En Faarekylling sad blandt Blomstergræs i Skiul,
Paa Engen flagrede en Sommerfugl!
Det vingede Insect med livlig Farve brammed’,
Paa Vingerne Azur og Guld og Purpur flammed’!
Fra Blomst til Blomst omfløi den unge smukke Sprader,
De skiønneste han giæster, og forlader.
Ak! sukkede da Faarekyllingen!
Ak! hvor forskiellige dog vore Skiæbner ere,
For mig er intet skeet! og alt for den;
Mig skal Talent, mig Skabning nægtet være!
Mig agter ingen paa, mig kiender ingen her;
O! ei at være til langt bedre er.
Men som den talte saa, en Børneflok
Paa Engen kom; de strax hiin Sommerfugl opdage;
Og flur det efter den gik i Galop.
Hat, Hue, Tørklæd er i Brug for den at tage,
Insecten stræber dem forgieves at undgaae,
Snart maae den deres Bytte blive,
De, een ved Vingen, een ved Kroppen faae,
Og een ved Hovedet; at sønderrive
Et saadant lidet Kræe skal der langt mindre til.
O! sagde Faarekyllingen: jeg vil
Nu over mine Kaar ei klage mere,
Det er for dyr en Lyst at glimre her!
Hvor jeg vil faae mit skiulte Fristed kier.
Forborgen leve den, som lykkelig vil være.
Florian.