Om Theebordet sidde de Damer smukt,
Ak, Munden er aldrig paa dem lukt:
Pjat! Pjat!
Den Ene taler om Silke og Baand,
Den Anden viser sin hvide Haand,
Den Tredie er poetisk stemt,
Hun sværmer, og stiger, saa det er slemt.
Pjat! Pjat!
Om Ballerne snakkes der bredt og vidt,
Ja Politikken faaer ogsaa sit.
Pjat! Pjat!
Ved Bordet sidder en Mandsperson,
Han er saa rar i Conversation;
Han smiler og skjænker dem Videts Mjød,
Og Damerne sige: ”hvor han er sød!”
Pjat! Pjat!
Nu tager man da Theatret fat,
Saa komme de først i den rette Pjat.
Pjat! Pjat!
Tilsidst skrider Natten endelig frem,
Men saa — ja saa skal der følges hjem.
Det hjælper ikke at krybe i Skjul;
Nu gaaer det først som en Kjæp i et Hjul:
”Pjat! Pjat!
Pjat! Pjat!”