Naar tvende Rigers Brødrestemmer lyde,
Fra Slot og Hytte, henrykt til Din Priis,
Naar Hiemmets Jubler Tak Dig og Beundring yde,
Mens Fremmede maa selv, trods Avind, lydt udbryde:
„De Danskes Eiegod er stor og viis!“
Naar Barder (o! den eviggrønne Krone
Mig vinker mindre skiøn, end disses Held!)
Besiælt af Din dem nære Guddom, nær Din Throne,
Bestraalt af Himlen i Marias Smil, Dig tone,
Beruust af Fædrelandets Glæders Væld —
Hvad kan da den landflygtige Camene,
Fortrolig kun med Veemods Melodie,
Som, Halcyone lig, hensukker Livet, ene
Blandt fierne Klipper, langt fra Hiemmets Hippokrene,
Dig nynne — værdigt Danmarks Harmonie?
Og jeg var eengang blandt de Lykkelige,
Hvis Lod — misundt af hvert et Sangens Folk —
Det blev, at krandse Mod og Dyder i det Rige,
Som friheddannes af en Hersker uden Lige,
Da blev og min Begeistring Glædens Tolk;
Da greb en Gud min Aand, hvis Ild fortærte
Mit Støv, og luttred’ det til Himles Lyst;
Da slog, af Brødres Fryd oplivet, høit mit Hierte;
Da soulmed’, trods hvert Nag af egen jordisk Smerte,
Til Sang om Danskes Salighed mit Bryst:
O Du, den ædleste blandt Jordens Helte,
O Fredrik! stor i Fred, og stor i Krig!
Da tolked’ jeg den Graad, som mine Brødre fældte,
Hvergang det Danmarks Held og Danmarks Ære gieldte,
Ved at erkiende Nordens Skiold i Dig!
Da blandte jeg med glade Barders Toner
Min Harpes Klang, mit Hiertes høie Raab;
Og, skielnet selv i Chor af krandsede Teutoner,
Udbredte jeg min Sang til Sydens næste Zoner
Om Tvillingrigets Lyst og Nordens Haab.
Men nu! Hvad kan, hvad tør en Flygtnings Læbe,
Som Skiæbnen fierned fra det elskte Nord?
Hvis Jubellyd, som frem af knuste Hierte stræbe,
Ubodelige Savn i Fødslen grusom dræbe?
Hvad kan en Jisfugl — langt fra Lundens Chor?
Sig hæve kan den! end engang sig svinge
Fra sit eensomme, fierne, tause Skiær!
Og, trods den Afgrunds Magt, hvis Taarne den omringe,
Med nordisk Mod og Lyst paa sin Beundrings Vinge
Høit overflyve Mørkets hele Hær —
Lydt giennemskingre Nat og Storm og Torden —
I sidste Suk omnynne Herthas Ø —
Endnu engang, Dig nær, o Fredrik! i Dit Norden
Lovsynge høit Din Daad, Dit Værd for hele Jorden —
Henflagre til Dit Alters Fod, og — døe.