Antologier

Kjære Ven!

Endelig er jeg her! — du gjetter nok hvor jeg mener; jeg er her paa den hellige Jordbund, som frembragte de græske Guder, og hvad der vil sige idetmindste ligesaameget, de græske Mennesker. Jeg er i det evige, det guddommelige, det — som Brøndsted siger — „roesomstraalede Athen.“ Jeg er i det høistskjønne,¹ det blomsterrige, druerige, olierige Land Attika!

        Som du veed, var det ofte min Yndlingsidee (og den vaagnede paany alt som jeg nærmede mig Hellas), at sætte mig saameget som muligt tilbage i den antike Tid og, efter et modernt Menneskes fattige Evner, efterligne dens Skikke. Derfor gik jeg, hvad Reiserouten angaaer, ikke som de fleste Franker fra Neapel med Dampskib til Morea, men jeg drog gjennem Magna Græcia over til Sicilien, og indskibede mig der, hvor Plato privatiserede og Alkibiades forsøgte sig som Erobrer, i det gamle Grækenlands Forstad, Syrakus. Efter en hurtig og lykkelig Seilads naaede vi den korinthiske Golf, gik over Isthmen og nærmede os Athen. Veiret var fortræffeligt, saa at jeg hele Tiden kunde sidde paa Dækket og læse i den herlige Brøndsteds Reise, ligetil Akropolis og Parthenon og de hymettiske Bjerge viste sig for det længselsfulde Blik. Aldrig vil jeg kunne skildre de Følelser, hvormed jeg seilede op ad Piræus, saae den attiske Slette udbrede sig med de blaalige Olieskove og endelig betraadte den indviede Jordbund. Hvis der ikke havde været et saa civiliseret Publicum tilstede, og det ydermere iført Pariser- og Wienermodernes vanhellige Dragt, havde jeg sandsynligviis kastet mig til Jorden og kysset den.

        Jeg skal idetmindste ikke denne Gang trætte dig med en Beskrivelse af de Herligheder, hvori mit Øie svælger, ikke dvæle ved en Skildring af denne mærkværdige By med dens antike Levninger og moderne Tilbygninger, der især paa Akropolis, hvor Kongen har indrettet sig et pynteligt Slot, i mine Tanker tage sig noget profant ud. Om det Sidste har du jo desuden en klar Forestilling af de illuminerede Skizzer, der allerede før min Afreise vare at see i det Bingske Etablissements under Vægten af Kunstgjenstande bugnende Vinduer. Gud veed, hvad den gode Brøndsted vilde have sagt om denne Frugt af de store Magters menneskekjærlige „Intervention?“ han havde upaatvivlig i ædel Harme bortvendt sit Blik fra et saadant Syn, og vanskelig havde hans classiske Smag forsonet sig med denne nye Viin paa de gamle Læderflasker!

        Hvad jeg denne Gang har at fortælle Dig, er et lille Eventyr, som vore lærde Archæologer sagtens ville ansee for et saare

        ringe Udbytte af en Reise i Grækenland, men som jeg alligevel tillader mig at henregne til Noget af det Bedste.

        Ved Indtrædelsen i Hotellet, som jeg lod mig anvise, bliver man naturligviis ligesom i Rom omringet af en Mængde snaksomme Vindbeutler, der ville være Ciceroner for enhver Fremmed, og, naturligvis for en høi Betaling, forstyrre ethvert ophøiet Indtryk med deres lange udenadlærte Ramser, om man end i Førstningen mod sin Villie fængsles af den „løgnagtige Veltalenhed“, der alt i gamle Dage udmærkede denne Stamme blandt de øvrige Hellener. Med Møie undgik jeg deres Paatrængenhed og listede mig, efterat have taget mit Værelse i Besiddelse, ud af en Sidedør, for efter min Vane selv at drage paa Eventyr. Jeg havde paa Reisen lært saameget Nygræsk, at jeg, i Forbindelse med mine Reminiscenser fra Homer og Xenophon, troede saa nogenlunde at kunne gjøre mig forstaaelig.

        Som jeg gaaer ned ad den nærmeste Gade, bemærker jeg et lille uanseeligt Huus, der paa en synderlig Maade var sammenflikket over og indeni en Muurruin, som aabenbar var en antik Substruction. Den første Beboer, jeg her fik Øie paa, stod i den fuldkomneste Overeensstemmelse med det Flikværk, hvoraf Huset bestod; det var nemlig en Skoflikker. De fleste Ruder vare itu, saa at jeg desto tydeligere kunde betragte Manden, der arbeidede flittig. Skjøndt hans krumbøiede Stilling paa en Trefod, der strax henledte Tanken paa det Delphiske Orakel, ingenlunde var fordelagtig i æsthetisk Henseende, skulde man dog, naar man havde skilt ham ved de smudsige Klæder, hvormed han godtgjorde sin individuelle Indlemmelse i den moderne Civilisation, have opdaget hos samme Skoflikker adskillige Elementer af en Periklæisk Athenienser. Det kjæktformede Hoved med sorte lynende Øine, den muskuløse Arm og Haand og Been, vilde, tilbørlig rensede i Kephissos’s eller Ilissos’s strømmende Bølger, have afgivet en ubetalelig Model for en Concurrent til Guldmedaillen ved vort kongelig-kjøbenhavnske Kunstakademi.

        Jeg gik et Par Skridt videre. I det næste Vindue opdagede jeg noget endnu Interessantere. Det var min begede Skoflikkers charakteristiske Physiognomi, forynget og idealiseret i en let Hebegestalt, der hævede sig frem blandt en Flok sorthaarede, halvnøgne Børn, som i Henseende til Reenlighed ikke havde Noget at lade Papa høre. Hun kastede idetsamme en Lynstraale ud mod mig, hvorved det blev mig umuligt at gaae videre. Hun var i den Alder, da vore skandinaviske Heber endnu dangle til og fra Institutet med den svære Sypose paa Armen, altsaa en 12 à 13 Aar. Sagtens kunde hun hverken Maribos Grammatik eller Borrings „Manuel“, og ikke brodere saameget som en Dovenpude eller Morgensko til søde Faers og Moers Geburtsdag; men til Gjengjeld havde den moderlige Natur skjænket hende Noget, som opveier alle franske Handsker, Snørliv og filerede Schavler, nemlig et umiskjendelig Præg af det saakaldte Skjønhedsideal. Endnu vare de rige Spirer ikke udviklede, den lette fine Skikkelse var endnu ikke afrundet i aphroditisk Fylde; men kun een, kun en eneste attisk Sommers Solvarme, og den endnu tilslørede Knop vilde straale som fuldtudsprungen Rose, og svulme som den modne Figen, der bøier Grenen med sin Vægt.

        Af de vidtløftige Ramser om Byens Seværdigheder, der i Hotellet i forvirrede Markskrigeritoner havde suset mig om Ørene, erindrede jeg tilfældig, at man i denne Gade foreviste det Huus, hvor den berømte Musiker Timotheus fra Milet havde givet den atheniensiske Ungdom Underviisning. Jeg fik det Indfald at gaae ind og spørge om det ikke var her.

        Jeg traadte ind til Skoflikkeren, og fremkom med mit Spørgsmaal, efter den Hilsen, jeg kunde fra min Plato: Χαιρε, βέλτιστε! som besvaredes med et καλῶς ὡρίσεις! (velkommen).

        Men Hellenernes Repræsentant i det 19de Aarhundrede kjendte naturligviis ligesaalidt til Milet og Timotheus, som en dansk Bonde til Agurkesalat. Alle Børnene stak de nysgjerrige Hoveder ind, og blandt dem ogsaa min letopkiltede Hebe. Hendes endnu kun svagt og ubestemt meislede Ansigtsmuskler spillede i et Udtryk af barnlig undrende Forventning.

        Jeg fortalte Faderen, at jeg var en reisende Franskmand, thi jeg forudsatte, at den danske Nation ikke var ham bekjendt af Navn, og at kalde sig Tydsker er, som bekjendt, kun en slet Anbefaling i Athen.

