Apologie for min Vidspilde
En Satire.
En Satire.
— Difficile est, satyram non scribere —
Man spørger aarle, spørger silde,
„Hvorfor jeg dog mit Vid — (mangfoldig Tak!) —
I, selv med synlig Umhu, rimet Snak,
Paa det smagløse, raa, og vilde
Makulaturens Pennepak
Vil spilde?“
Jeg svarer, som jeg er i Lune til,
Tildeels: fordi jeg kan — tildeels: fordi jeg vil —
Men dog fornemmelig: fordi der her i Landet,
I denne hierteløs døvstumme Tid,
Med velbemeldte Smule Vid
Umuelig lar sig giøre noget andet.
Hvi spilder paa det golde Field,
Og paa dit Høeslaage, mens du sover,
Phœbus-Apollo hist i Væld paa Væld
Det Straaleflud, der evig flyder over?
Fordi han rutte kan dermed! —
Hvi gaaer han hele Halvaar aldrig ned,
Hvor ingen Skabninger sig sole?
Hvi spilder han det skiønne Farvespil
Paa lutter Iis om begge Pole?
Fordi han vil;
Fordi ham lyster Straaler at nedregne
Paa sin Spadseregang
Foruden Ophør allevegne. —
Men, naar den stegne Dagens Gud,
Med sine lyse Pileskud,
Isteden for af Natten frem at lokke
Cytheres Fuglechor og Floras Blomsterflokke,
Kun Myg og andet Utøi klækker ud,
Saa giør han det, fordi, ved Dynd kun at berøre,
Det bedste Solskin ei kan andet giøre —
Fordi der blir nødvendig Søl,
Hvor Solen straaler i en Pøl —
Fordi der blir nødvendig Mudder,
Hvor Ilden sætter sig mod Vand,
Og sund Forstand
Mod bare Sludder. —
See! det er (sammenlignet Smaat med Stort)
Tilfældet og med de smaa Pile,
Jeg i mit Lunes Kogger ei lar hvile,
Naar jeg gaaer ud paa Jagt med muntre Smile
Hver Morgen af Parnassets Østerport,
For paa min Læseverdens Mark og Hede,
Den Smule Lys jeg har at sprede.
Hvis det er spildt, i Himlens Navn!
Der meer gaaer spildt end det i Kiøbenhavn,
Beliggenheden for Exempel,
Tobak, Papir, deels med, deels uden Stempel,
Ruiner, Forelæsninger, og Snee,
Og alt hvad Præsten præker, skal man see.
Hvis Lyset er aldeles spildt ved Polen,
Mon Skylden er hos Jorden eller Solen? —
„Men, siger man, din Fader i sit Spil
Maae gaae den skieve Gang, som foreskreven
Ham eengang er for alle bleven,
Og kan ei dvæle hvor han vil.
Naar henmod Aften det blir silde,
Saa maae han til Amerika,
Saa nødig han formodentlig og vilde
Herfra.
Hans Fødder maae nødvendig Snavs berøre,
Da han til Siden ei kan springe paa sin Vei,
Du derimod kan vælge selv dit Føre,
Og altsaa har du hans Undskyldning ei.
Høit over Skiemtedigtets Enemærker,
Du kan jo tage Syvmiilestøvler paa,
Og bred og lang din lyse Bane gaae
I store Værker
Hen over Dagens Hurlumhei.“
Nei, kiære, gode Læser, nei,
Det lar sig og for mig ei giøre!
Jeg og maa gaae Naturens Gang
I min aldeles ei utvungne Sang:
Jeg retter mig i Høiden og i Længden
Saa lidet efter mig, som efter Mængden.
Da jeg var lille, knap en Alen lang,
Nu lidet under tre, hvis jeg mig ogsaa hænger,
Jeg ei kan giøre mig en Alen længer!
Kortvillig fød, jeg driver Tiden bort,
Og hvad mig keedeligt i Livet rammer,
Af egen Drift, med Epigrammer,
(Og er jeg noget villig, er det kort.)
Og dog jeg stundom sees mig selv at svigte
Med næsten oehlenschlägersk lange Digte. —
Hvad Føret angaaer, maa jeg gaae
Hvor Musen byder —
Følg, siger hun, der Vei, hvorpaa
Du seer kun Faa!
