Jens Baggesen (1764–1826)

Uagtet der neppe kan tænkes nogen fædrelandskierligere Hensigt, end den, jeg har med nærværende danske Maanedskrifts Udgivelse; og uagtet fast enhver dertil bestemt Afhandling noksom vil udvise for upartiske fornuftige Medborgere, at uegennyttig Lyst til at bidrage mit til Litteraturens Forædling, besiæler min Røgten af det Kald, jeg, selv paa mine Fienders Ord, maa troe, at have faaet, holder jeg dog for — med Hensyn paa Mængden af letsindige Domme — foreløbigen at skylde Sagen og mig selv en nærmere Erklæring.

        Der var en Tid da jeg var elsket i mit Fædreneland; og ingen veed bedre end jeg, at denne Tid er ikke meere. Jeg elskede det dengang, som et Barn, og blev elsket igien, som et saadant; min Alder og Uerfarenhed tillod mig ikke, klarligen at indsee, hvad der i nogetsomhelst aandeligt Anliggende tiente til dets Beste; og, saae jeg det end stundom, tillod den Ynglingen, ikke blot klædende men paaliggende Beskedenhed og Agt for Ældre mig ikke, at sige saa ganske ligefrem hvad jeg saae, som den alderstegne modne Lysets Ven tør og bør det i sin Sphere. Lysten til at elskes gik desuden naturligviis med Aarene lidt efter lidt over til Streben efter at agtes; ligesom, i og med samme, Forsøgene paa at more forvandledes til maaskee mindre heldige, men sikkert langt fortienstligere Anstrængelser for at gavne. Dette allerede, som en mindre elskelig Fremgang hos Skribenten — tilsammentræffende med en, desværre, vel meer end noksom følelig Tilbagegang i hans hiemlige Spillerum — forklarer tilstrækkelig Tabet efterhaanden af en Yndest, der lidt efter lidt naturligviis ogsaa under saadanne Omstændigheder tabte noget af sin Ynde.

        Et temmelig langt Ophold uden for mit Fædreneland, og, medens dette, under Arbeidet for at danne mig det Fortrinlige deri, dets egentlige Dannished, værdigere, Beskæftigelsen med Aandsøvelser, der syntes et andet Parnas end Herthas helligede — et vist udenlandsk taaleligt Navn og Rygte i den større literariske Verden — og især en Slags Giæstedragerskab i den tydske Litteratur, fiernede endnu meere fra mig den Hiemmets aandelige Kreds, der hellere gaaer tilbage paa egen Haand, end fremad ved en andens. Kommer nu til, at Litteraturvæsenet her hiemme i de sidste Tider var blevet, hvad man kalder et sluttet Selskab — hvori jeg blot af og til som reisende Medlem syntes at indfinde mig — maatte jeg virkelig have tabt al Tidskynde, Menneskekundskab og Skiønsomhed, hvis jeg, for nærværende Øieblik, i det, der opmuntrede og lønnede min Stræben for tredive Aar siden, troede at kunne maale mig med den mindste Dverg i Modens Poësie, end sige med sammes største Kiæmpe. Ogsaa forsikkrer jeg høitideligen, at det hverken er mit Øiemed eller Attraa. Ikke, som om jeg var ophøiet over al forfatterlig Forfængelighed — ikke, som om det jo endnu vilde kildre mig, at elskes af det Fædreneland, jeg umueligen kan aflade at elske — ikke heller, som om den mig engang vinkende Krands havde tabt alle Fortryllelser for mig; men fordi jeg har en ganske anden meget høiere Hensigt, end alt dette, og fordi jeg aldrig attraaer, hvad jeg eengang veed, jeg umueligen kan opnaae. Selv om jeg nu paa eengang vendte om fra den Vei, jeg tidlig foresatte mig at vandre, for at naae mit langt ud over Nutidens Hvilehøis Kors¹ liggende Maal, vilde der være for sildig. For at bringe det i Hellighed til den Høide, at hænge sine Handsker paa Solens Straaler, maa en poetisk Hellig-Anders indride Parnassets Slagelse-Marker paa et nattegammelt Føl, og ikke paa en stiv halvtredsindstyveaarig Kleppert. Som Døgnskribent har jeg eengang for alle fordærvet det med mine Samtidige. Ogsaa om sit gode Navn og Rygte kan den i Ry komne, for Resten nok saa uskyldige, fædrelandske Muse sige med andre Jomfruer:

saalænge der nemlig handles om den Ære, der har blot Navneværdie til en vis Tid og paa et vist Sted — den Ær, i hvis populare Tempel Kozebue langt overstraaler alle sine glimrende Medbeilere — med eet Ord, den Ære,