        „Jeg er nylig kommen hertil“ vedblev jeg, „og siden Skjæbnen har ført mig til dette Huus, saa kunde jeg maaskee her faae Anviisning paa en Veiviser, som for god Betaling vil føre mig om i Byen og Egnen.“

        „Badschi Capitano“², svarede Manden, „jeg veed i Sandhed ingen, uden Eleutheria der, hvis De troer, De kan hjelpe Dem med hende.“

        Idetsamme stød hun sagte de andre Børn tilside, traadte hurtig frem med det ene Been, og standsede derpaa i den Stilling, hvori Billedhuggerne pleie at vise os en Dandserinde, og som med mimisk Nøiagtighed svarede til Ansigtsudtrykket. Naar man blot saae paa hendes Øine, skulde man tænkt, at hun var en Prindsesse, og at der til denne Naturpragt hørte idetmindste Perler og Guldbrokade. Men kunde man løsrive sig fra disse sorte Stjerner, mod hvilke det klare Dagslys var som en Nat, da opdagede man ikke andet Gevandt om Bryst og Skuldre, end en grov Lærredsskjorte og et simpelt Skjørt, der naaede til Midten af de nøgne Been.

        „Vil Du være min Veiviser i nogle Dage, Eleutheria“, sagde jeg.

        „Da jeg maa for min Fader, saa kan jeg strax gaae med Dig“, svarede hun med en Røst, der bragte mig til at glemme Costumet. Det var første Gang, jeg hørte det græske Sprog af en smuk Qvindestemme; jeg vidste nu, hvorledes Sappho og Aspasia havde talt.

        Jeg tog Afsked, hun fulgte med mig, uden at gjøre Toilet; havde jeg ikke frygtet for at tabe i hendes Agtelse, vilde jeg have bedet hende blive ved at tale, ikke med mig, men for mig, at mit Øre ret kunde indsuget denne liflige Musik. Men hun gik taus og ydmyg ved min Side.

        „Først maa Du nu vise mig til en Bazar“ sagde jeg, „hvor der sælges Klæder.“

        „Strax, Capitano“, sagde hun, og løb foran.

        Vi dreiede forbi et Hjørne, og standsede noget efter ved en lang Dobbeltbygning med Gjennemgang, et Slags Passage, som den, Hr. Flinch engang paatænkte, dog uden Glastag; den var nemlig aldeles uden Tag. Her viste sig to lange Rækker Boutiker med Fornødenheder og Luxusartikler af alle Slags. De fleste Handlende vare Grækere; hist og her ragede en tyrkisk Turban frem fra et Varelager.

        Da jeg var gaaet nogle Skridt herind, mærkede jeg, at Eleutheria blev staaende udenfor Indgangen.

        „Du maa følge med,“ sagde jeg, og hun kom øieblikkelig, dog neppe med sin gode Villie, thi hun slog Øinene ned, og syntes at føle sig høilig geneert. De græske Kjøbmænd overbød hverandre i med en sand israelitisk Svada at anbefale deres Varer, hvorimod de enkelte Tyrker sadde ganske ligegyldig og røg deres Piber uden at sige et Ord.

        Da jeg kom til en Boutik, som tilhørte en gammel Tyrk, standsede Eleutheria og hvidskede til mig: „Herre, denne her er en redelig Mand.“

        Jeg tiltalte ham paa Italiensk, som han godt forstod, og sagde at jeg ønskede en fuldstændig Dragt til Barnet, som fulgte med mig, og ikke af de ringeste. Han fremlagde strax en Mængde Klæder af forskjellige Farver og Stoffer, og jeg sagde til Eleutheria, at hun skulde vælge sig den Dragt, hun syntes bedst om. Hendes Øine syntes ei at ville troe hendes Øren; dog da jeg sagde det i samme Tone,som naar jeg befalede hende Noget, vovede hun ikke at gjøre Indvendinger. Hun var snart færdig med Valget, og udtog foruden det nødvendige Linned en halvtyrkisk Dragt, en himmelblaa Tunika, høirøde Beenklæder og olivenfarvede Saffiansstøvler. Som om der ikke kunde reises Tvivl om det Passende heri, traadte hun ind bag den lave Disk, omklædte sig med det samme, og viste sig strax efter i fuld Puds ligesom C. N— vilde komme tilbage fra sin Udenlandsreise, nemlig som „en ganske anden“. En rød Fez fæstede hun saa kjækt paa Siden af Hovedet, som om hun anede Forbindelsen mellem hendes Navn og den røde Hue, og traadte derpaa frem saa let og gratiøst, at hun i den franske Revolutionstid vilde være bleven ført i Triumph af det begeistrede Folk, og opsat paa Høialteret som Frihedens Gudinde.

        „Nu er Du smuk, Eleutheria“ sagde jeg med et Udtryk af Forelskelse i Tonen, som jeg forgjæves søgte at skjule.

        Hendes hele Ansigt smilede, og hun hævede allerede Armene, som om hun vilde falde mig om Halsen. Men hun besindede sig strax, sænkede ærbødigt sit Knæ, og sagde med bøiet Hoved og korslagte Arme: „Badschi Capitano! Du er meget god mod mig.“

        Da jeg havde betalt Tyrken (som kastede et gammelt Kjenderblik efter det fortryllende Barn), og vi gik tilbage gjennem Bazaren, var hun ikke længer saa genert som før, let og majestætisk svævede hun hen mod Udgangen, og saameget hun end søgte at bevare en tjenende Ternes beskedne Væsen, det nyttede dog ikke; der stak bestandig Noget af en Gudinde frem.

        Det var bleven Spisetid og jeg vendte derfor tilbage til Hotellet, hvor jeg bad hende komme igjen hen paa Eftermiddagen, naar Solen ikke længer brændte saa stærkt. Da jeg havde spiist, gik jeg ud i Porten, for at drage frisk Luft. Der sad Eleutheria paa en Afviser og saae tankefuld hen for sig.

        „Er Du allerede der igjen?“ sagde jeg.

        „Jeg har ikke været hjemme,“ svarede hun.

        „Men saa har Du jo ikke spiist til Middag?“

        „Nei, jeg er ikke sulten.“

        „Du kan jo dog ikke leve af Luften, mit Barn; kom med ind, saa skal Du faae Noget at spise.“

        Hun stod op og fulgte med mig. Jeg anviste hende en Plads og lod Opvarteren bringe hende Mad. Hun havde rimeligviis aldrig spiist saa godt før, og dog iagttog hun en vis rolig Anstand, som om Intet overraskede hende, og uden at vise synderlig Appetit.

        Efter et Par Timers Hvile var Luften saa afkølet, at vi kunde gaae ud, og vor første Vandring var til Akropolis, eller, som den nu hedder, „Overstaden“. Med Brøndsteds Reise i Haanden og Eleutheria ved Siden lykkedes det mig snart at blive orienteret. Jeg steg igjennem de berømte Propylæer, der, som bekjendt, ere noget vanskelige at erholde et klart Indtryk af, da de i Tyrkernes Tid ere blevne forstyrrede og næsten ukjendelige ved tilbyggede Fæstningsværker og Provianthuse, fra hvilke man senere har havt ondt ved at befrie dem uden at gjøre Skade.

        Den hele Dag tilbragte jeg da her som i en Ruus mellem det guddommelige Parthenons Ruiner og de mange andre Herligheder, og jeg gav mig neppe Tid til at betragte det henrivende Panorama, man herfra har ud over Havet og Øerne og det hele attiske Land, med sine Landsbyer, Lunde og kostelige Oldtidsrester, af hvilke endnu Theseustemplet³, samt Hadriansbuen, vise sig næsten ubeskadigede nede paa Sletten. Ogsaa de sexten tilbageblevne Søiler af Zeus-Olympiostemplet ere saa colossale, at man herfra tydelig kan see dem.

