Til mit nattegamle Føl
(I Anledning af Riimbrevet, m. m., til Jens Immanuel
(I Anledning af Riimbrevet, m. m., til Jens Immanuel
Baggesen i Nedpositionsbladet.)
Baggesen i Nedpositionsbladet.)
Nu vil man høre Skraal og Skrig
Af Byens Povl og Landets Peder,
Fordi jeg atter nu paa Dig
Lar drysse spildte Vittigheder!
Nu vil det hedde: „Kiære Ven,
„Som alt har tabt din Digter-Krone
„Ved mellem os at gaae igien!
„Nedstegen fra din Barnethrone
„Hvor vil du noksom faldne hen?
„Vil du nu selv i Mudderdybet
„Fem Favne neden under Krybet
„Endogsaa tabe selv din Pen?“
Men lad dem povle, lad dem pedre!
Nedvandren til Afgrunden i
Vor ludlamshule Poesie
Kan ei Danfanas Præst fornedre.
Ham Engelen behøver ei,
Og Dyrene ham ikke høre.
Naar Menneskenes Hurlumhei
Tilstopper og hans Raab sit Øre,
Han borer under Biergets Elv
Med Sangens Piil et Hul i Jorden,
Og stiger ned med Lysets „Skiælv!“
At prædike for Diævle selv
I Helvede Kritikens Torden.
I apostolisk Martyrgang,
For Jøder, Hedninger, og andre,
Der under dem i Natten vandre,
At kalde med sin Bues Klang
Fra Dybets til Olympens Sang
Og fra den Mørkets fule vilde
Kocyt til Lysets rene Kilde,
Han bryder sig kun lidt om Rang —
Selv Navn, som her man nu kan have
Før man har rigtig lært at stave,
Og, som hvis nok saa høit det kom
Med noget meer end Døgnets Stempel
I Mindernes Roeskilde-Dom
Høit over Kongens Nytorvs Tempel
Dog ingen her sig bryder om —
Anseer hans Læsen af et strengt Kapitel
Saa lidt, som Ridderbaand og Titel,
Og hver personlig Pind og Hul,
Der er for ham saa got som Null —
Ja selv et Øgenavn, det være Magen
Til Pilen-Palens eller Hans,
Der ogsaa bærer Christians,
Giør ham i Digtdom meget lidt til Sagen;
Hvor end ham smiler mindste Haab,
At Synderen er end at redde
Paa vittig Vandvids bratte Bredde,
Han sparer ei sit Varselraab.
Saa hør da, hvad du hedder — Ole!
(For Rimets Skyld) dernede, du,
Hvor andre sidde kun paa Hu,
Bevinget, saa det er en Gru,
Min lille kaade springske Fole!
Du, som til Vands i Versekunst
Og Artighed jeg reed omsonst —
Der komisk lavt holdt op at plærre,
For dybt og høit at vaase værre,
Og som forunderlig med alt dit vilde Vaas
Beviiser Falkens Blik, din Fugl er ingen Gaas!
Siig mig, min Dreng — (At Lyden sig maa trænge
Dybt i din Barm, jeg paa dit Øre slaaer,
Som om jeg slog paa Stænger, ei paa Strænge)
Siig mig engang oprigtig, hvor det gaaer?
Siig mig, er Hornet, som du har i Panden,
Dit eget, medfødt, selvudsprunget, dit?
Hvad, eller har du laant det af en anden,
Og klinet det paa Kullen dig med Kit?
Med andre Ord: har du med Sort paa Hvidt
Frivilligen forskrevet dig til Fanden?
Hvad, eller er du blot af Procyon lidt bidt,
Og, som saa mange fleer, af Vandsky fra Forstanden?
Det Riimbrev, du har vrinsket mig
Dernede, hvor endnu med Ækkel jeg dig skuer
Imellem sorte Kryb og døde Fluer,
Er Aarsag, at jeg spørger dig
Endnu engang her inden fire Vægge:
Er i din overgivne Perial
Du kunst’g eller blot naturlig fuld og gal?
I hvert af disse Fald — ja selv i begge —
Hør du min mindre Svøbes Kiæledægge,
(Hvem jeg engang har giort den Ære dog,
At tugte som parnassisk Skolepog)
Stig op af Nedenundermøllebækken,
Og giør dig gal i hver en anden Flod!
Thi — trods din Plærren og din Qvækken —
Trods Biddet, og paa samme fulgte Skrækken —
Trods Sparket af min Muses lille Fod —
Saa dyrt du og mig har betalt min Skose,
Ved min Kritik i dit Lukaf at rose —
Til denne Læsebagens Urtebod
Er Din Makulatur uendelig for god!