Den Lykken kiæler for og under gode Dage,
Som aldrig kiender Sorg og ei engang af Navn
De rædselfulde Ord, Bekymring, Trang, og Plage,
Som slumrer Livet bort, og gier ei mindste Gavn,
Den intet Vandhæld rokker,
Ham helliges min Sang; — Hvem tænker I, det er?
O! hvem — om ei en Klokker?
Hvem har den søde Søvn, og Sengen mere kiær?
Ja Klokker — store Mand — Du Lykkens Kiæle-dægge!
Dig er det, som min Sang jeg her opoffrer til,
Min Geist sig trænger ind af dine tætte Vægge,
Og i din bløde Seng — dig ret betragte vil;
Paa Purpur-røde Kinder
Den lange Dovenskab udbreder Smiil og Lyst,
Snart svolmer op, snart svinder
Ved tunge Aandedræt det flæske feede Bryst.
O! Høistlyksalige! imedens du nu sover,
Er vist din Kasse alt formeered med en Duk,
En vil bekiende Synd — en anden sig troløver,
En gaaer al Kiødets Gang — en anden faaer en Glut;
See! Penge-Strømmen rinder,
Og ved hver Times Søvn din Rigdom tager til.
Snorksovende du finder,
Hvad vaagne Nætters Fliid mig aldrig skienke vil.
Derfor, skiøndt Middag alt, paa matte Øine-bryne
Dog Søvnen holder tryg — og hvem fortrænker den?
Kun i en Klokkers Huus, paa silkebløde Dyne
Du Dagen mesterdeels kan rolig bringe hen,
Jeg veed snart ingen Hinder,
Undtagen just den Tid, naar Klokkeren faaer Mad;
O! Søvn! — siig — hvor du finder
Et Sted — du være kan — meer magelig — meer lad!
Søg kun fra Sceptret af og ned til Stodder-Kryggen
See saa du finde kan saa god en Plads igien,
Kun Uroe møder dig; men Roe dig vender Ryggen,
Saasnart du flytter Fod fra Klokkerboligen;
Bliv Søvn — bliv inden Dørre,
Umag dig ikke ud — lyd mig paa mine Ord;
Du har det paa det Tørre,
Men du fortryder det, om du mig ikke troer.
Gid kun et Ønske jeg i Verden maatte have!
Det er ei Pigers Gunst, ei Guld, ei Herre Magt:
Men kun en lille Skat paa hver en Klokker-Mave,
Fordi ald Søvnen han allene har forpagt’;
Hans Smaus — hans lækkre Drikke
Det veed den søde Gud — jeg ei misunde vil;
Men sandt — jeg nægter ikke