        Dog — som jeg ovenfor sagde, — jeg vil ikke denne Gang tale om Ruinerne, og Gud veed, om jeg nogensinde gjør det. Jeg kunde jo i et Udbrud af Begeistring begaae en eller anden philo- eller archæologisk Bommert, som vilde prostituere mig for Kritiken derhjemme. Det er mig nok, og jeg vil evig være stolt og glad ved, at ogsaa

        jeg har skuet den lille Plet, der er „omstraalet i Menneskeslægtens Aarbøger med en Glorie, som ingen uden bornerede og forfængelige Daarer kan tillægge saaledes noget andet Land paa Jorden“, ved at det forundtes mig i nogle Uger daglig at vandre om paa „den besynderlige Klippe, der hæver sig ligesom et uhyre stort Alter, for at bære og hæve høit mod Himlen det Kosteligste, som Hellenernes Genius formaaede at indvie Guddommen.“

        Pigebarnet forstod naturligviis ikke mine Tanker og Følelser, og dog var det som om der i hendes store sorte Øine stod en Anelse, en genial Inspiration om, hvad der foregik i min Sjæl; langtfra at forstyrre mig, forekom hendes hele Væsen mig ypperlig at harmonere med min Stemning, hun svævede om mig taus og rolig som en levende Drøm om det gamle Hellas, om den Aand, hvis Spor jeg søgte at indsuge som en længe Vansmægtende, hvem det lykkes at slukke sin Tørst i den ædleste Viin.

        Hvad jeg talte med Eleutheria erindrer jeg ikke, — rimeligviis har hun ofte anseet mig for lidt forstyrret i Hovedet. Thi hun svarede sædvanlig kun med et af sine forunderlig dybe Blik, eller sagde: „Herre, Du er vist tørstig“ og rakte mig den Kurveflaske med tyrkisk Viin, som jeg havde ladet hende tage med fra Værtshuset.

        Da vi steg ned, spurgte jeg hende, om hun ofte kom herop.

        „Undertiden“, svarede hun, „have vi gaaet herop, for at see de tydske Soldater mønstre. Da jeg var lille, legede jeg her om Søndagen med andre Børn.“

        Hvad maa det dog ikke blive for Børn, der havde leget mellem Parthenons Søiler!

        Det begyndte at skumre, da vi naaede min Bolig. Jeg lod bringe Aftensmad, og vilde nøde Eleutheria til at sætte sig tilbords og spise med, en Taktløshed, jeg snart fortrød.

        Hun syntes at troe, jeg vilde have hende tilbedste, satte sig paa Huk i en Krog, og var neppe at formaae til at modtage den Mad, jeg rakte hende.

        Paa Reiser, især i et saadant Land, staaer man tidlig op, og gaaer følgelig ogsaa tidlig til Hvile. Eleutheria, som opmærksom iagttog enhver af mine Bevægelser, stod op, da hun mærkede, jeg var træt, tog Tæppet af mit Leie og gjorde det tilrette. Derpaa gik hun ud, og kom tilbage med Vand til mine Fødder. Hun spurgte, om hun skulde hjælpe mig af Klæderne.

        „Nei Tak, mit Barn“, svarede jeg, og stod op, for at give hende Penge; „nu maa du gjerne gaae hjem.“

        Dette lod til at forundre hende; hun saae paa mig med de store Øine, og sagde: „hvorfor skal jeg gaae? er du misfornøiet med mig, Herre? hvem skal da hjælpe dig imorgen? jeg troede, du vilde have mig i din Tjeneste?“

        „Det vil jeg gjerne, mit Barn, kom du kun igjen imorgen.“

        „Men hvorfor skal jeg da gaae?“

        „Det maa du jo, — for at bevare dit Rygte.“

        „Rygte, kjære Herre, hvad vil det sige?“

        Jeg var virkelig i Forlegenhed; jeg troede at have brugt et urigtigt Ord, og søgte saa godt jeg kunde at omskrive det; men hun syntes endnu ligesaalidt at forstaae mig. Hun svarede ikke, men saae paa mig med et bedende Blik, som om hun vilde sige, hvor nødigt hun gik hjem. Jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde tænke; men jeg havde ikke Hjerte til at vise hende bort. Jeg gik altsaa ned til Værten, og forlangte en Løibænk opredt i Værelset udenfor til Eleutheria. Det vilde unægtelig forøge mine Udgifter med det Dobbelte; men hvo kunde under saadanne Omstændigheder tænke paa Sligt? jeg frygtede desuden for at fortørne de gamle Guder, som forekom mig endnu at herske paa disse Steder; jeg frygtede, hvis jeg lod mig mærke med økonomiske Hensyn, for at tabe i Agtelse hos Eleutheria, der neppe havde nogen tydelig Forestilling om Størrelsen af et dansk Reisestipendium, og endelig — at jeg skal skrifte dig Alting ærlig — jeg følte en lønlig fristende Tillokkelse ved den Tanke, at have det nydelige Væsen bestandig om mig, at hilses med Morgensolen af hendes antike Skikkelse, at see Gløden straale i disse dunkle Øine, hvor den syntes at være en fremmed og længselsfuldt ventet Gjæst.

        Næste Morgen, saasnart jeg var staaet op og begyndte at røre mig, bankede det paa Døren, og Eleutheria traadte ind, fuldpaaklædt, som om hun længe havde været oppe. Hun stillede sig ydmyg ved Døren, for at vente paa mine Befalinger; men da jeg saae hende staae der med et Udtryk af Glæde og Tilfredshed, som udbredte over hendes hele Væsen en ny og anden Skjønhed, end jeg før havde bemærket, forekom det mig, som det snarere var hende der skulde befale, og mig der skulde adlyde.

        Da Opvarteren, som bragte Caffe og Frokost, viste sig i Døren, tillod hun ham ikke at komme nærmere, men sprang ham imøde, og tog Bakken fra ham, som hun med yndig Anstand satte paa Bordet for mig. Jeg nødte hende til at sætte sig paa en Stol og deltage i Maaltidet. Derpaa stoppede hun min „Tschibuk“ med den sødladne tyrkiske Tobak, som endnu i Grækenland hører med til enhver Anretning, og som anføres paa Regningen, enten man saa ryger eller ikke.

        Da den var udrøget, begav vi os paa Vandring, og saaledes tilbragte jeg noget over 3 Uger i et Liv, der bestandig vil staae for mig som den skjønneste Drøm, en Dødelig kan opleve. Byen og Akropolis blev undersøgt i hver en Krog. Jeg troer ikke mange Reisende gjøre det grundigere; i Selskab af min kjære Brøndsted og Eleutheria trængte jeg ikke til nogen Cicerone. Den første oplyste mig det Forbigangne, og den sidste det Nærværende. Undertiden foretog vi Toure paa flere Dage omkring i Landet; jeg besøgte den Lund, hvor fordum Plato vandrede med sine Disciple, jeg besaae Landsbyen Kolonos, med Eumenidernes Lund, Scenen for den uhyre Ødipiske Tragedie, Eleusis, de penteliske Marmorbrud, og trængte temmelig dybt ind i Hymettosbjergene. Her var Eleutheria mig til overordentlig Nytte. Hun var Tolk mellem mig og de attiske Bønder, der ligesaalidt forstode min Smule Nygræsk, som jeg deres Platgræsk (om jeg saa maa

        udtrykke mig), der desuden var stærkt blandet med Tyrkisk. Hun besørger alle mine Fornødenheder, inden jeg udtaler noget Ønske, hun afslutter Akkord om Heste og Muldyr til vor Befordring, om Levnetsmidler og Natteherberge; jeg giver hende en Del af min Kasse i Forvaring, alene for at glæde mig ved den barnlige Punktlighed og Omstændelighed, hvormed hun aflægger Regnskab. Hver Dag giver hun mig nye Prøver paa en Troskab og Hengivenhed, der ofte næsten gjør mig ængstelig. Siger jeg hende et venligt Ord, hvilket jeg med Forsæt gjør langt sjeldnere, end jeg har Lyst dertil, giver jeg hende paa en eller anden Maade min Tilfredshed tilkjende, da er det som en Vulkan i hendes Indre truer med at bryde løs, hele hendes Legem zittrer heftig, hun griber da min Haand for at kysse den, og naar jeg i Førstningen ikke vilde tillade det, blev hendes Bevægelse saa krampagtig, at jeg siden ikke mere vover at nægte hende det.

