Endnu engang du smilende nedsvæver,
O blide Vaar! med Vellyst til din Ven.
Min Lovsang sig med al Naturens Jubel hæver,
Og glad jeg hilser dig igien.
Endnu engang skal Lærkens Morgensange,
Insectets Surren, Frøens hæse Skriig,
Og Nattergalens Quad i Skovens dunkle Gange
Til dine Glæder kalde mig.
O Held mig, at jeg kan dit Kald fornemme,
Og i Naturens moderlige Skiød,
Og i din Helligdom, du Glæders Skaber! glemme
Den Graad, som randt ved Brødres Nød.
Ak tit forgieves kalder du til Glæde,
Tit mine Brødre ei forstaae din Røst,
Tit alle Furier din Tempels Pragt nedtræde,
Og dræbe Livets heele Lyst.
Vildt raser Tvedragt, Morderfaklen flammer,
Og søndertraadt er Ceres’s glade Hegn;
I Oreadens Lund gienlyder Graad og Jammer,
Og Blod besmitter Floras Egn.
Hist stod den stille fredelige Hytte,
Omsnoet af Ranker i Plataners Lye,
Ach øde staaer den nu en blodig Voldsmands Bytte;
See Dyden græde, Freden flye.
Der grusom Mistroe mørkner Glædens Dage,
Og selv den Viise taber Livets Roe,
Hvor Tanken dømmes, hvor man tør til Haan fremdrage
Sin Broders Meening, Haab, og Troe.
Hvor Yppighedens fæle Aand udslukker
Naturens ædle blide Følelser,
Og Dydens Genius tilhyller sig, og sukker
Ved vilde Daarers Orgier.
Ja herlige Natur! forgieves kalder
Du dine mange Børn til salig Fred,
En mere dydig Slægt skal i en bedre Alder
Begræde Fædres Daarlighed.
O lad mig langt fra Dagens Haan og Hæder
I dine stille Skygger skiule mig!
Ukiændt og uforfulgt blandt dine Saligheder,
Jeg henrykt glad skal prise dig.
Tit skal du da til stille Toner vække
Den svage Cithar, som mig Phæbus gav,
Og naar jeg taber den, skal dine Krandse dække
Din Sangers ubekiændte Grav.
L.