H.C. Andersen (1805–75)

Naar Nattergalens Øine man udbrænder,

Saa skal den synge baade Dag og Nat,

Det samme med et Digterhjerte hænder,

Naar Livet der sin skarpe Torn har sat;

Man hører Sangen, ingen Sorg man tænker,

Saaledes maa det være! — ikke sandt?

Alt er betalt, naar man et Smiil kun skjænker,

Dog meer — ja, meget meer hos dem jeg vandt!

De, som en Søster, vil mig kjærlig dømme,

Naar der jeg sover, hvor man ei kan — drømme!