Og dette Bud jeg her, som saa,
Langt fra den store Hob adlyder.
Men sæt engang, jeg og formaaede meer
End jeg formaaer i Poesien —
Sæt, at jeg havde Grunker i ’en,
Og meer end det Par Skillinger man seer —
Sæt, at jeg havde Banco selv, og kunde
Grossere, hvad man kalder det, paa Prent,
Jeg gad dog vidst, hvorledes og hvorlunde
Jeg, som velhavende Skribent,
Parnassets Handelsflor vel skulde her oplive,
Hvor ingen vil sig af med ægte Handel give —
Hvor man ei Tiden blot, men Evigheden vil
Fordrive blot med Lykke-Spil —
Og Himlen overlader ganske Sorgen
For det udødelige Liv,
Naar man ved Tiggen, og ved Borgen,
Kan stoppe det i Tidsfordriv
Blot til i Morgen?
Her, hvor man hader alt, hvad der bær Præg
Af Flid og Kundskab og alvorlig Tanke —
Hvor selv i Videnskaben Lærd og Læg,
Naar de kan spille nærmest kun til Væg,
Og paa den første, bedste Planke
Lidt, som i Kunsten, ride Ranke,
Professorere lige got —
Her, hvor der netop leves underhaanden
Saa legemlig poetisk flot,
Tak skee den store Fattigdom i Aanden —
Hvor Tommeliden i sin Tommeltot
Med Hæder meer udmærket sidder,
End nogen fordums Danparnassets Ridder
Sad i sit store Trylleslot;
Med Ære —
Hvorledes skulde man vel her sig ad
Med en uhyre Digterrigdom bære,
Hvis man var virkelig en Matador,
Og i lidt meer, end i det Lille, stor?
Hvad skulde man vor Læselyst forære,
Ifald man var en Tasso, en Voltaire,
En Milton, Wieland, eller Klopstock, Kiære!
Det jeg dog gierne vide gad?
Har Klubber fyldte med Aviser,
Og Fruerstuer med jeg veed ei hvad,
Vel Rum til tabte Paradiser?
Og er der Plads paa det uhyre Syltefad,
Hvor nu vor Luxus sig forspiser
I Kaviar — for Aandemad?
Mon en John Milton blev velkommen
Ved Nutidssmagens Digterbord,
Hvor en John Bull afsiger Dommen
I Poesie med bare Vommen,
Fast uden Ord?
Nu skal man see, man læser Messiader
I Ulkegader —
Selv der, hvor man om Pladser slaaes,
I Himmelen paa Hallands Aas,
Hvor Erkedigtekunsten eene
Har hiemme, som de got Folk meene,
Der ingen andre Pedes ret forstaae,
End dem med Skoe og Støvler paa —
Der intet kiende til den indre Scene,
Hvor Personalet er en Tanketrop,
Hvor Lyset uden Stage fores op,
Og Følelser i Nektar sig beruse
Foruden Kruse —
Selv der maa Musen, der nu giælder alt,
Saa meget mueligt giøre sig til Pige,
Til Heger, Walter, eller Zink at sige —
For at beundres, som Gestalt.
Er ikke spildt aldeles her Rolf Krage?
Hvi skulde (kunde jeg det og) min Hu
Staae til, omsonst at digte een endnu?
Er Masken ikke selv i vore Dage
For vittig, og for moersom, og for skiøn?
Og stod vel Holberg selv, ifald han kom tilbage
Med mere kræsen Smag, for Kiønnet at behage,
Der ei ved Siden af sig selv en kiøn?
Troer man at Shakspear her vel giorde Lykke
Med noget tragisk fuldendt Mesterstykke,
Her, hvor man seer sig glad i det barokke Speil,
Der reflecterer i det Store
Hans Feil?
Mon Mackbeth vel os vilde more,
Hvis Forestillingen ei blev lidt meer forhext,
Hvis ikke, som Romeo og som Trina,
Semiramis og Dsjingiskan i China,
Den blev os givet uden Text?
Spildt er paa Scenen hvad til Aanden taler,
Spildt, som i Kirken, hvert Guds Ord!
