I Dalens skyggefulde Lund,
En Sommer-Aften, Zefir blæste,
Gik jeg, o vellystfulde Stund!
Og i en Bog om Elskov læste.
Forvildet nu blandt Skov og Krat,
Besaae jeg hver en Plet derinde,
Og, frygtende den mørke Nat,
Jeg stræbte Vei derfra at finde.
Men — mens jeg vanked’ Skoven om,
En sagte Lyd mig kom for Øre.
Jeg søgte den, jeg til den kom,
Og fik en stille Susen høre.
Her rallede en sølvklar Bæk,
Og skylled’ Sand blandt Kisel-Stene.
Den slanged krød sig bag en Hæk
Af Bringebær og Rosengrene.
Den milde Vind nu rørte sig,
Og spredte’ Dug paa alle Planter;
Fiolers Lugt den bragte mig,
Med Balsam, ført fra alle Kanter.
I Græsset qvækked’ hæse Frøe,
Phalæner surred’ om mit Øre,
Jeg saae Ephemerna at døe,
Og Nattens Fugle lod sig høre.
Men — henrykt, tabte jeg min Bog,
Da Daphne bag en Busk istemte;
Med hendes Slag mit Hierte slog,
Jeg Bog — mig selv — i Elskov glemte.