        Og jeg, der vil agere Stoiker, er jeg da virkelig selv saa kold og rolig, som jeg vil give mig Mine af? har ikke netop min Ængstelighed sin Grund i et hyperboræisk Snerperi, i en latterlig stolt Frygt, for at min Værdighed skulde lide noget Afbræk, hvis hun mærkede, at ogsaa min Haand ryster, naar hun griber den for at udtrykke sin Taknemmelighed. Jeg veed ikke, hvad jeg skal troe om mig selv; — jeg veed ikke om det ligger i den Luft, jeg indaander, men vist er det, at jeg bestandig, naar jeg er ene, nolens volens nynner paa den gamle Sang af Anakreon, om den ondskabsfulde Gud, der kom til ham som en nøgen Dreng, rystende af Kulde, hvem han skjænkede Ly og Varme og god Forpleining, og som til Løn for alt dette borede den godmodige Gamle en skarp Piil i Brystet.

        Jeg vil nu standse for denne Gang. Mit Ophold i Athen nærmer sig stærkt sin Ende; dog haaber jeg endnu inden jeg forlader disse Steder, at sende Dig nogle Linier.

        Midt i al den Herlighed og Livsglæde, hvori jeg bogstavelig talt svælger, kan jeg dog ikke nægte, at det er et levende Centrum, hvortil alle Indtrykkene bevidst og ubevidst føres tilbage, og hvorfra de atter fremgaae som gjenfødte. Ja det forekommer mig, som om Alt, hvad jeg har seet, nydt og oplevet, vilde mangle egentlig Indholdsfylde og Farve, vilde være koldt, dødt og adsplittet, hvis jeg savnede dette levende Holdepunkt. Men saaledes er det altid gaaet mig; ingen æsthetisk Sandhed, ingen poetisk Anskuelse, har nogensinde ret kunnet vinde Liv og Fasthed hos mig, uden at den, medens den var i Bevægelse, kunde afspeile sig i en concret Tilværelse, det være sig i et Digterværk eller i et menneskeligt Væsen. Først naar jeg saaledes gjenfandt Theorien i en uafviselig Virkeligheds Fylde, kunde den erholde et saadant Liv hos mig, at jeg troede paa den, opfyldtes af den, og formaaede at fremstille den i en taalelig Form. Derfor er i mine faa kritiske Arbeider Methoden ikke nogen Sammenstilling af den kritiserede Gjenstand med en og anden theoretisk Slutningsrække, men med anerkjendt fortrinlige Værker i det paagjældende Fag. Derfor pleier jeg ogsaa gjerne i Kritiken saameget som muligt at medoptage Henblik til det Personlige og Individuelt-Psychologiske; og de forskjellige Relationer, som Tid og Forholde undergive al menneskelig Virken.

        Du gjætter vel, at det Centrum, som her skjænker mine Erfaringer organisk Sammenhold og Sjæl, er Eleutheria. Hun er endnu det samme velsignede Barn, og skjøndt Fornuften bestandig forepræker mig min Daarskab, kan jeg aldrig lade være at længes efter Aftenen, for at tale uforstyrret med hende, og om Natten at længes efter Morgenen, naar hun aabner Døren paa Klem, for at see om jeg endnu sover. Jeg ligger ofte med halvlukte Øine og lader som jeg sover, for at have den Fornøielse at see hendes Minespil, naar hun troer sig ubemærket. Det er vist, at der er ikke Falskhed og ikke Smaalighed i denne Sjæl. Jeg gruer hvert Øieblik for den Tid, da vi skulle skilles, og det kan desværre ikke vare længe; thi Kassen svinder stærkt ind, og jeg maa jo til Morea, jeg vil lide Møie og Besværlighed, for at kjende, hvad det vil sige, „at være født i Arkadien“, jeg vil bestige Spartas og Messeniens Bjerge. Og tage hende med herhen, det er ikke at tænke paa; det vilde jo ei engang passe sig, thi Eleutheria er med sine 13 Aar næsten en voxen Pige, og jeg er ingen Pückler Muskau, jeg vil ikke af egoistisk Lyst paadrage mig Ansvaret for — muligen at fordærve dette Barns Skjæbne.

        Naar vi sidde sammen om Aftenen, enten under Verandaen af en Khan (Værtshuus) i Athen, eller under Viinløvhytten hos en Bonde i Kolonos, som har fortrinlig Honning og Druer, da maa du ikke troe, at Samtalen mellem os just gaaer flydende; jeg forholder mig for detmeste passiv, og søger kun at lade hendes skjønne Natur udfolde sig. Du forestiller Dig ikke, med hvormegen Forsigtighed jeg omgaaes dette Barn, for at hun ei skal faae nogen Anelse om det Reflexionens og „Civilisationens“ Svælg, der adskiller os. Thi da vilde jo Alt være tabt, da vilde hun føle Undseelse og Frygt og flygte fra mig, som de første Mennesker efter Syndefaldet. Hvad der her kommer mig tilgode, er netop min Mangel paa Færdighed i Sproget. Naar vi saaledes sidde sammen, især derude, hvor de tunge Druer i Aftenens Luftning sagte berøre vore Kinder, da udkrammer hun for mig sin hele Visdom, der indskrænker sig til et og andet Eventyr fra Ammestuen, hvori stundom en lille Reminiscens fra den gamle Mythologi glimter frem. Og naar hun ikke kan huske flere, saa synger hun for mig.

        Den første Gang, det faldt mig ind at bede hende om at synge, fik jeg ret Leilighed til at bemærke Forskellen mellem de cultiverede Damer og saadan en lille Vild.

        Hun svarede nemlig uden Betænkning: „naar du ønsker det, Herre, vil jeg synge“, og med det samme begyndte hun.

        Hun sang i den doriske Toneart — om jeg saa maa udtrykke mig. Det forekom mig i Førstningen noget frastødende og haardt, men efterhaanden fandt jeg det endog tiltrækkende ved det Charakteristiske i Methoden og den livlige Declamation, saa at jeg nu ofte beder hende derom. Hun synger forskjellige Folkesange, en Deel af erotisk Indhold, som hun har lært af sin Moder, der for nogle Aar siden er død. En af disse har jeg forsøgt at oversætte og meddeler dig her. Melodien kan du faae at høre, naar jeg kommer hjem.

        Hun kan ogsaa nogle af de ildfulde Krigssange, som den sidste Frihedskrig har fremkaldt, deriblandt Sørgesangen over Markos Bozzaris, og en tyrtaisk Krigshymne, en Slags Marseillaise, hvori Omkvædet til hvert Vers er et Opraab til alle Grækerne om at samles og væbne sig „μεγάλοι και μικροί!“⁴

        Naar saa Bønderne om Aftenen drage hjem med Sang og Lystighed fra Viinhøsten, samles de paa en Plads her i Landsbyen, som beskygges af nogle mægtige Plataner. Spillemændene med deres

        sexstrængede Violiner og Sækkepiber ere der allerede, og nu gaaer Dandsen i et Par Timer „saa let gjennem Lunden“.

        De unge Karle give forbausende Prøver paa Smidighed og Behændighed, skjøndt der er ingen olympiske Lege mere, og Pigerne lokke og gjække dem med et Skjelmeri, en Livslyst, som en cultiveret Balletmester forgjæves vilde søge at „indstudere“ i sine Elever. Mest dandser en Slags Riil eller Contradands, med forskjellige Toure og improviserede Variationer. Men, — skulde du troe det, ogsaa vore Valse ere trængt frem til disse hellige Steder, og det forekommer mig næsten som en Profanation at see Efterkommerne af Herakles, Theseus og Achilles valse; ja var det endda paa Tyrkernes Grave, paa Ruinerne af Seraillet, saa.... Jeg spurgte engang Eleutheria, om hun ikke havde Lyst til at dandse; jeg ønskede at see hendes Skjønhed i en ny Situation, der absolut maatte være til dens Fordel. Men hun benægtede det med et Udtryk af Stolthed, som om hun holdt sig for god til at dandse med disse Bønder.

        Imidlertid, da jeg nogle Gange havde været Tilskuer ved disse landlige Dandse, overkom mig selv en uimodstaaelig Lyst til at blande mig i Vrimlen, og jeg opbød Eleutheria.