Kun for Idoler, ei for Idealer
Har Sands den nye Sydlighed i Nord,
Der førtes ind af Sangens Geert Vestphaler, —
Som, reist utrolig mange Miil,
For at uddanne Genialiteten,
Kom hiem (lig hin til Hadersleb fra Kiel)
I Kunst, som om han aldrig havde seet ’en:
Tak skee det regelløse Tryllerie,
Bedøvelsen deraf, Beruselsen deri,
Med Sands for det fuldendte skiønne Heele,
For Simpelhed og Harmonie,
Og Tankstemplet paa de mindste Deele,
Kort sagt, for hvad Kritiken i hver Alder
Har kaldt og kalde vil, og eene kalder
Fuldkommenhed i Værker af Genie,
Det er hos os saa got, som reent forbi.
Hvis af og til og noget saadant hyldes,
Hvis selv det Ædle stundom Bifald vandt,
Det ikke dette selv, men noget dermed blandt,
Var det og blot dets Splinternyhed, skyldes.
Hvad? eller bilder man alvorligen sig ind,
Ifald Apollo selv steeg ned fra Hellas Himmel,
Og viste sig omkap med, for Exempel, Rind,
I Skuespillen for vor Nutids Skuevrimmel,
At denne Vrimmels Sands og Sind,
For alt hvad der udmærker Guden,
Ei vilde være ganske blind?
Troer man, at Frydendal ei veed ret got,
At naar et halvt Dusin Parterre-Lapper
Imellemstunder og hans Spil beklapper,
At man dets Sieldenhed beklapper blot?
Troer man, hvis Vrimmelen paa samme Tid blev buden
Til Giæst i Melpomenes Hal og Hul —
Hos Oedipos Tyrannos og John Bull —
At den ei lod den første have
Sit Alvors Nektar og Ambrosia
For sig, og skyndte sig derfra
Til dennes Porter, Beef — etcetera,
Til Bordet, hvor allene Vertens Mave,
Som falstaffeert Polichinelli-Vom,
Der har af Ridder Falstaff kun hans Flom,
(Især naar den aldeles sig udtaler)
For den solide Smag har mere Værd
End alle Hellass Guders Idealer,
Og alle Romas Skyggers Heltefærd? —
Hvad? troer man virkelig, det skiønne Store
Blev ændset af et Hurra-Publikum,
Hvis Afgud, for det ret tilgavns at more,
Maa være reent dørstolpedum —
Og krydre selv sit Lirum-Larium
I Ludlams Else-Davids-Skole-Psalter
Med Kirsten Kimes- og Peer Døver-Brum
I Chor af Elser omkring Freias Alter,
For at faae topfuldt Auditorium —
Og vække dette selv til Klap op af sin Slum?
Vee, nuomstunder, i den Sværm af Fluer,
Og smaae Harpyer, hvorhen Kunsten skuer,
Hvad der er skiønt, og reent og puurt! —
Bethuliaden gik, som den var smurt,
Og var den bare bleven lidt forbuden,
Fast ingen, der bidrager sit
Til vor Oplysnings Tarv, og Musernes Credit,
Ved Kiøb imellem af lidt Sort paa Hvidt,
Var den maaskee som Huuspostil foruden.
Jo! jo! nu skal man see, Herr Lurifas,
(Jeg mener dig, der kiøber slige Vare)
Du kiøbte, kom den ud, en Ilias?
Tarare!
Spørg en Grønlænder kun, om han,
Saa meget han og giør af ægte nordisk Tran,
Gier mindste Sælhundskind for Sydens Lækkerheder,
For artisk Salt, for Romersk Iis,
Og indianske Fuglereder?
Før gier han maaskee mig — blot for en Priis,
Hvormed jeg pirrer Næsen — hele Hunden —
(At sige: for at putte den i Munden.)