ingenlunde af Foragt for den (thi sandelig, ingen Yndest, intet Bifald, ingen Hæder er at foragte) men af Agtelse for noget høiere, og af Kierlighed til noget varigere. Dette veed jeg, og vidste det allerede længe. Hvo der har læst mine Forsøg i Modersmaalet, kan have lagt Mærke til, at det ikke var Digterkronen, jeg især lagde det an paa at vinde; og hvo der har kiendt min Færd og Fremgangsmaade i det virkelige Liv, maa sige sig, at jeg snarere har modarbeidet min Digterlykke, end lagt det an paa, at befordre og sikkre den. Eene, fra Begyndelsen af min Skribentbane, uden støttende Familieforhold, uden fremhielpende Slægtskab eller Svogerskab, stræbte jeg ikke engang at afhielpe disse Mangler ved andre sikkre Midler til Popularitet, som (Evald undtagen) hver anden Digter i Dannemark meer eller mindre har benyttet til en Slags Rodfæstning af sit aandelige Træ i Selskabet og den virkelige Verden. Ikke Medlem af noget kiøbenhavnsk Selskab, ikke engang af nogen Klub; intet Led i nogen borgerlig Kiæde, aldeles ingen Rolle spillende (selv sielden Tilskuerens) paa noget offentligt eller privat Theater; ikke tilhørende noget Corps, ei engang Studenternes, end sige Professorernes; uden Interessentskab, udelukt af enhver større eller mindre Broderkreds, privatiserer jeg i egentligste Forstand, ikke blot uden partisk Publikum; men uden mindste Tilhold i paakommende Tilfælde af et Privatissimum. Skiøndt Frimurer, har jeg kun een eneste Gang, for mange Aar siden, indfundet mig i den herværende Loge; og hvor lidt jeg hører til det Skandinaviske Litteraturselskab, der blev stiftet i min Stue, kan man see af Listen paa dets Medlemmer, hvoraf mit Navn er udryddet. Sandelig, havde jeg efterstræbet nogensomhelst Dictatur i Sangens Rige her hiemme, havde jeg, som man vil beskylde mig for, lagt det an paa, at hæve mig selv eller nedtrykke andre i den offentlige Mening, vilde dog vel det første, jeg havde sørget for, have været, paa een eller anden bekiendt selskabelig Maade at tilvinde mig et Partie; det er neppe selv mine Fiender troligt, at denne paafaldende Forsømmelse fra min Side, skulde reise sig af blot Eenfoldighed, eller Uvidenhed. Thi saameget maatte jeg i det mindste have lært, ved Omgang med store Rollespillere udenfor mit Fædreneland, at man umuelig kan stige høit i nutidig offentlig Anseelse, uden ved Hielp af et hurtig hævende Partie, eller formedelst en langsom varsom og taalmodig Kryben. Det sidste Middels Anvendelse falder det neppe nogen ind at tiltroe, end sige forekaste min kritiske, og ikke sielden satiriske Gienganger.

        Jeg gientager altsaa ved Aabningen af denne ny, den danske Genius helligede Hytte, hvad jeg paa hundrede Maader har yttret og viist: at det nemlig ikke er min nutidige Hæder, min borgerlige Anseelse, min personlige Vinding; men det inderlig elskede Modersprogs Helligholdelse og Bevogtelse jeg har for Øie. Mit Kaldsbrev til et lille sprogphilosophisk og æsthetisk-kritisk Præsteskab, har jeg indvortes i mit Hoved og Hierte, og udvortes i mine literariske Venners og Fienders eenstemmige Tilstaaelse. For saavidt en vis Opofrelse af jordiske Fordele, udstandne Prøver, og allehaande smaae og store Forfølgelser, synes meere at forøge end at formindske Værdigheden til himmelske Kaldsforretninger, troer jeg og at turde smigre mig med en meer end almindelig Indvielse. Men forsaavidt en hvilkensomhelst Helligdoms Bevogter, i sin stridende Kirkes farefuldeste Tid, fremfor alt behøver et uforfærdet Mod, urokkelig Fasthed, og smilende Foragt for legemlig Død og Undergang, veed jeg, at den ældgamle Moder Dana selv, ingen kiækkere og trofastere blandt hendes Sønner havde kunnet vælge til Præst i sit Danfana.

        Jeg aabner det her med en ny Begiængelse af de fordums Isis-Mysterier, saaledes som især tre Helligdommens Indviede, ved deres unge Musers Optræden, have sat mig istand til at fire dem. Gaaden: Det evige Sindbillede, kan overalt ansees som Forgaarden til nærværende Danfana, i hvilken Sphinx ligger Indgangen vogtende, som i flere Oldtidens Templer, eller — uden Billedsprog — benævnte Gaade indeholder i Korthed Texten til dette philosophiske og poetiske Maanedskrifts følgende Forklaringer, det være sig i Afhandlinger eller Sange.

        Maatte de faa Ædle, hvem Menneskehedens Eene Fornødne, min Gaades hemmelige Kierne, og Fædrenelandets herlige Paladium, Sproget, ligger paa Hierte, ane, forstaae, og tilsmile min i Hensyn paa mit forgiængelige Selv høist utaknemmelige Bestræbelse; Dog — hvis og ikke —

        Skrevet den 1ste Januar 1816.