        Det var første Gang, jeg i den Grad vovede at tilsidesætte min Værdighed; vi forsøgte os i en af de simple Contradandse, og hun udmærkede sig ikke blot ved sin Dragt, der i denne Omgivelse tydede paa høiere Stand, men især ved sin utrolige Lethed og Ynde. Hun hengav sig til Dandsens Hvirvel, dog uden at blande sig med Sværmen; hendes Øine straalede klart af Glæde gjennem Skumringen, men de vogtede kun paa mig, og naar jeg var i Begreb med at begaae en Feil i Tourene, gav hun mig itide Tegn, hvorved jeg undgik den. Viinen havde gjort Blodet let og glødende, jeg følte i de enkelte Øieblikke, naar hun svævede i min Arm, en dithyrambisk Lyst, og dog var hendes Nydelse vistnok mere høi og ublandet, thi jeg maatte jo uafladelig være paa min Post, for ikke med Ord eller Mine at forraade den Glæde, som fyldte min Sjæl.

        Dette ambrosiske Liv har nu varet i — nogle Minutter, det vil sige, efter sædvanlig Tidsregning, i næsten tre Uger. Idag sagde jeg til Eleutheria: „om nogle Dage reiser jeg herfra, saa maae vi skilles, mit Barn, saa maa du jo hjem til din Fader“.

        Hun svarede ikke, uden med et stort langt Blik, hvori hun søgte at skjule en frembrydende Taare.

        Jeg overvældedes af mine Følelser for dette Barn, og vedblev: „kunde du beslutte dig til at forlade din Familie og Fædreland, og følge med mig til et Land, der er koldere og mindre skjønt, og hvor Ingen taler dit Sprog?“

        „Herre“, svarede hun, „du er jo rig og god, du vil ikke lade mig lide Nød!“ —

        „Men saa maatte du jo engang blive min Kone, hvad vilde ellers Folk sige?“

        Dette var atter Noget, hun ikke ret forstod, men da jeg gjentog mine Ord, sagde hun: „Herre, du vil spotte din Tjenerinde; hvormed har jeg forskyldt det? Du er en stor fornem Franker, og jeg er en Skoflikkers Datter“.

        „Nei ved Panagia⁵, jeg vilde ikke spotte dig... men du har Ret — det gaaer ikke an... derfor maae vi skilles, mit Barn!“

        Ak, hun forstod mig endnu ikke, hun vidste ikke, at hun i mine Øine var af høiere Rang end en Grevinde, thi hun stammede jo fra Guder og Heroer, og hun vidste ikke, at jeg i mit Hjem var fattig og ikke har fornemmere Ahner, end en Bedstemoder, som engang var Kammerjomfru hos en Oberstinde.

        Men hun kunde ikke længer tvinge sig, Taarerne flød i Strømme, hun sank ned foran mig, og stammede, medens jeg kjærligt løftede hende op og holdt hende i min Arm:

        „Badschi Capitano, kjøb mig af min Fader! jeg vil følge dig hvorhen du reiser, du har været god mod mig, jeg vil være din

        troeste Slavinde, jeg vil gjøre Alt hvad dit Hjerte ønsker, jeg vil være som din Hund, komme naar du kalder, og løbe naar du befaler det!“

        „Kjære Barn, vi Franker kjøbe ikke Mennesker, det er for os en Forbrydelse, en Synd mod vor Religion.“

        Hun sank hen i nogle Minutter som bevidstløs. Jeg veed ikke hvad det skal blive til. Jeg har ikke Mod, og (ærlig talt) ikke Raad til at tage hende med. Hendes Fader giver ikke godvillig sit Samtykke; og dog — hvo veed? maaskee hun dog følger med mig, maaskee hun dog drager med mig til Norden, og der maaskee alligevel — som min Kone.

        Jeg stod en deilig Aften paa Pnyx; ikke en Sky var at opdage paa Himlen; kun en svag Larm naaede herhid fra Byen af Vogne og Folk, som arbeidede udenfor Husene, og fra Bjergene i det Fjerne hørtes en dæmpet Lyd af Hyrdernes Horn og de brægende Faar.

        Men det er sandt du har maaskee ikke nogen klar Forestilling om hvad Pnyx vil sige, uden forsaavidt at det er det Sted, hvorfra Oldtidens Talere opflammede det atheniensiske Folk. Tænk for Guds Skyld ikke her paa en Prækestol eller et spidsborgerligt Catheder, hvor den Talende kan bringe Benene i den mageligste Stilling, og kun viser et Hoved og et Par Hænder frem for et andægtigt eller ligegyldigt Publikum. Tænk endnu mindre paa en Sal, hvor man staaer bag et Bord med et fyldt Glas i Haanden. Nei, tænk Dig en anselig Klippehøide, hvor der i selve Bjergets Side er udhugget to Terrasser, en høiere og en lavere, af vid Udstrækning. I Midten af den øverste fremspringer en mægtig kvadratformig Klippeblok; her stod Taleren, intet Brystværn havde han at hvile paa, intet ornsmykket Pulpitur, fra hvis Fløielsbeklædning han kunde hente

        Støv ned om Ørene af det paa den lavere Terrasse forsamlede Folk. Den altsaa, der fremtraadte her, var nødt til at tale ikke blot med Mund og Arm, men med det hele Legeme, og vee ham, hvis han under Talen overraskedes i en Stilling, der ikke fuldkommen harmonerede med Foredragets Ild eller Ro. — Kun en uskjøn Vinkel med Benet og Foden var nok til at forspilde hele Virkningen af den zirligst udarbeidede Tale.

        Jeg har havt en Følelse af, hvad det vil sige at tale paa en saadan Maade, at man stiller hele sin Personlighed blot for en maaskee fjendsindet Mængde, og følgelig kun kan opretholdes ved Begeistringen for sin Gjenstand, og ved Sikkerheden i en medfødt eller erhvervet Mimik, der instinktmæssig følger det „bevingede“ Ord. Jeg havde taget min Thukydides med, og oplæste nogle Stykker af Perikles’s Tale over de faldne Athenienser; Eleutheria var mit Publikum og jeg havde et Øieblik Følelsen af at være Perikles. For ei at synes latterlig i Eleutherias Øine, maatte jeg paa Tilbageveien fortælle hende noget om hendes Fædrelands Fortid, hvilket slet ikke syntes at undre hende. Hun yttrede kun en Slags panisk Respect for de Bøger, hvoraf jeg sagde hende, at jeg vidste alt dette, som de Mænd hun kjendte, aldrig havde omtalt.

        Dette var en af vore sidste Udflugter. Jeg blev forstemt ved at tænke paa Afskillelsen, og dog var den nødvendig. Jeg var saa vankelmodig, som — som et Menneske, der er opvoxet med alle vore occidentalske Philisterfordomme, med vor indgroede Respect for Pengenes Værd, og dog ikke har prosaisk Kraft nok til at opgive Phantasiens Verden. Jeg maatte see at overrumple eller overliste mig selv. Altsaa, jeg forestillede hende, at jeg af mange Grunde ikke kunde tage hende med til Morea, men at jeg vilde komme tilbage til Athen, saa kunde vi saalænge betænke os paa Planer for Fremtiden. Dette var virkelig min Hensigt, men hun troede mig ikke ret. Hun græd og klamrede sig til min Arm, saa jeg maatte gjøre Vold paa mig selv, for ikke at falde ud af den faderlige Tone, jeg hidtil havde

        iagttaget. Men engang, da hun var gaaet ud for at kjøbe Viindruer til mig, benyttede jeg Leiligheden, gik ned til Piræus, hvor jeg netop traf en Skipper, som næste Dag vilde gaae til Epidauros i en aaben Baad, og for at lægge et Baand paa mig selv, betalte jeg ham Fragten forud.

        Da jeg om Morgenen pakkede mit Tøi ind, og Eleutheria saae, at det blev Alvor, var hun ganske forandret. Hun spurgte mig i en ligegyldig Tone om min Route, og ved hvert Sted jeg nævnte, taug hun nogle Øieblikke, som om hun ret vilde indprænte sig de hende uden Tvivl ubekjendte Navne. Taus og rolig hjalp hun selv til; hun saae ud som En, der efter en haard Kamp har fattet sin Beslutning. Jeg gav hende en lille Sum Penge, og hun tog derimod, næsten uden at bemærke det; hendes Sjæl var fraværende. Først da jeg til Afsked takkede hende for al den Tjeneste, hun havde viist mig, og rakte hende Haanden, og da jeg venlig klappede hende paa Kinden, da bevægede hendes Bryst sig krampagtig, og hun begyndte at hulke. „Græd ikke, Eleutheria!“ sagde jeg, „farvel mit kjære Barn, Gud bevare Dig! vi sees jo snart igjen!“ og hermed ilede jeg bort. Saalænge jeg kunde see, blev hun staaende i Khanens Port, ubevægelig som Athenestøtten paa Borgen.