Den giængse Smag i Hovedstaden vel
Er næsten græsk i legemlige Sager,
Og vore Fædre sulted vist ihiel
Imellem fast platonske Sukkerkager,
Hos vore vorne Drenges Iulebager;
For saavidt er den fine Sands
Beundringsværdig almeen her til Lands,
Og næsten klassisk, selv i lave Klasser;
Men Smagen i det Aandelige passer
Til den, som Oehlenschlägers Muddersang
Til Weysses Æolsharpeklang,
Som Særk af Seildug til en Sølvmors Trøie,
Og knyttet Næve til et aabent Øie;
Thi den er grønlandsk halv, og halv vestphalsk,
Tilsammentaget: kamskadalsk
Hos Mængden,
Der elsker, Tiden at forslaae
Med Morskab, den kan ta’e og føle paa,
Og seer, i Skiønhed, kun paa Tykkelsen og Længden.
„Men Mængden,“ siger man maaskee,
„Hvad bryder du dig om, hvordan den dømmer?
Dig allermindst blandt alle sømmer,
Paa Mængdens Appetit at see!
Den er i vort, som alle Lande,
Blind for det reene Gode, Skiønne, Sande —
Det veed vi alle; men kun Scenens Skiald
Behøver Hensyn og paa den at tage —
Da det fortrinlig blev hans Kald,
Dens vilde Raahed at opdrage —
Du sidder i din egen Hald,
Hvor det jo staaer til dig, blot at indbyde,
Hvad der forstaaer, med dannet Sands at nyde —
Hvi gier du ikke Kredsen af de Faa,
Der skye, som du, det Vilde og det Raa,
Hvad den er lysten efter, og forlanger
Af Emmas og af Thoras Sanger?“ —
Ha! jeg forstaaer! Hvert Aar et episk Digt
(Om ikke meer) Udødelighed værdigt,
Jeg altsaa burde giøre færdigt,
For de ti — tolv, der læse sligt,
Ei blot med Øiet, men med Siælen,
Andægtig, meer end eengang, og med Dvælen? —
O! søde, salige, mit Hierte kiære Pligt!
Hvor føler jeg din Hellighed, og Lønnen
For din Opfyldelse ved Roden her af Rønnen,
Der bærer dine høie Grenes Bær!
Men ak! med Livets sammenbundne Vinger
Jeg griber, gamser, hopper, springer,
Og er mit Hiertes Attraa lige nær!
Den hænger mig for høit, den Ære,
Lig salig Suhm, mit elskte Dan
En Bog-Udgave paa den anden at forære,
Da jeg Pap’ret ei betale kan!
Ja, kunde jeg faae dette gratis,
Og havde jeg til Trykken qvantum satis,
Og een kun af de Tolv, jeg regner paa,
Tog Hundred Exemplarer strax i raa
Materie — maaskee jeg ogsaa bredte
Lidt, meer mig ud i tykke Bind —
Og mindre, hvad i Kunst jeg evner, spredte
Paa Hefte-Blade hen i Veir og Vind —
Maaskee jeg og mit Hverv, at nytte som at more,
Drev noget meer i det saa kaldte Store —
Maaskee! Thi, for at sige sandt,
Jeg tvivler paa, mit Sangtalent sig skikker
(Ifald og Understøtrelse det fandt)
Til Anlæg af poetiske Fabriker —
Desuden troer jeg, at den lille Hob i Nord,
Der foretrækker Kunstens Gudebord
For Industriens Ridder-Taffelrunde,
Vil med Horazer og Catuller heller lee,
End med Alpiner og Luciler blunde —
Og jeg blev gaaende paa Sokker, skal man see,
Hvis paa Kothurner og jeg spanke kunde.
Dog, hvorom alting er, for første Gang
Jeg stemte her min Jenselige Lire
Til egentlig Hans Mikkelsensk Satire,
Trods den medfødte kiælne Klang,
Der Honningbiens Braad i Surren gjerne dølger —
Det skyldte jeg den Hob, som mig forfølger,
Og grum, som dum, til meer end Skiemt mig tvang;
Men dermed og at lade det bevende,
Og Mester-Mikkel-Tugtelsen at ende —
Det skylder jeg mit eget Hang;
Thi, sandelig, trods Tidens Skoles Trang
Til Riset, Juvenalis svang,
Hver Bitterhed, endogsaa blot i Sang)
Mit eget bløde Hierte mere saarer,
End Bagen paa de birkebarkte Daarer.