Den unge.
Olding! du som mæt af Livets Dage
Lister Dig langs Gravens stille Bred,
Kast endnu et Blik, kuns eet, tilbage
Før Du naaer Dit tavse Hvilested;
Bøj Dit Øre til en Ynglings Klage,
Siig mig: fandt Du nogensinde Fred?
Fandt Du den; saa siig, hvor skal jeg søge
Denne Himlens Datter? — siig mig, hvor? —
Svar mig — skulde end Dit Svar forøge
Mine Mistvivl: at den her ej boer.
Olding! siig! o siig, hvor skal jeg søge
Hiertets Fred? — kom, leed mig i dens Spor!
Den Gamle.
Lad mig gaae — jeg venter ej at finde,
Før i stillen Grav, min tabte Roe;
Der udslettes svundne Dages Minde;
Kun i Graven Fred og Glemsel boe. —
Døden, alle Sørgendes Veninde,
Vinker kjerligt ad os begge to.
Pigen.
Olding! Du er træt af Livets Møje;
Gaae til Hvile — Du fortiener den.
Glædens Vaarglands rører ej Dit Øje,
Halvlukt seer det kun mod Graven hen.
O! hvad skulde mere Dig fornøje?
Du har tabt Din Viv, og hver Din Ven. —
Yngling! men hvorfor vil Du forsage? —
Haabet vinker huld, ungdommelig;
See! hun rækker Fremtids lyse Dage
Eegeløv, og Laurbærkrands til Dig. —
Stands, Du Taabe! dog engang Din Klage,
Du en Myrthekrands skal faae af mig.
Hh.