Over Jorden Nattens Slør var faldet,
Stjerneglimmer funklede derpaa;
Nattergalens Jubler havde kaldet
Mig til Bred af skovbekrandset Aa:
Tavs Naturens Herlighed jeg nød,
Medens rolig Tak fra Hjertet flød.
Henrykt saae jeg Aftenstjernen blinke,
Ufortolket Sødhed fandt deri,
Og omkring mig syntes Alt at vinke
Mig til Sang og yndigt Sværmeri:
Strax min Haand den kjære Cithar tog,
Strax jeg bly de gyldne Strænge slog.
Vældigt føl’de jeg mit Hjerte banke,
Og et Glimt fra Vestens Stjerne foer:
Glad mod Straalen hæved’ sig min Tanke
Let, bevinget op fra mørke Jord;
Jeg paa Stjernen stirred’, og den var
Meer, end nogensinde, skjøn og klar.
Ned fra den en Skabning saae jeg stige
Paa en Skye af renest Himmelblaa;
Herlig den blandt ingen Dødelige
Af sin Skjønhed kun en Skygge saae;
Laurbærkrands omkring dens Pande sad,
Og dens Blik var aabent, højt og glad.
Aftenrøden sig paa Kinden maled’,
Mens paa Snee sig Haaret bølged’ hen;
Fuglechoret tav i det den daled’,
Men den smil’de det til Sang igjen.
Ned til mig den svæved’, blid og huld;
Jeg mig bøjed’, tavs og undringsfuld.
”Mnemosyne blev ved Zeus min Moder,”
Sagde hun med Guddoms-Smiil og Røst,
”Og Apol ved ham min Ven og Broder;
”Al min Daad er at udbrede Lyst:
”O! jeg veed, dit Hjerte hylder mig,
”Derfor, Pige, kommer jeg til dig.”
”Stjernen, hist du skuer, er min Bolig,
”Glæde der med Viisdom parrer sig;
”Der med Venskab, der med Dyd fortrolig,
”Jeg ved gyldne Harpe fryder mig,
”Og af eviggrønne Laurbærtræ’r
”Til min Æt jeg plukker Krandse der.”
”Naar min Yndlings Aand bevinget svæver
”Til min Stjerne kun et Øjeblik,
”Skuer jeg, hvor Fryd ham gjennembæver,
”Og velsigner selv den Ild, han fik;
”Om jeg fletter ham en Laurbærkrands,
”Bytter han den ej med Kroners Glands.”
”End din Aand, for ung, ej did kan vinde;
”Dog dit Hjertes Tone blev mig kjær;
”Thi lad mit Besøg dig ofte minde
”Om den Stjerne, som min Bolig er;
”Lad Natur kun høres i din Sang:
”Da maaskee du naaer mit Lys engang.”
Musen svandt, men du, min Stjerne, ikke;
End jeg henrykt skuer op til dig,
Henrykt mindes hine Øjeblikke,
Da en Guddom sig nedlod til mig:
Nu jeg fatter, hvi du stedse var
For min unge Sjel saa dyrebar.
Louise ****.