar opdager hinanden et Par, bestemt for hinanden

Hisset, og følende dybt i Tidens truende Skillen

Evighedskiæden, som Aanden til Aand uopløslig binder

Trods hver jordiske Magt? Dit forsvævende Billed

Zittrer i Tonernes Mulm, og bestraalt af dets tryllende Huldglands,

Klinger med høiere Dirren hver Streng i den natlige Harpe

Morgenjublende, medens, foryngt, den Gamle fra Danhiem

Hæver til hvirvlende Sang sit Qvad i Aarenes Aften.

        Dag fra Dag steg Hierternes Frygt med Hierternes Længsel

I det omsonst sig flygtende Pars frydstiælende Nærmen.

Tænkende begge dog blot paa hinanden, og drømmende begge

Blot om hinanden, var Sielene længst forente til eet Liv,

Førend de bævende Hænder sig bandt med de vexlede Ringe.

Tre Fuldmaaner alt havde bestraalt den eensomme Vandring

Rundt om Haven, i Qvel, snart efter hinanden, i Rummet,

Snart i Tiden, da tredie Gang, ved Dreien om Hiørnet

Begge, sig pludselig mødende, traf, og, vaagnende standse,

„Roller!” og „Thora!” med eet udbrydende, synkende begge

Halvafmægtige hen paa Steenen, hvor ofte sig hvilte

Hver, for sig, naar alleene de gik, og hvorpaa ved sin Ankomst

Ynglingen sad, da paa Fingren han fandt fordopplet sin Runring.

Tæt til hinanden hensignende her greb Haanden i Haanden

Uvilkaarlig, og trykkende Din til det bankende Hierte,

Bævende Thora! forsvandt for den seirende Følelses Almagt

Hver natslagrende Frygt af hans didtil mørknede Hierne.

„— Thora! du hader mig!” raabte han ud, „men smil til din Roller,

Dræbende ham, og din myrdende Haand med blegnende Læber

Skal jeg dig kysse, som nu, før jeg døer, med Dolken i Brystet.”

Elskovsseglet nu brændte paa Thoras zittrende venstre,

Mens hans høire den trykte; de to sig nærmende Ringe

Knyttede fastere Hændernes Baand, og Støvet, som Aanden,

Favnte sig, smeltet til eet uadskilleligt levende Samfund,

Mens „Jeg elsker dig” klang fra den Elskedes aabnede Hiertes

Bristende Knop. Som forklarede sad paa Stenen en Tid lang

Havsgaards Helvede-Brud og Ronhøis himmelske Brudgom,

Vexlende Ringene, medens de taug. En kulsort Stormsky

Dækkede Maanen, som sank, med et pludseligt Mulm; og i Mulmet

Viede dem offerpræstlig mørk den usynlige Skiæbne,

Lysende over dem høit Velsignelsen, og med et Lynet

Huult ledsagende Skræld dem forkyndende Dybens Amen.

Straalen, de saae, slog ned, erfoere de siden, bag Skoven,

Dræbende der et Barn, som glad omdandste paa Marken

Fader og Moder, en Syvaarsdreng i blomstrende Skiønhed,

Mens, som om traf det dem selv, de to Trolovede gyste.

        Harpen fortier det dybere Qvad i de salige Hierters

Sammensmeltende Følelsers Klang, da nu med Bevidsthed

Favnende sig, som bestemte til Eet, i Kiærligheds Andagts

Helligste, Gud lovsyngende Fryd, hinanden de kyste,

Druknende Varslet og Helvedes Skræk i Himmelens Afgrund.

Haand nu i Haand gik begge, da ned sank Maanen, tilbage,

Haand i Haand indtrædende froe til den værdige Gamle,

Som de besluttede, hemmelig hver, med inderlig Tillid

Strax at forraade den sluttede Pagt. Hvor vandledes Glæden

Brat nu til Angest, da bleg i sin Armstol, Øinene lukte,

Maalløs, stivnet, og kold de ham fandt, med Døden paa Læben!

I selvsamme Minut, da, paa Stenen, det elskende Dyd-Par

Vexlede Ringenes Jern, og af Mulmet, som dækkede Maanen,

Lynet nedfoer, blev rørt af et Slag i sit vanlige Sæde

Rygende rolig sin Pibe, den syvtiaarige Lensmand,

Først nu kommende til sig igien da Rollers og Thoras

Skrækskrig vakte hans Aand, og de nys saa saliges Himmel

Knuust nedstyrtedes over hans Liig, i strømmende Taarer.