        Vinden var god, og Veiret ikke mindre, da jeg forlod det frugt- og blomsterrige, det — som en gammel Digter siger „fiolomgivne“ Athen. Snart strøge vi forbi den skjønne Ø Engia (Ægina) bekjendt af sine herlige Bjergformationer og sin Rigdom i Oldtiden som i Nutiden, men især af det prægtige Panhelleniostempel, der fra sit Bjerg skuer vidt ud over Havet, og som vi allerede lige fra Piræus havde for Øie. Foran os udstrakte nu Morea sine Fjelde; den ene Række høiere end den anden, og allerede om Eftermiddagen løb vi ind i Epidauros’s Havn. Da der i denne simple Ladeplads ikke er nogen ordentlig Khan, fik jeg ved min Skippers Anviisning Privatlogis hos en Pottemager, det vil sige, jeg fik Lov at benytte en Bænk og en Krog i den Stue, hvor han og hans Familie befandt sig. Det var meget gemytlige Folk, men jeg nægter det ikke, her paa Landjorden følte jeg et Savn, en Tomhed, hvis Aarsag jeg nødigt vilde tilstaae mig selv. Jeg drev lidt om paa egen Haand, og betragtede Folkelivet, især Matroserne, som færdedes ved Havnen. Tidlig næste Morgen fik jeg en Fører; jeg tog Afsked og besteg mit Muulesel, for at besøge Asklepios’s berømte hellige Lund, egentlig en Dal, som er opfyldt med de kosteligste Ruiner. Her var nok for mig at see i et Par Dage. Jeg logerede mig ind hos en Bonde, hvor man paa den ene Side har Udsigt til Dalen, paa den anden til de argoliske og over dem til de arkadiske Bjerge ... (føler Du ikke en længselsfuld Zittren ved at læse det Ord „arkadiske“) og udenfor hans Hytte sidder jeg paa en antik Marmorblok og skriver disse Linier. Jeg skriver ogsaa adskillige andre Ting i de første Morgentimer, thi snart bliver det for varmt, saa flygter jeg ned til Dalen, hvor Cypresser og Plataner malerisk skyde frem blandt de uhyre Ruiner.

        Her sad jeg anden Dagen efter min Ankomst, hensunken i Beundring af det store Theater, hvis hvide Marmor her i Dalens Skygge har bevaret sig næsten uforandret. Jeg følte mig meer end nogensinde før greben af den gamle Kunsts Storhed, og dog — følte jeg mig første Gang ret ensom og forladt. Jeg havde for første Gang et Anfald af Hjemvee, eller snarere Menneskevee. Jeg længtes ikke efter Østergade og Tivoli, hverken efter „Berlingske“ eller „Fædrelandet“, jeg længtes efter et menneskeligt Væsen, en Sjæl, ikke til at underholde mig med, nei blot til at være om mig, til at indaande denne balsamiske Luft i mit Selskab.

        Og her var saa taust, saa panisk stille, ikke en Vind bevægede Træerne, kun en Fugl fløi af og til hurtig hen over mit Hoved. Melankolsk sænkede jeg mit Blik dybt ind i den vidunderlig klare Himmel, og det gled næsten ligegyldig hen over de hvide Bjergtoppe og de yppig grønne Dale. Jeg laa udstrakt i Græsset og tænkte paa — de lykkelige Dage i Athenen og paa — — Phantasien begyndte at virke og udmale Gjensynet med sine lokkende Farver, Forstanden talte med og forsikkrede, at naar jeg kom tilbage, vilde hele Trylleriet være hævet; men den første seirede dog og førte mig med sig fra Billede til Billede, saa jeg tilsidst befandt mig imellem vaagen Tilstand og Drøm. Hvorlænge det varede, kan jeg ikke sige; men pludselig vaktes jeg ved at en vild Kat sprang frem fra Buskene forbi mit Hvilested, og pilede afsted, som om den var forfulgt. Uvilkaarlig undersøgte jeg mine Pistoler, for at være belavet paa ethvert Eventyr. Noget efter hører jeg ogsaa Fodtrin, som vare mig temmelig nær, men saa lette, at de ikke vare skikkede til at indjage nogen synderlig Skræk. Jeg synes at høre en mig bekjendt Melodi, jeg reiser mig for at lytte, men idetsamme opdager jeg over en af Theatrets Bænke en rød Fez og et Par sorte lynende Øine. „Eleutheria“, udbrød jeg uvilkaarlig, inden jeg havde seet Mere, og strax saae jeg fra mit Hvilested et Par yndige Been svæve i de dristigste Spring hen over Marmortrapperne ned til mig. Det var hende; med ydmyg bedende Miner nærmede hun sig, som fordum Thetis hos Homer, og omfavnede mine Knæ. Da var det forbi med min Stoicisme, jeg tog hen for første Gang ømt i mine Arme, løftede hende op til mig og kyssede hende. Det kjære Barn var ganske ustyrligt, hun loe og græd paa een Gang, sprang og dandsede omkring mig, og kastede sig tilsidst, med et Spring som en Gemse, igjen i mine Arme. Jeg lagde heller ikke Skjul paa min Glæde, jeg kjelede for hende, fortalte hvorledes jeg havde længtes efter hende, og gav mig som i en Slags Inspiration til at synge et Par Vers af en græsk Folkesang hun tidligere havde lært mig. Det er en, som Børnene skarevis drage om og synge paa den almindelige græske Børnefest, den 1ste Marts; den lyder i temmelig ordret Oversættelse saaledes:

        Hun fattede strax Allusionen, hun aflagde sin tidligere frygtsomme Ærbødighed, og klyngede sig fortrolig til min Arm, og jeg — glemte de pragtfulde Ruiner, Cypresserne og Platanerne, og Bjergene i Arkadien. „Men, kjære Barn“, sagde jeg endelig, da den dithyrambiske Stemning noget havde sat sig, „hvorledes har du fundet mig, hvorledes kommer du herhid?“

        „O,“ sagde hun, „da jeg kom hjem og fortalte, du var reist, men kom tilbage igjen, saa troede min Fader det ikke; han tog de Penge, du havde givet mig; men da jeg næste Morgen stod op og iførte mig min smukke nye Dragt, saa befalede han mig at tage den af igjen, for at han kunde sælge den i Bazaren, da jeg nu ikke mere behøvede den. Men jeg vilde ikke miste de smukke Klæder, jeg listede mig ud i Gaarden, kom ubemærket ud paa Gaden og flygtede til Piræus. Her opspurgte jeg en Skipper, som skulde til Nauplia, jeg bad og tiggede ham saalænge til han tog mig med. Fra Nauplia begav jeg mig paa Vandring i den mørke Nat, Gedehyrderne sagde mig Veien til Epidauros, og den hellige Moder var mig gunstig, at jeg standsede ved denne Dal.“

        „Og du er mig velkommen Eleutheria, og du skal nu aldrig forlade mig, før du selv vil. Men nu ville vi gaae til mit Hjem, og feire en Fest til din Ære. Pluk de smukkeste Blomster paa Veien, at vi ikke skulle mangle Krandse.“ Og hun fløi afsted, langt forud for mig, — hun var jo selv en Blomst iblandt Blomsterne.

        Da vi vare hos min Bonde, lod jeg hans Kone sørge for et Bad til Eleutheria, og sendte Bud til det nærliggende Lessa efter en Krukke af den bedste Malvasiaviin. Jacta est alea! siger jeg som Cæsar, Barnet skal følge mig — saalænge hun selv har Lyst.

