Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt,
Men rundt om paa Slottet er øde og dødt.
See Vægge og Gulv er beklædte med Sort;
Dørvogterne skjælve og ønske sig bort.
„En Klokke jeg støbte” — hør Herskerens Ord,
„Den vistnok skal høres af Alle paa Jord.
„Ja er der et Helved’ og Djævle til,
„Jeg tænker, de ogsaa den høre vil;
„Og er der en Himmel med Engle smaae,
„Jeg tænker den ogsaa til dem skal naae.
„Heel lystigt jeg hærgede Fjendens Land,
„I Trældom sukker nu Viv og Mand;
„Men Hovedet tog jeg af Børnene smaae,
„Paa Gulvet I see dem som Klokke staae.
„Høit vil den runge som Stormenes Chor,
„Og Verden skal grue, og kalde mig stor!”
Men hver Mand blegner, som Klokken seer;
En eneste kun saa listigt leer,
Og siger: „ja Alt er smukt og godt!
Men Knævlen mangler, min ædle Drot!”
„Den reent jeg glemte; ja Du har Ret!
„— Til Knævl vist klæder Dit Hoved net!”
Den Klokke runger saa sært over Land,
Den høres baade af Qvinde og Mand;
Men gjennem Taarer hvert Øie leer,
— Man holder saa meget af Spieß’s Maneer!
