Jeg lovede hende en Krans at binde,
Som om hendes Pande jeg vilde vinde.
Og den skulde være af mine Sange,
De tunge og lette, de glade og bange.
Og før jeg var færdig, jeg aldrig hvilte,
Det loved jeg hende, hun lo og hun smilte.
Jeg bandt ved Dag, og jeg bandt ved Nat
Og tænkte hver Stund paa min dyre Skat.
Mit inderste Indre var Blomsternes Rod,
Og Farven, det var mit Hjerteblod.
Og Duften, det var min Ungdomslykke,
Og Formen var Længslernes evige Skygge.
Saa stod den da færdig — mit Øjes Lyst,
Jeg iled til hende med bankende Bryst.
«Der,» raabte jeg, «tag den, der er den, Din —»
Men Pigen var liden og spinkel og fin.
Og da jeg den lagde om hendes Pande
Faldt den for stor over Øjnenes Rande.
Det gjorde vel ondt, den var jo lidt tung,
Og Pigen var bange og zart og ung.
De stakkels smaa Øjne løb lidt i Vand,
Familien ilede til paa Stand.
De løb og de raabte — de hvinte og skreg,
Og Synderen — det var naturligvis mig.
Og hun stod saa stille og lod sig bade,
Og jeg stod saa stille og lod mig hade.
Saa kan de vel tænke, at nogle Dage
Derefter, saa sendtes mig Kransen tilbage.
— Der ligger den da med sin tunge Vinding,
Den har jo dog hvilet om hendes Tinding.
Familien fortæller om, hvad hun har døjet,
Og hun har nok faaet en Klap for Øjet.