        Jeg maatte foragte mig selv, om jeg endnu kunde betænke mig. Hun er jo min Muse, hun er saa frisk, saa guddommelig, saa fuld af Sjæl og Ild og Naturpoesi, at man over hende glemmer Alt. Hvad gjør vel det, at hun ikke kan læse eller skrive, at hun ikke som de fornemme, „dannede“ Damer kan agere Snerpe, tale om Moralitet og Skandale og Poesi, og coquettere... jo coquettere, det kan hun, men hun veed det ikke. Hun coquetterer som — Rosen med Solskinnet; men tale om Poesi kan hun ikke, thi hun er jo Poesien selv. Der kommer hun syngende, dandsende, med Armene fulde af duftende brogede Blomster. Hun binder Krandse, og jeg ligger drømmende i Græsset og beundrer hende. Naar hun har een færdig, springer hun op, dandser et Par Gange rundt om mig, og trykker den paa mit Hoved. I tusinde Interjektioner og tusinde Bevægelser giver hun sit Hjerte Luft. Hele hendes Forraad af Sange bliver gjennemgaaet. Naar jeg strækker mig heelt ud paa Grønsværet og lader som jeg vil sove, sætter hun sig ved mit Hoved, og synger den Vuggevise, hvormed hendes Moder dyssede sine smaa Sønner i Søvn:

        Jeg føler Culturens Skamfuldhed ved at skue den skjønne Natur Ansigt til Ansigt.

        Viinen er kommen, og den er fortræffelig, skjøndt ikke just gammel. Bordet er anrettet under aaben Himmel, foran Marmorblokken, med lidt Gedeost, Æg, nogle Oliven og temmelig mørkt Brød. Og her holder jeg da mit Symposium. — Smil ned til mig, Plato, fra

        din Himmel! — Min venstre Arm omslynger Eleutheria, den høire hæver Skaalen med den perlende Viin til os begge. Undertiden glider hendes Hoved ned mod mit Bryst, mens jeg ordner Krandsen i hendes kulsorte Lokker. Jeg er lykkelig som et Barn, glad som en Engel, stolt som en af de gamle Guder! Hurra! imorgen gaaer Reisen til Arkadien, at sige — hvis vi ikke føle Lyst at blive længer her. Her er jo saa smukt! men mellem Bjergene er der ogsaa smukt, hele Verden er saa smuk! jeg vil være ligesom Lilierne, og ikke tænke paa den Dag imorgen!

        Kjære Ven, mit Eventyr er endt, og jeg er, som du seer, paa Hjemveien fra det helleniske Land. Ak! — det gik hverken som jeg tænkte, eller som jeg ikke tænkte; thi jeg tænkte jo slet ikke... Men jeg vil fatte mig kort, fortælle i historisk Orden, og ikke opholde dig med lyrisk-melankolske Udbrud. Hvorfor ville vi egentlig jamre og sørge? vi vide jo, at alle vore Glæder ere som Lilierne, der staae idag og imorgen kastes i Ovnen.

        Vi havde besøgt Tiryns og undersøgt de vældige Cyklopmure her, som synes at skulle staae til Verdens Ende. Jeg traf her til min Forundring en Coloni af tydske Soldater, som viste mig megen Gjestfrihed, og skaffede mig en flink og ærlig Agojat til Argos og Nabostaden Mykene, hvor vi besaae Agamemnons underjordiske Skatkammer og de forbausende Fæstningsmure. Vi nærmede os nu Arkadiens Grændse.

        Landets smilende, blomstrende Udseende taber sig her efterhaanden, og gaaer meer og meer over i en vild Bjergnatur. Paa de øverste Fjeldtoppe sees af og til lidt Snee; de snævre Dale, de tætte Naaleskove og Menneskenes mindre velvillige og behagelige Udseende, mindede mig undertiden om Norge. Paa Skrænterne græssede halvnøgne Hyrder deres Faar; de Førere, vi havde, saae ofte noget mistænkelige ud, og naar Mørket faldt paa, hørte man Ulvenes og Schakalernes Hyl.

        Dette var altsaa Arkadien, det af Digterne nu igjennem Aarhundreder lovpriste Land. Vi droge over den store Høislette til Tripolizza, vi betraadte de berømte Valpladse ved Mantinea og Tegea; men baade Veiret og Folket syntes at antage en mindre venlig Charakter. Vi maatte afkorte Dagreiserne, thi det var mod Slutningen af Septbr., Aftenerne bleve kjølige og erindrede undertiden om det nordiske Efteraar.

        Hvad der imidlertid kastede et fortryllende Solskin selv over de Regndage, vi stundom hjemsøgtes af, var det elskelige Barn Eleutheria. Med en Hunds Troskab og Hengivenhed, med den første Kjærligheds geniale Inspirationer gjættede hun det mindste af mine Tanker, og skjænkede mig tillige den behageligste Underholdning. Alt hvad en Reisende kan ønske, forenede hun i sin Person, en Tjener, saa tro som Guld, en ypperlig Tolk, og et Reiseselskab, som uafbrudt holdt Sjælen i den begeistrede og oprømte Spænding, hvori man først ret føler Livsfylde til værdigen at modtage Indtrykkene af et classisk Lands ophøiede Natur. Intet lignede hendes Lærvillighed og den Taknemmelighed, der straalede af hendes Øine, altsom jeg ved mine Samtaler opklarede hendes Sjæl og udvidede hendes Blik fra den snævre Synskreds, hvortil det hidtil havde været indskrænket. Naar vi kom til et Sted, hvor der var godt at være, hvor Orange-Kastanie- og Olivenlundene slyngede sig yppigere om Bjergets Fod, hvor Fignerne vare saftigere, Osten federe og Honningen sødere, da gjorde vi Holdt, og tilbragte et Par Dage med at opleve i Virkeligheden den Drøm, Digterne engang kaldte Paradiset paa Jorden, men som de i vore Dage spotte; den Tilstand, hvor en Hytte og et Hjerte, en Kilde og nogle brægende Lam skjænker det urolige Menneskebryst Hvile og uskyldig Lykke. Paa saadanne Dage blev jeg selv Digter; det blev mig ofte en uimodstaaelig Trang i Vers at udtale de Følelser, der under hine poetiske Naturomgivelser overvældede mig saaledes, som jeg jo ikke vovede at yttre dem mundtlig. Her er et af de Udbrud, som findes i min Dagbog fra den Tid.

        Jeg havde fortalt hende om Middelalderens Kampe og Ridderlivet; hun betragtede nu mig som en vandrende Ridder, og sig selv som min Vaabensvend. Saa besteg hun et af de stedige Muldyr, og tumlede det lystig om paa Marken; men medens jeg ofte maatte lee ad Dyrets klodsede Bevægelser, sad hun selv som en Jeanne d’Arc paa dets Ryg, og affyrede en Pistol midt i det stærkeste Løb. Ofte gjennemstreifede vi Dalene tilfods og bestege Høiderne, hvorfra man overskuer Floderne, der snoe sig som Sølvslanger, fra de dybe Klippekløfter med de rødlige Fjeldvægge, hen igjennem de frugtbare Dale.

        „Har du ogsaa Mod til at følge mig over dette vidtudstrakte uendelige Hav?“ sagde jeg engang til Eleutheria, da vi stode paa en fremspringende Arm af det sneedækkede Taygetus, hvorfra man skuede hen over hele det underlig bugtede Morea, lige ud til Middelhavet.

        „Herre, hvor du er“, svarede hun, „der vil jeg altid gjerne være.“ Og med Lynets Ild og Hurtighed trykkede hun min Haand til sine Læber.

        Min Beslutning var fast, jeg var overbevist om, at dette var den eneste Maade, hvorpaa Kjærligheden endnu kunde tage blivende Bolig i mit saa ofte og dybt rammede Hjerte. Jeg udmalede mig i Phantasien den Ømhed, hvormed jeg vilde vaage over denne sjeldne Erobring, den Glæde, hvormed jeg skulde som i en Leg meddele denne aabne og rigtudstyrede Sjæl netop Saameget af vor occidentalske Viisdom, som der behøvedes til at danne og forædle den, uden at borttage dens Friskhed. Jeg smigrede min Forfængelighed ved Tanken om den Stolthed, hvormed jeg engang skulde fremstille denne lille Vilde iblandt vore „dannede“ Damer, som have gaaet i Instituter, læse Bladene, have Loge i Theatret og Stævnemøder paa Langelinie, — hvor triumpherende jeg skulde sige til dem: See her det Guds Billede, hvori I oprindelig Alle vare skabte! — Ak, alle disse søde Drømme ere forbi, de ere forsvundne ikke som Taagerne, naar Phoebos smilende bortblæser dem fra Arkadiens drømmende Bjergtoppe, nei, som den lyse græske Dag, naar den ender med en regnfuld stjerneløs Nat.

