Der stander en Blomst paa Bjergets Top,
At skue underfuld,
Som løfter heel stolt sit Hoved op
I Storm, i Regn og Kuld.
I Sommer og Vinter, Høst som Vaar
Eens skjøn dens Krone er;
Selv Tiden Intet mod den formaaer,
Thi har jeg den saa kjær.
Jeg ofte med Længsel ganger did
Hvor Blomsten jeg seer staae,
Da svinder al Sorg, al Had og Nid
Af Hjertets indre Vraa.
Thi naar fra stenede Klippeskjød
Min Haand den bryder af,
Den smiler heel sødt selv i sin Død,
Og lever i sin Grav.
Og mangen en herlig Tanke den
Udklækker i mit Bryst
Om Kjærlighed, Dyd og Himmelen
Om Venskab, Haab og Trøst.
Og stedse rinder en Taare varm
Fra Øjet paa den ned,
Hvergang jeg trykker den til min Barm
Og mindes hvad jeg veed,
At Blomsten liig jeg histen og her,
Mit Hjerte veed fuldvel;
Thi Evigheds-Kimen puur og skjær
Jeg bærer i min Sjæl.
Men før jeg vorder den ganske liig,
Da maae jeg lægge af
Støvdragten, som her omhylter mig
Og visne i min Grav.
Og dog jeg sukker med ængstet Sind
Og søger ej Ro og Rist,
Før Blomstens herlige Lod bli’r min,
Det veed min Sjæl forvist.
Thi plukker jeg tit i stille Løn,
Med Længsels Suk og Raab,
Den Evighedsblomst saa underskjøn —
Min Fryd, min Trøst, mit Haab! —
O. L. Bagge.