Hymne til Urania
Et Forsøg i den mystiske Poesie.
Et Forsøg i den mystiske Poesie.
— Procul — o! procul este profani!
Hor.
Du, som hver Morgen Skialdens Offer kræver,
Modtagende med Huld, hvad ham indgiød
Den Guddom, som hans Aand fra Jorden hæver
Høit over Prosa-Livets usle Nød!
Du, hvem Vestaler selv i hellig Fylde
Tidt Lettelsen af Livets Byrde skylde!
Du — Hvordan skal min Sang i jordisk Tale,
De himmelske Figurers svage Speil,
Dig, Sielens Øie saa livagtig male,
At det af dine Træk tar ikke feil?
Du høitidsfulde Gienstand for min Psalter
I smaa, som store, mystiske Gestalter!
Du, til hvis Form ei Digtren eene tyede,
Men selv Naturens Form-Randslager, Kant,
Der meer i Dig, end i hver anden Gryde
Det Heles Udspring a priori fandt!
Dit Tørt og Vaadt ham blev hver Morgen siden
Et Billede paa Rummet og paa Tiden.
Du, til hvis Lys sig Mængden aldrig svinger,
Du, Phosphors Vugge, du Lynci’s Grav,
Kulturens portative Røde Hav —
Hvor mig din skiulte Herlighed forlyster
Omkrandst af Blomstre fra japanske Kyster!
I hvis bestandig aabne hulde Favn
Sig gyder Under-Livets gyldne Floder —
Tør Musen nævne, hellige! Dit Navn? —
Nei Viisdoms Yndling kun i Løn det raade!
Den Uindviede blive det en Gaade!
Men hør, mens Dannemænd og Dannekoner
Dig tause dyrke, vil jeg synge dig!
Om Himlens Urne skulle samle sig,
Og lytte til min Harpes Strænges Bæven
Ved Offerkarrets høitidsfulde Hæven.
Fra Skammekrogen har til Ære bragt,
Bebudende med raske Liliestængle
Hvergang i Bacchustemplets glade Vrimmel
Begynder ret for Alvor Glædens Svimmel!
At hædre dig langt meer end alle Vaser,
End Hebes Skaal, og Amalthæas Horn,
Var Brug i Grækenland lang Tid tilforn.
Naar Hellas’s Tunge skiønt din Fylde maler,
Den Concha, Venus opsteeg i paa Landet
Af Middelhavets dybe Himmel-Elv,
Saa huul og hvid og skiøn, var intet andet
End dit Symbol, hvis ei det var dig selv.
Det Digtren troer, og selv Chymisten siger,
Hvor uundværlig er du hver Æsthetiker!
Selv Aristarken her i Kiøbenhavn,
Den store Carstens, leed, som Theoretiker,
Desværre meget ved din Fyldes Savn.
At ei Qvintil blev, efter ham, en anden,
Har samme Grund; vi kiender alle Manden.
Dog, ei blot Dannemænd og Danneqvinder,
(De sidste meest, fornemmelig i Ny)
Men selv Olympens Guder og Gudinder,
Før de gaae hen at sove, til dig tye;
Du bæres for udødelige Trange
I Nattens Mulm af Evighedens Slange.
Utallige, som Himlens Stierneskarer,
Er i Naturens evige Plastik,
Din Dannisheds Gestalters Exemplarer;
Den halve Verden har det Snit, du fik!
Paa Lillien og paa Himlens hvalte Bue
Man overalt om Natten dig kan skue.
Men Gudernes og Menneskenes Fader
Besidder Perlen i det Stiernekar,
Som n..tligen slaaer ud paa Himlens Gader
Hofkavaleren, som Opvartning har,
Vandmanden nemlig, der paa Himlen prunker,
Som Verdens allerældste Kammerjunker.
Naar Majestæten lægger sig til Hvile,
Den distillerte Nektars Gyldenvand
Nedpladsker nogle Trillioner Mile
Fra Stiernen Situla til Fomahand —
Din Fylde her saa himmeldybt nedstrømmer,
At Sydens sidste Fisk i samme svømmer.
Og han, der var i Himlene, som hiemme,
(Som derfor ogsaa maatte Danmark flye)
Der kiendte hver en Skat i Nattens Giemme,
Forsømte blot eengang til dig at tye —
Hvis, uden det, han længer havde levet
Hans Huus maaskee var aldrig ombygt blevet.
Du, som paa Jorden spiller Urnens Rolle,
Som den, kun natlig seet, og skiult ved Dag,
Du Himmel-Meieriets store Bolle,
Som sagt, paa Evighedssymbolets Bag,
Naar, som min Hebes Offerskaal du straaler,
Hvad er mod dig Naturens andre Skaaler?
I alle Kunstens Trylle-Vasers Vrimmel
Er nogens vel dit Syn i Tryllen lig,
Naar under Horizonten af min Himmel
Ved hendes Thrones Fod jeg skuer dig?
Naar, offrende, den kydske Haand dig hæver,
Og Helligdommen nær, omslørt, du svæver!
Naar andagtsfuld jeg op med dig tør stige
Den ætherhylte Tankes lette Lyn
Til did, hvor Engle selv tør neppe kige,
Hvor saligt Mørke blinder Aanders Syn —
Naar Sielen famler himmelsk om i Blinde
Og alle Glimt af Nattens Fakler svinde. —
Men tie, Begeistring, der hvor Tanken bæver
I helligt Tusmørk paa den svimle Grund,
Hvor høit sig over Glædens Tempe hæver
Den sande Salighedens Offerlund!
Indsvøb dig i din Uskylds sidste Strimmel,
Og tab dig taus i Himles Himles Himmel!