Til Rosen
imellem dens Sødskende,
imellem dens Sødskende,
som Ida’s Moder sendte mig Morgenen,
som Ida’s Moder sendte mig Morgenen,
den 22de August 1816.
den 22de August 1816.
Held den Sanger, i hvis Hierte
Sluktes ei den Uskylds Kerte,
Der paa Livets første Sti
Viiste ham i barnlig Haaben,
Kiærlighedens Himmel aaben,
Og den sande Gud deri!
Medens denne Kerte lyser,
Selv i Aldrens Vinter fryser
Hiertets Gihon aldrig til;
Med de søde Barnets Minder
Evig nyt han der gienfinder
Paradisets Englespil.
Held mig, trods hver Dolk, som saarer,
Der endnu kan fælde Taarer,
Giennembort af Elskovs Piil,
Kiælne Rose, ved at skue
Lighed i din milde Lue
Med mit Edens Engels Smiil!
Mellem dine Søstre søde
Dufter du saa huldt imøde,
Fuldeligen aabnet nys,
Zittrenet paa mine Læber,
Som til din Berøring stræber
I tilbageholdte Kys!
Og dog svinder disse hulde
Hierteblades himmelfulde
Morgenrøde snarlig hen;
Og den Vellyst, den udstrømmer,
Hvis jeg ei dens Bæger tømmer,
Kommer aldrig meer igien!
Edens Datter, ja! trods Sorgen
For dit Rosenliv, i Morgen
Er du alt, som aldrig fød;
O! hvorfor da tør jeg ikke
Nærme mig med meer end Blikke,
Blomsten, alt en anden brød?
Ida’s Billed, nei din Engel
Paa din Uskylds Himmelstengel
Lispler i min Zittren: Nei!
Visne maae, hvad her jeg skuer;
Men, hvad i mit Hierte luer
Evigt, visner evig ei!