Prolog
Fremsagt af Hr. Hass ved hans Aftenunderholdning.
Fremsagt af Hr. Hass ved hans Aftenunderholdning.
den 17 Marts 1830.
den 17 Marts 1830.
Naar Øiet hæver sig mod Himlens Bue,
Vi Livet der, som i et Huulspeil, skue.
Skybjerge danne sig i Solens Flamme,
De vexle Form, men blive dog de samme,
De flygte brat paa Livets stærke Strømme:
Saa svinder ogsaa Livet og dets Drømme.
Men alt, hvad her er stort i Form og Aand,
Det tegner Clio ned med trofast Haand,
Og Slægt til Slægt bevarer tro dets Minde;
Thi ei det sande Store kan forsvinde.
Naar da Iisblomsten paa vor Rude staaer,
Og Kunsten tryller os den svundne Vaar,
Da vinker Templet, som en Blomster Gave,
Hvor Aander stige fra de sjunkne Grave.
Alt Stort og Smukt, som svandt, oplives atter,
Og Tidens Vexel vækker Graad og Latter.
— Hist kjemper Viggo, Rolf er ei forladt,
Kong Lear paa Heden gaaer i Storm og Nat;
Vi see begeistret Jeanne d’Arc at stride,
Og Valborg blegner ved sin Axels Side.
Saa viser os den høie Melpomene
Hver fældet Eeg fra Livets store Scene;
Skarpt brydes Lyset i Thalias Speil,
Der viser Tidens Daarskab og dens Feil.
De sjunkne Borge sees med gyldne Fløie,
Og Helte vandre over Østens Høie;
Men smukt i Dalen staae de Blomster smaae,
De Roser røde og Kjærminder blaae.
Hvad Skjalden føler i sin Fryd og Smerte,
Udspringer jo, som Blomster fra hans Hjerte;
Beskedent de for Kjæmpeskaren vige,
Men er’ en Deel dog af det store Rige.
Thi samler Svada hver og kjærlig fletter
Dem i Guirlander, Krandse og Bouquetter;
Hun tolker deres Farvespil og Duft,
Mens Stjernen blinker i den rene Luft.
O ædle Folk, hvis Bifald er min Stræben!
Hvad dybt jeg føler, bæver mig paa Læben.
Alt aabnes Hallen, hvor med Skaber-Bliv
Det svundne Store kaldes frem til Liv;
Men Helten hilser ei med Sværd og Landse,
Jeg har kun pyntet lidt med Blomsterkrandse,
Jeg Eder Svadas Blomster bringe maae,
Og I vil ei min simple Krands forsmaae!