»The puller down and setter up of Kings —«
Shakespeare.
1.
Henne fjernt i Verdenshavet,
Hvor de sjeldne Fiske gaae,
Gisped, levende begravet,
Han som før de Tusind aved,
Drot nu over saare Faa;
Der hvor Solen brænder Søen
Og hvor Søen brænder Land:
Sanct Helena hedder Øen
Og Napoleon hedte han!
Verdens Imperator, krummet
Laae nu paa sin Sotteseng,
Skulde gjennem Himmelrummet
Fare til Elysiets Eng.
2.
Og han reiste sig fra Puden.
Og det regned udentil,
Og han hørte Pladsk paa Ruden
Og han hørte Hundens Tuden
Og han hørte Vindens Spil.
Mat han stirred paa et Billed,
Paa hin kjære lille Dreng,
Som han gjerne havde villet
Skulde staaet ved hans Seng;
Og han stirred paa Portraittet,
Retsom fritted Skjæbnen han,
For at han, i Sjælen lettet,
Kunde gaae til ukjendt Land:
3.
»Det kan ikke vare længe —
Frankrigs Throne styrter om,
Og de grønne franske Enge
Blive atter Ærens Senge!
Men naar Thronen saa staaer tom,
Skal vel da Napoleoniden
Sættes paa den blanke Stol,
Og vil Folket og vil Tiden
Mindes den nedgangne Sol?
Vil det fine Østrig give
Hvad det gjemmer i sit Skjød,
Give Frankrig ham ilive,
Som for Frankrig nu er død?«
4.
»Ja, jeg seer det: Barricaden
Kastes op i mit Paris!
Blodet flyde vil fra Gaden
Ned i Seineoverfladen,
Det gaaer til paa Krigerviis.
Naar saa gamle Konning flytte
Maa, som jeg, til engelsk Strand,
Reises da min Billedstøtte
Monstro i mit kjære Land?
Sættes Cæsars Søn paa Thronen,
Eller glemmes det, at jeg
Kasted Æreslegionen
Hen paa Frankens Verdensvei?«
5.
»Skal Lætitia nogensinde
Hos sin unge Sønnesøn
Glimt af Sønnens Kræfter finde
Glimt, der om mit Sværdslag minde,
Echo af mit dybe Drøn?
Eller skal min Slægt forbandet,
Tumles om paa viden Jord,
Landsforviist fra Fødelandet,
Huusvild rundt i Syd og Nord,
Ikkun Arvinger af Ryet,
Der omstraale vil mit Liig,
Kun Beskuere af Gryet,
Som blev antændt først af mig?« —
6.
Som han saadan grunded over
Sønnens timelige Færd,
Om blandt Flinter og Kartover,
Kamp paa Land og mellem Vover,
Reichstadt skulde drage Sværd,
Stod bag Billedet af Drengen
Pludselig en Skabning frem,
Treen alvorlig foran Sengen
Der hvor Vindvet stod paaklem:
Høi, med hvide Svanevinger,
Smuk med Sølverbrynie paa,
Sanct Georg, hin Dragetvinger,
Krigens Gud, mon for ham staae
7.
»Du som Revolutionen
I dit Hjemland dæmpet fik,
Men som falsk dog svigted Tonen
Og paasatte selv Dig Kronen
I den frie Republik!
Du som skued Pyramiden
I det africanske Strøg
Og som, aldrig træt af Striden,
Gjorde hver Dag nye Forsøg,
Snart henover Appeninen,
Snart hvor Donau ruller mørk,
Og som, stolt midt i Ruinen,
Gjorde Verden til en Ørk —
8.
»Du, den unge vilde Rytter
Paa Arcolas Tordenbro;
Potentaternes Forflytter
Fra Pallads til ringe Hytter
Og fra Liv til Gravens Ro;
Som besad en egen Stjerne
Og en Austerlitzer-Sol;
Du som vistnok saare gjerne
Havde fra sin Kongestol
Drevet Gud selv, om Du mægted,
Og saa sat Dig selv derpaa,
Og saa med Cheruber fægtet,
Til de Alle døde laae« —
9.
