Jens Baggesen (1764–1826)

Sandelig siger jeg Eder, og visselig vorder det opfyldt:

Jesus Christus igien, i sin Herlighed, kommer tilbage

Til den ham elskende Hob, og fornyer de Troendes Samfund.

Samles skulle vi alle til ham omsider; men til den,

Elskede Brødre, bestemmer kun Een, al Skabningens Styrer!

Agter om saadant ei Sagn, og Beregninger, truende Varslers

Tegnforklaring, og Breve derom, udgivne for vore,

Hvilke, som nær, forkynde hans Dag, og hans ventede Gienkomst;

Thi den kommer da først, naar det store Slægternes Affald

Heelt er fuldendt, og Fordærvelsens Søn, hin Synderes første,

Helvedes Helt, i en Menneskekrop, vidt seirer paa Jorden:

Han, som imodstaaer alt, og opløfter sig over, hvad alle

Nævnede høit, guddommeligt, stort, og værdigt, og helligt;

Han, som sig selv fremstiller, med Trods, i den Eviges Tempel;

Sætter sig dristigen selv paa den Eviges Throne, med Almagt

Pralende, fordrende Dyrkelse rundt som eeneste Guddom.

        Kommer ihu, hvad med Eder foreent, jeg sagde tilforn alt!

End gientager jeg Ordet i Skrift: Hvad Dagen opholder,

Er hin Mørkhedens Aands hvert Lys udslukkende Fremfærd,

Hvilken skal aabenbares os først, før Dagen oprinder.

Alt er i Værk Afgrundens dens Gry forhindrende Forsæt:

Ondskabs Hemmelighed ei er meer tvetydig; og klart sees

Alt Udrydderens Plan! Fuldt aabenbart er det Onde.

Selv dets Fyrste sig skiuler ei meer! Dog ryddes af Veien

Dagens Bekiæmper; som Skyggernes Mulm hensynker for Solens

Opgang, synker din Nat, du Forfærdelsers Fyrste for Christi

Dag! Med sin Aande henvister din Magt snart Lysenes Fader;

Og du forsvinder, et Intet, forglemt, ved hans Herligheds Tilkomst!

        Aabenbaret er nu hin Magts Nærværelse; kundgiort

Efter den Maade, hvorpaa den Forbandede, Mørkets Behersker,

Satan virker: ved al Slags Vold, løgnagtige Jertegn,

Kraftige Gierninger, Undere lig, og ved hemmelig Trædskhed,

Og ved bestandig Forføren til Uretfærdigheds Udaad.

Vee! og de Svage, som ei modtoge den frelsende Sandhed,

Hvilken dem sendtes fra Gud, slaae Lid til Løgnen, og Løgnens

Helt; sig styrtende selv i Fordærvelse, slagne med Blindhed,

        Saa vil forgaae den vanartige Slægt, som i Daarskab og Udaad

Skiændig Behag fandt, hadende Lys, og Sandhed, og Retfærd.

Men vi prise den Evige, vi, som i Kiærligheds Samfund

Handlede Sandheden troe, Retfærdigheds Venner, og Lysets

Fromme Tilhængere! Lader os ei afskrække! Naar Mørket

Svinder (det svinder engang!) opgaaer vort evige Haabs Dag.