Er det den sande Lykke her paa Jorden,
At skabe rene Glæder rundt om sig,
Dig denne skiønne Lod til Deel er vorden,
Og dobbelt du i Dag er lykkelig;
Thi skiønt imellem alle dine Dage
Ei een svandt ubrugt, uvelsignet hen,
Med syvfold Fryd vi dog den Dag modtage
Da du blev skienket os af Himmelen.
Med frydfuld Stolthed hver af dine nyder
Det skiønne Syn af alt dit sieldne Værd,
Og dvæler ved enhver af dine Dyder
Og føler henrykt, at han er dig kiær.
Og jeg — Veninde! jeg som tidlig lærte,
At see dit Værd, som tidlig blev din Ven,
Af uvant Glæde svulmed’ dette Hierte,
Hver Gang den glade Høitid kom igien.
Og vil end Skiebnen mig engang bortrive
Langt fra hver Ungdoms Ven, og langt fra dig,
Dog skal mig denne Dag en Festdag blive,
Du evig skal indvie den for mig:
Glad skal jeg da gienkalde mig dit Minde,
Hver Dyd, hver Fortrin, alt det Værd du har,
Gienkalde mig, at du var min Veninde,
Og føle, at du bliver, hvad du var.
Og brændende skal da min Bøn opstige
For din Lyksalighed til Dydens Ven,
Og dine Dyder, eiegode Pige!
Forvisse mig, at han bønhører den
O! bliver du engang saa lykkelig,
Du har end ei det mindste at begiære,
Føl da, at Himlen dig ei skienkte mere,
End du var værd, og end jeg ønskte dig.
÷