Til Skibet, som førte Virgilius over Havet
(Horazes tredie Ode.)
(Horazes tredie Ode.)
Nu! saa styre dig Cypria,
Samt med Tvillingelys Helenas Brødrepar,
Medens Vindenes Fader, hver
Stormvind fængslende, blot lader Ïapyx ud,
Snekke, som min Virgilius
Anbetroedes! bring, bring ham i trygt Behold
Hen til Atticas fierne Kyst,
Og bevar mig min Siels elskede Halvedeel! —
O! dens barkede Bryst har dækt
Trefold Malm, der sit Liv først paa et skrøbeligt
Flaad betroede det vilde Hav,
Uden Frygt for den brat styrtende Lybikers
Skyekamp med Aqvilonerne —
For Hyadernes Mulm — eller den rasende
Notus’s Magt, der, som ingen, snart
Taarner Adria, snart trykker dets Vover ned.
Hvad Slags Død vel forfærded den,
Der uskrækket har seet Hvalernes Kiæmpe-Svam —
Afgrundbølgernes Sqvulpen — og
Tordenfieldenes gruerygtige Klippemuur?
Frugtløst fiernede Land fra Land
Viist en ordnende Gud ved det usællige
Hav, hvis dog det forbudne Spring
Over Sundene frækt vover et Fiælleflaad!
Alting bydende vovsom Trods
Styrter Menneskens Slægt frem i Formastelser.
Ildens farlige Himmelran
Skiænkte Folkenes Sværm Japets forvovne Søn.
Fra den Tid har fortærende
Soet, og utallige nye hidsige Febre sig
Spredt paa Jorden, og brattet os
Den nedglidende Veis fordum dog længere
Sikkre Bane til Acheron.
Voved Dædalus ei giennem den tomme Luft
Flugt, skiøndt ikke med Vinger fød?
Brød til Helvede selv Herkules ei sig Gang?
Intet skræmmer en Dødeligs
Voven; Himmelen selv stormer vort Overmod;
Og dets Travlhed tillader ei
Brødehævnerens Arm Hvilen fra Lynildsving.