        Vi droge over Megalopolis, og gjennem de blomstrende Dale, hvor Floden Alpheos — saa berømt ved sin Kjærlighed til Kilden Arethusa — iler frem fra sit dunkle Udspring, heftig, ungdommelig brusende som den uerfarne Yngling, der en kort Tid tumler sig i fyrig Livsglæde, for snart at tabe sig og forsvinde i et Middelhav af Skuffelser, Sløvhed og Glemsel. Vi rede nu mod Sydost, og nærmede os Grændserne af Lakonien. Her gik det næsten bestandig opad, Bjergtoppene viste sig indhyllede i Skyer, og rundtom os gabede ofte dybe hemmelighedsfulde Afgrunde. Landet var mindre bebygget, og en ublid Vind kom af og til ned fra Bjergene. De smaa Floder viste sig hyppigere og med et ilsommere Løb, end forhen. Nogle usle Hytter hang hist og her som Svalereder paa de terrasseformede Fjeldskraaninger. I Landsbyen Drionesi havde vi faaet en Agojat af mainotisk Herkomst, som med sit vilde sorte Skjæg og den pjaltede Kappe, kastet som en Løvehud over herakleiske Muskler, slet ikke var skikket til at indgyde Tillid. Eleutheria betragtede ham ofte med en vis Uro, og tilkastede ham mistænksomme Blikke. Han skulde føre os til Lykæonbjerget, et af de høieste Punkter i denne Egn, og derefter skaffe os Natteleie i en Landsby, hvor han kjendte et Par gamle Folk. Da vi naaede Bjergets øverste Flade, laa endnu den tætte Taage om dets Sider lig Røgen af hundrede Landsbyer; men snart fordelte den sig, og vi havde nu et Syn, som jeg aldrig glemmer. Dybt under vore Fødder, bekrandset af dunkle Lunde, gjennemstrømmet af Eurotas, udbredte sig den lakoniske Slette. Vi skjelnede tydelig Byen Mistra, der omtrent betegner Stedet, hvor det gamle Sparta laa. Men rundtom os viste sig hele Peleponnes som det Platanblad, hvormed en gammel Forfatter har sammenlignet det, med sine utallige Bugter, Bjergforgreninger og Forbjerge, dybe Dale og skinnende Floder; et Landskab, omtrent saa stort som Jylland, oversaae man her næsten med eet Blik. Eleutheria græd af Forbauselse og sank uvilkaarlig paa Knæ; Føreren stod ligegyldig og underholdt sig med Muldyrene, uden at forraade nogen Bevægelse. Maaskee havde han været her ofte før. Vi holdt et let Maaltid her, henved 7000 Fod over Havets Overflade; jeg følte mig saa salig, saa opløftet over alt Smaaligt og Jammerligt, at jeg havde ondt ved at løsrive mig fra dette Sted. Tilsidst tændte jeg en Cigar, for saaledes spidsborgerlig indviet atter at nedstige til det jordiske Liv.

        Mod Aften naaede vi den By, hvor vi skulde overnatte. Husene laae adspredte, ligesom klinede op ad en skraa Klippe, og det hvortil vi førtes, var et af de usleste. Udenfor legede nogle pjaltede Børn, men de legede dog ikke som andre europæiske Børn, deres Bevægelser vare harmoniske, deres Leg var en Dands, og istedenfor Orchester sang de og klappede i Hænderne. Vi traadte ind i Hytten, der som sædvanlig var Et med Stuen. Væggene vare sorte af Røg; en gammel Kone sad ved Ildstedet, og ved Siden laa en Hund, en Ko og nogle magre Faar. Manden var fraværende, men Konen tog meget venlig imod os, vi bragte et tarveligt Maaltid tilveie, og begave os til Hvile. Jeg havde paa Reisen vant mig til den græske Skik, stedse at overnatte i Klæderne. Jeg lagde mig da paa Jorden i min Kappe, med Vadsækken under mit Hoved og mine Pistoler mellem den og Væggen. Konen snorkede allerede ved Ildstedet, og Agojaten laa mellem Kvæget. Eleutheria havde som sædvanlig taget sin Plads ved mit Hovedgjærde, jeg trykkede hendes lille Haand til Godnat, og sov ind. Men Eleutheria sov ikke, eller rettere, hun sov altid med vaagen Sjæl; med et forunderligt Instinct vaagnede hun stedse ved den mindste Bevægelse, og naar jeg var vaagen, spurgte hun om jeg tørstede, og løb strax efter, hvad jeg ønskede.

        Der kunde vel være gaaet en Timestid, da Noget forstyrrede min Søvn; dog faldt jeg strax hen igjen. Men lidt efter vækkedes jeg af en lydelig Støi, jeg reiste mig, og følte efter mine Pistoler; den ene var borte. Foran mit Leie skimtede jeg Eleutherias Skikkelse, jeg hørte nogle heftige Udbrud som af Mennesker, der brydes; men idetsamme faldt et Skud, og Eleutheria sank til Jorden. I den rædsomste Skræk fløi jeg op, kaldte paa Eleutheria — hun svarede ikke; jeg raabte paa Lys, styrtede hen til Ildstedet, og befalede Konen at skaffe Lys. Hun nølede noget, men fik endelig tændt en Fyrrespaan, saa at jeg kunde overskue Scenen. Skuddet havde ikke rammet Eleutheria, det var tvertimod hende, der havde affyret det, thi ved Siden af hende laa Agojaten med knust Pande. Men i samme Øieblik, som hun opoffrende og uforfærdet havde reddet mit Liv og hvad jeg eiede, havde Skurken gjennemboret hende med sin Kniv. Hun var besvimet, og en Blodstrøm piblede frem af hendes Bryst. Jeg havde Besindelse nok til at hente koldt Vand og rive Lærred op af min Vadsæk for at forbinde hende, og standse Blodet. Men Alt var forgjæves, en ond Dæmon havde ført hans Haand, og det hulde Liv vendte kun een Gang endnu tilbage, for i et Blik fuldt af Kjærlighed at vise mig et Glimt af den herlige Sjæl.

        Dog hvad var herved at gjøre? — Synderen laa paa sine Gjerninger, min Lykke og Glæde havde han taget med sig, og alt mit Raseri og min Fortvivlelse var spildt. Konen, der rimeligviis havde været i Forstaaelse med Røveren, hylede som en Besat; kjed af at høre herpaa, trykte jeg det sidste Kys paa Barnets kolde Læber, sadlede selv det ene af Muldyrene, opsøgte den nærmeste Sognefoged, og meddelte ham det Passerede. Det var en værdig Olding, han tilbød mig Ophold i sit Huus saalænge det gjordes fornødent, og viste mig selv hen til Præsten. Det var en Trøst, skjøndt en sørgelig, for mit sønderrevne Hjerte, at jeg for en langt større Sum, end jeg fornuftigviis kunde undvære, foranstaltede Eleutherias Begravelse med en Høitidelighed, hvortil man der i Egnen ikke var vant. Jeg tilbragte endnu nogle Dage hos den brave Sognefoged, sløv for Alt, for Naturen saavelsom for Menneskene; jeg veed ikke selv hvad jeg tænkte eller foretog mig i den Tid, uden at jeg ved min Værts Hjelp fik hidkaldt en Stenhugger, som under mit eget Tilsyn tilhuggede et Kors af Taygetisk Marmor, hvorpaa jeg lod ham sætte følgende Ord:

        Denne Steen blev opsat paa hendes Grav; da dette var forrettet, havde jeg her Intet mere at gjøre, jeg begav mig strax paa Tilbagereisen, og befinder mig nu paa Ulysses’s gamle Ø. Jeg vil ikke kunne udholde at see Vennerne i Rom, derfor gaaer jeg nu lige til Triest, og derfra til Paris og London. Paa disse Steder maa der dog vel være saamegen Støi og Larm, at man derover kan glemme sine Hjertesorger.