Heldigt endnu var een af de dagdøntleiede Høstfolk,

Hentende samtliges Løn, nærværende. Denne til Præsten

Skikked i Hast et ilende Bud, og til nærmeste Feldskiær,

Blivende selv. Han var ude, for Vand at hente, da Thora

Traadte med Roller i Værelset ind, og kom nu tilbage,

Meldende hvad der var skeet, og hvad alt han havde besørget.

Brat, som af Dødens til Himlen ham alt henbærende Døsen,

Vaagned i begges Omfavnelser op den elskende Fader,

Trøstet for Tabet af Ro ved den ny ham smilende Livsfryd;

Thi længst havde han ønsket at see de Tvendes Foreening.

Glæden derover optøede paa ny det storknede Hierte,

Livnende Blodet igien, og om kort Tid vendte tilbage

Varmen, og Læbernes Smiil og den huldvelsignende Stemme.

Mat, men uden at lide, forynget i Kiærligheds Arme,

Hørte han Brudens og Brudgommens Pagts udførlige Melden,

Ganske som havde den drømt sig hans Haab — da Præsten med Lægen

Kom, og, som Sangeren det alt har fortalt, fuldendte paa Havsgaard,

Mulmtrolovelsens Fest, og den rammende Tordens Formæling.

        Tre ny Maaneder svandt i et himmelspeilende Havbliks

Aldrig forstyrrede Smil, imens de salige tømte

Kiærligheds Bæger i Glemsel af alt hvad ikke var om dem.

Thora var Mordkulnatten en Drøm, og Roller den Skrækdag,

Fra hvis Morgen til Aften han giennemvandrede Helved;

Glemt var Løftet, han gav den igien oplivede Moder,

Dybt i Kulen, og Eden, han svoer paa Toppen af Ronhøi;

Glemt Natravnen, og Brødrenes Griin, og Faderens Dødsblik;

Glemt, med sit Æg, og det koglende Blik, og de gribende Kraller,

Edderkoppen, hvis Væv indspandt ham Hiernen i Jetlund,

Og udslettet i Hiertet det skrækindpræntede Billed

Af Troldmoderskens Dolk i den elskovrødmende Møe;

Glemt selv Runen: Jeg kommer igien. I Barmen var udslukt

Med Blodflammen, og Rædslens ei meer opvuskede Luer,

Hævnens den sidste fortærende Gløds Gnistulmen — saa lod det.

Alt i det Eden, han blomstrede nu, var Kiærligheds Andagt,

Barnlig Henrykkelse, Svimmel i Gud, og Hans Herligheds Lovsang.

Gorm kun erindred end ofte hans Fryd i det Forriges Glemsel

Længe dog uden at savne ham just. Saalænge Herkuller

Deelte den, var fuldstændig den huuslige Himmel herneden,

Kiærlighed bygger paa sikkreste Grund i det sluttede Samliv

Af tre Væsner i Roligheds Skiød langt borte fra Verden.

Fiirbladskløveret sielden er friskt i samtlige Blade

Til en uskiælnelig Eenhed af Grønt. Hvem tryller din Treklang,

Hierteforeening, forlange den ei forøget med Toner,

Udenfor dens Harmonie; thi, hvor Tre huldt elske hinanden,

Uden beslægtende Blod, er heelt det tryggeste Samfund.

Men, som er meldt, da mod Enden det gik med den svagere Gamle

Der alt Gaarden det elskende Par ved Foreeningen afstod,

Længtes at fylde den ledige Plads for deelende Venskab

Roller, og sendte til Gorm, der skyndigen kom paa hans Budvink,

Denne, da, Giæst tre Dage, han havde med forskende Dybblik

Giennemskuet de herlige to sig elskende Hierter,

Og fuldt fundet bestyrket sin selsomme Gisning i Jetlund,

Tilbød selv sig, at blive hos dem, som tienende Huuskarl;

Og fro fæstede Roller og Thora ham, meere som Hielper

End som adlydende Tiener; og kort Tid efter med alt Sit

Kom han, og blev, meer yndet hver Dag af sit elskende Herskab.

Eet kun forundrede dette: hvergang, han pludselig mødte

Ham eller hende, det lod, som om skialv hans Legem; og hvergang

Blotted han Hovedet brat, og nedbøiede dybt sig til Jorden.

Ellers, endog ved Bordet, var frit, fortroligt, og muntert

Hele hans Væsen. Ham taalte dog meer, end elskte, saa lod det

Oldingen, der i aftagende Kraft sødslumrende hensov,

Henimod Enden af Høst, da Thora, som diende Moder

Krønte hans Liv, og med Kroningens Skræk udslukte dets Lampe.