»Du som dræbte mange hundred
Tusinder i grufuldt Mord
Og dog stedse gik beundret
Hvorsomhelst din Torden dundred,
Hvorsomhelst din Lynild foer;
Stifter Du af Dynastiet,
Som skal uddøe med din Søn!
Herrens Røst har længe tiet,
Overtordnet af dit Drøn;
Nu den stævner Dig til Dommen,
Enghiens Mørder, mærk det vel:
Hører ikke hist Du Trommen,
Hvor den lyder til Appel?
10.
»Solen skinner, Regnen falder,
Regnbue smuk paa Himlen staaer;
Hundens Tuden paa Dig kalder,
Du skal op til hine Haller!
Udenfor din Stridshængst gaaer,
Den som bærer over Buen,
Over Farvebroen Dig!
See, den støtter ind i Stuen,
Utaalmodigt teer den sig:
Det er hvide Dødningganger,
Som Dig hæver til det Blaae,
Hvor din gamle Garde pranger,
Dine Generaler gaae!« —
11.
Og den gamle Keiser reiste
Sig fra Leiet langsomt op;
Manken høit iveiret heiste
Hesten udenfor og kneiste,
Bugtende sin hvide Krop;
Foer saa med sin stolte Ridder
Over Farvebuen hen,
Hvor de mylrende Geledder
Vented paa den gamle Ven.
Men da han nu Stedet naaede,
Raabte Vagten hurtigt ud
Og da treen paa gammel Maade
Hæren frem til Hug og Skud.
12.
Rask med Trommer og Standarter
Kom de plumpe Drengebørn,
Som med sorte Knebelsbarter
Havde gjort saamange Farter
Med den gridske Keiserørn.
Og de hilste ham med Glæde
Og nu klang da, retsom før,
Hvor han frem blot vilde træde,
Høit et vive l’empereur!
Og med Venlighed han taler
Til den hele store Hær,
Til de høie Generaler,
Til Soldaten, hver især.
13.
Med bedrøvet Aasyn skuer
Han paa saare Mange hen:
»Hvad vil Du, som staaer og truer,
Troer Du, at dit Blik mig kuer?
Gaa, Moreau, Du falske Ven,
Gaa til Tydskeren, som stander
Langt fra vore franske Mænd,
Gaa Du hen til Alexander,
Men fra os dit Øie vend! —
Ha, Dessaix, kom til din Keiser,
Kom, Duroc, jeg elsked Dig
Og dit Mindesmærke kneiser
Hvor jeg fandt dit elskte Liig!«
14.
»Ha, jeg træffer flere Svende:
Murat, ræk mig kun din Haand,
Sørgelig var jo din Ende!
Skjøndt Du Dig fra mig mon vende,
Kom, forsonet er min Aand! —
Ha, du Gjæveste blandt Gjæve,
Tappre Ney, kom i min Arm,
Du hvis frygtelige Næve
Gjennembored Russens Barm! —
Hvad, vil her Du spionere?
Taus, Fouché, gaa Du forbi!
Du kan ikke gjælde mere,
Himlen har ei Politik.«
15.
»Stille, stille, Josephine,
Det var jo kun Politik:
Jeg har elsket Dig og Dine,
Elsket denne fromme Mine,
Dette sværmeriske Blik! —
Ikke mellem Flokken her« —
»Ak, den stærke Seiervinder
Skal ei døe for fremmed Sværd:
Midt i Landet, han forsvared,
Skal den franske Kugle naae
Ham, hvem hundred Slag har sparet,
Skjøndt han forrest monne gaae!«
16.
Men nu red han med dem Alle
Hen at høre Herrens Dom!
Om den naadig monne falde,
Om han selv den mild mon kalde,
End mig ei for Øre kom.
Men paa Jorden er han frygtet,
Konger skjælve ved hans Navn;
Vidt og bredt sig spreder Rygtet,
Ørn han kaldes, ogsaa Ravn!
Først naar alt det Colossale
Man i Verden uddødt seer,
Da først kan man sikkert tale
Om at han er ikke meer.